I nat ved omkring kl. 02 kom Yngstepigen ind til os – hun faldt mig om halsen og var utrøstelig. Jeg åbnede dynen og lod hende falde ned til mig. Hun lå bare så uroligt og havde svært ved at falde til ro, så det lykkedes mig ikke at falde ”rigtig” i søvn igen.
Kl. 04.50 bimlede min mands vækkeur i mobilen – han stod op og gjorde sig klar. Vores ur i soveværelset har en projektor, der lyser op i loftet, som viser tiden. Så jeg lå bare dér og kiggede op i loftet: ”suk én time til”, så var det min/børnenes tur til stå op. Tiden kom, og jeg måtte op. Jeg følte mig bare mere træt og kvæstet.
Spejlet på badeværelset, som viste mit spejlbillede, gjorde ikke situationen bedre, åh mand, ville jeg give min højre arm for at komme tilbage i min seng. Men jeg måtte op, for dér stod på kalenderen, at jeg i dag skulle møde kl. 08.15 inde på DSH – så børnene (især tænkes der udelukkende på Yngstepigen, da de store var selvhjulpne) skulle ’med det vons’ i tøjet, ”affordres” og så transporteres i børnehaven.
Jeg vaskede mig, redte mit hår, sukkede med mig selv, at det vist ikke kunne blive bedre end det. Yngstepigen kom ud til mig på badeværelset, fortalte mig, at hun havde en overraskelse til mig. ”Åh nej”, tænkte jeg, hvad kan hun have fundet på denne gang, og mine tanker nåede omkring klipning af papir over hele gulvet. Men jeg skulle gå med hende. Hun førte mig ind i soveværelset (jeg måtte ikke kigge). Og sikke en overraskelse – en god en af slagsen. Min lille pige havde uden hjælp redt sin mors og fars seng OG lagt sengetæppet virkelig flot på! Nu er hun selvfølgelig også 5 år, men at lægge det sengetæppe på, wauw…
Nå men vi kunne jo ikke stå dér hele tiden. Jeg gik ud i køkkenet, tilberedte Yngstepigens morgenmad og min egen. Yngstepigen har en forkærlighed for Nutella-madder om morgen, ja det er jo så usund som ”amen i kirken”, men altså morgenerne hjemme ved os, er sådan indrettet, at jeg ikke ”gider” at tage nogle kampe dér – og en klog mand (eller måske var det en kvinde?) sagde, at ”man skal vælge sine kampe med omhu”. Til mig selv lavede jeg Øllebrød eller som Yngstepigen vælger at kalde det: ”Rugbrødssuppe”. Jeg spiser det – men ikke med iver og glæde, det er et led i min ”spis sund og tab dig” - periode jeg kører pt. Suk.
Påklædningen måtte jeg være opfindsom med, for jeg vidste, hvordan hun kunne snøvle og ”tage sin tid” med, så jeg valgte at gøre noget som jeg er imod, og som jeg ellers har opdraget de store til aldrig at gøre. Jeg væddede med hende om, at jeg kunne tage tøj på hurtigere end hende, og at hvis jeg havde ret, så skulle hun betale mig 10 kr., men hvis jeg tabte, skulle jeg betale hende 10 kr. Wauw, det er altså noget der rykkede! Hun blev en lille hvirvelvind og havde på ingen tid, fundet tøj frem fra sin kommode (fornuftigt tøj til årstiden) og taget det på. Så hun fik sig en 10 krone, og jeg havde ingen brok fra hendes side og så kørte vi i børnehave. Der var ingen problemer med sige ”farvel” – bedste veninde blev også afleveret sammen tid – så hun vinkede til mig sammen med veninden.
Så kørte jeg mod DSH. Der var godt nok meget myldertrafik på vej ind til Odense, men jeg nåede frem og fandt en parkeringsplads helt op ved DSH - bygningen uden problemer. Jeg undrede mig over, at der næsten ingen biler var. Men tænkte, at folk nok ”lige var på trapperne”. Så jeg gik ned i ”Skibet” som var én af DSH’s computerrum. Så jeg brugte lidt tid på at surfe, og at opdage, at mine timer først skulle starte kl. 09.15 og ikke kl. 08.15!!! Det følte som et slag i ansigtet, og jeg kunne bare mærke, at jeg nu kunne mærke trætheden for alvor, og tanken om at være på skolen fra kl. 08.00 til kl. 14.30 var bare uholdbart! Suk, hvordan kunne jeg tage fejl af tidspunktet?
H. fra klassen kom også til, og hun måtte høre på min morgen, og om at jeg havde taget fejl. Der blev grinet af min bommert, men pludselig ringede min mobil og det var T fra klassen. Hun havde lige fået at vide, at hele dagens undervisning i psykologi var blevet aflyst!!!
Jeg tabte bare mælet dét. Hér havde jeg skyndt mig af sted for at nå det til kl. 08.15, havde så opdaget, at jeg var en time for tidligt, og fik nu at vide at al undervisningen i dag var blevet aflyst! Jeg var lettere utilfreds med situationen. Skod dag! Arghhhh.
Min mand ringede kort efter, jeg fortalte ham om oplysningen, og han grinede bare af det.. Sikke en dag, og så var dagen ikke gået nu, men var stadig formiddag. Nå, men jeg tog hjem – det er vel også rart at få en uventet fridag? Selv om det havde været mere rart, at jeg havde fået oplysningen at vide dagen før, eller inden jeg kørte hjemmefra.
- 0 -
Når jeg nu sidder hér og blogger, og skiver om min dag. Så må jeg lige indvie dig i min dag i går. Den var dog ikke en dum eller skod dag, men en dejlig fridag fra skolen. Om eftermiddagen hentede jeg Yngstepigen, sammen med Ældstepigen, fra børnehaven. Vi tog i Rosengårdscenteret. En stor indkøbscentral – eller Ældstepigens Eldorado..
Jeg fik købt nogle lækre vinterstøvler til hende
, som hun selv havde udvalgt! Men hold da op! De kostede 849 kr.! Det et altså det dyreste par støvler jeg har købt til hende.
De kostede lige så meget, som de støvler og sko jeg normalt køber til mig selv. Nu får jeg det at lyde, som jeg bruger en masse penge på sko og støvler på mig selv, men det er ikke tilfældet. Sidst jeg fik nyt fodtøj, var for et år siden.
Ældstepigens nye vinterstøvler var i størrelse 36, så hun har bare ikke at vokse så meget i fødderne eller så må hun virkelig passe godt på dem, så hun kan videregive dem til sin søster, når Yngstepigen bruger den størrelse om et par år.
