Sidste dag i ugen

Det er allerede blevet søndag igen. Familien laver hver deres syssel. Den ældste, sønnen, er ovenpå, hvor han ser ”Ben 10”, den ældste datter sidder hernede i stuen sammen med mig med sin bærebar – hun spiller Potterskolen, hvor hun og storebroderen er ”vip-medlemer”.



Det er faktisk et meget lærende onlinespil, det eneste krav der er, at man har vis alder (på grund af skriftligheden) og har læst eller set alle Harry Potter bøgerne/film. Der er selvfølgelig en begrænsning på hvor mange af filmene man kan have set, da der stadig mangler 2 film i serien, men hvis man har fulgt med Harry Potters verden, så har man en chance for at begå sig. Når en ny spiller melder sig ind på Potterskolen, bliver spilleren forfordelt til et af de fire kollegier, og spilleren bliver derefter ”elev” på Hogwarts.

Vores den store dreng ”går på” Ravenclaw og den store pige ”går på” på Hufflepuff. De modtager så skriftlige lektier med uglepost, som skal besvares, der må ikke snydes og der bliver slået hårdt ned på det. De får karakter hver gang de afsender lektier. Karakterne går fra: Trold, Ringe, Underforventning, Acceptabel, Flot, Overforventning og Fremragende. De får desuden også Galleoner (penge) for karakterne – jo høje jo bedre / flest. Vores store dreng startede de mange gange med at få ”Trold” og ”Ringe”, men han begyndte at tage lærerens feedback til sig, og har nu fået udviklet sin fantasi og skrivestil. De sidste mange gange har han fået ”Flot” og ”Overforventning”, men det har kostet ”sved og tåre” fra hans side af, da han af person er meget ”ja” og ”nej” typen (altså et kort svar-typen), men det har så nu ændret sig. Hans svar er blevet meget mere uddybende og fantasifuld, så hans medlemskab af Potterskolen har faktisk ”forbedret” ham og hans stil. På skolen kan de desuden duellere med andre elever og derved vinde / stjæle ting fra andre elever, hvis de vinder kampen.

Yngstepigen har fåret Simone fra sin børnehave på besøg. De har lige leget med perler og er nu gået ud i haven, hvor de gynger og leger på gyngestativet.

Jeg har taget min faglitteratur frem. Jeg skal have læst: ”Den Nødvendige Smerte – om tab, sorg og adskillelsesangst” af Davidsen-Nielsen og Leick færdig. Jeg er stadig i gang med 1. Kap, og jeg skal have læst bogen færdig INDEN d. 7. oktober. Normalt ikke et problem, men jeg er bare så forfærdelig langsom, når det gælder faglitteratur i stedet for skønlitteratur. Men jeg må da indrømme, at det virker da lidt spændende, selv om jeg hele tiden overføre det læste til min egen verden. Husker jeg det? Gør jeg det? Det er noget opslidende og kan give ”dårlig samvittighed” over for børnene. Men jeg skal igennem den, så jeg må hellere se at få læst :-)

Chok!

Min mand smed en bombe i går aftes på vej i seng. I form af sin stilling som ”formand for skolebestyrelsen” for den ældste datters skole, havde han fået tilsendt næste års budget og forslag fra vores borgmester, som det er kutyme for.

Kommunen skal spare 60 mio. kr.! En af måden det vil ske på, er at de kommende skolebørn, altså vores yngste datter, allerede skal sendes i SFO fra marts 2009. Den nuværende børnehave form vil blive ændret.

Børnene vil nu være 2½ år når de begynder i børnehaven i stedet for 3 år, de store børn skal så ud af børnehaven, når de er 5 / 6 år – det skal hvert fald svare til at de begynder ”før-skole-gruppen” i SFO’en et ½ år før de egentlig skulle være begyndt i skole. Det skal lige siges, at ”forslaget” er blevet sendt til høring blandt skoler og børnehaver, men løbet er kørt, så høringsforslaget er ”proforma”, for når jeg kigger på kommunens hjemmeside, kan jeg se, at det allerede har været behandlet én gang siden forslaget blev fremsagt. 2. Behandling sker d. 9 /10, altså lige om lidt.

Det er med blandede følelser jeg modtog beskeden. Det gode er, at yngstepigen siden sommerferien har spurgt efter om, hun ikke nok snart måtte komme i skole i stedet for børnehaven. Det er ikke fordi hun keder sig i børnehaven, for når hun er dér, trives hun og er glad, men hun vil nu hellere blive hjemme og hygge (hvem ville ikke det?), eller i skole som hendes store søskende. Det er nok ikke nemt at være den sidste af tre og så oven i købet ”efternøleren”. Hun ser helt klart op til de store og vil være ligesom dem. Så set med yngstepigens øjne, så er det en god nyhed, at hun allerede skal være tilknyttet skolen fra marts 2009 i stedet for august 2009. Men set gennem hendes moders øjne er det noget l*rt! Jeg føler, at jeg skal gøre noget jeg mod min vilje. Børnehaven er slut fra marts fra hendes side af, og skal så i SFO. Hvor fedt er det lige, når vi som forældre havde besluttet os for, at vi ikke behøvede at yngstepigen skulle i SFO når hun startede i skole til august? Nu har vi ikke noget valg. Nu SKAL hun af sted, hvis vi ønsker at få hende ”opbevaret” i dagtimerne frem til august. Det gør mig så bare rasende. Argh. Praktisk passer det bare heller ikke. Jeg skal starte i praktik i midten / slutningen af februar, så jeg kan ikke engang ”køre” yngstepigen ind i sfo’en i marts, så det bliver lige på og hårdt, men selvfølgelig kan faderen tage nogle af dagene, men alligevel. Hvis det bare havde været i august. Dér har jeg hele måneden fri, og kunne uden problemer køre hende ind. Nu synes jeg bare, det bliver hårdt for hende?! Men måske undervurderer jeg hende? Jeg kan jo håbe på det.

Men sådan er det desværre med noget nyt. Der vil altid være modstand mod noget nyt. Vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får – og her kan vil ikke gøre noget ved det, ikke når det allerede har været 1. behandlet, og mangler 2 behandlingen i kommunalbestyrelsen. Øv altså!

En hård uge (udviklingspsykologi)..

Endelig kan jeg skrive igen. Det har været en hård, anstrengt og uoverkommelig uge, som jeg nu har afsluttet. Hver dag har krævet mindst 300 sider, hvis ikke mere, til næste dag. Jeg var næsten grædefærdig i søndags, da jeg bestandig kæmpede igennem ”Hjerneprocesser og funktioner” og stadig ikke var færdig med kapitlet, da jeg blev nødt til at gå i seng kl. 22. Det var chokerende meget læsning! Heldigvis var det for mig, meget en repetition, da jeg havde haft det meste på pædagogseminariet (dog ikke om hjernens funktioner m.m.).

Psykologi-underviserne fortalte om Freud, Kohut, Mahler, Erikson, Vygotsky, Bowlby, Ainsworth, Sommer og Stern. En meget intens og spændende uge, som efterfølgende krævede gruppearbejde med observation og iagttagelse af børn i en børnehave.

Undervisningstidsrummet hed enten fra kl. 08.15 eller 09.15 til 15.45 hver dag.
Det var en almindelig ”arbejdstid” for alle andre, det ved jeg – men det var bare ikke det ”samme”, når tiden foregik på ”skolebænken” til forelæsning. Der har dog været afbrydelser af forelæsning med små videoklip, så som ”John”. En film fra 1960’erne, hvor John på 17 mdr. pludselig en nat blev anbragt på et børnehjem, fordi hans mor skulle føde. Filmen var autentisk og vel dokumenteret. Moderen lå på sygehuset i hele 9 dage før hun og faderen hentede John. Man følger så John fra dag til dag, hvordan han blev mere og mere syg, indadvendt, utrøstelig og fortvivlende. Han havde gået hjemme ved sin mor, så børnehjemmet var en anden verden end den han kendte. Han havde meget svært ved at begå sig socialt med de andre børn (som havde boet der siden de var helt spæd) konkurrerede om pædagogernes opmærksom. Johns far kom på besøg gennemsnitlig én gang om dagen. Det var svært at vurdere, hvor længe besøget varede, men ud fra, hvordan filmen blev klippet, virkede besøgene korte og max 5- 10 minutter, hvor på faderen bare gik sin vej. Vi så hvordan John kæmpede for at komme med faderen, men blev efterladt tilbage. Det var virkelig en hjerteskærende film, og jeg nåede at tørre et par tårer væk fra mine øjne. Johns smerte gjorde for ondt på mig. Tænk sig, at det var ”normalt” for middelklassefamilien i 60’erne at sætte barnet / de ældste børn væk på børnehjem, når moderen skulle føde et nyt familiemedlem. Men vi skal huske på, at de dengang ikke var ”onde” og ”hjerteløse”, de handlede i bedste tro og gjorde som det nu foreskrev sig dengang, hvor de tre R’ere (Ro, Renlighed og Regelmæssighed) herskede. På niende dagen kom Johns mor og far for at hente John. John reagerede meget voldsomt og intenst. Han afviste sin mor og faldt til sidst ”ro” i sin fars arme, hvor han for første gang kiggede på sin mor, og hans øjnene udviste ”had” og ”skuffelse” til sin mor.

Filmen satte virkelig tanker i gang hos mig. Alle tanker, de fleste var sorg overfor alle de børn, der havde været i Johns situation. Dengang så man barnet, som autistisk, og som en der ville ”tage kontrol” fra forældrene, virkelig skræmmende tankegang. Stakkels stakkels børn.

Slut med migration på studiet

I går, fredag, afsluttede vi de to migrationsuger med fremlæggelse. Vi havde i min gruppe fået til opgave at finde de forskellige partiers partiprogrammer i forhold til ”indvandrere og flygtninge”. Vi havde så delt det op i ”rød fløj” og ”blå fløj”, altså vi have sat S og SF sammen og så sat Enhedslisten som ”paria” – det gjorde vi ligeså med V og K, men så bare Dansk Folkeparti som paria. Vi havde så lavet fremlæggelsen som powerpoints. Det gik rigtig godt, og vi fik fremvist, de forskellige partiers ligheder og forskelligheder. Jeg var egentlig forbløffet over, at hvor meget de to fløje egentlig har til fælles - det havde jeg nok ikke forestillet mig.

Skoledagen sluttede kl. 10.50. Det var en dejlig tidlig dag, for de andre dage i ugen havde været lange, og tanken om næste uge, som hedder fra 8.15 til 15.45 fra mandag til torsdag, gjorde at dagen i dag går, var rar at slutte på.

Jeg gik så hen på Fyn Basar, for jeg manglede nogle løg. Wow jeg fik købt 5 KÆMPE løg for en flad 20 kr., det var godt nok billigt. Jeg kan godt lide konceptet bag Fyn Basar, men da jeg gik rundt derinde i går, føltes det så ”tomt”, ”ensomt” og ”trist”, der var ikke mange mennesker, og dér hvor der var flest mennesker var på ”grønttorvet”, hvor jeg også var. Ekspedienterne i de forskellige butikker, sad bare dér og virkede som om de kedede sig bravt. Det er forståeligt for, der var ikke mange mennesker. Jeg synes det er trist, at det er sådan. Vi etniske danskere kunne ellers tage at lære at møde en anden kultur, men måske synes vi etniske danskere, at centret er kedeligt? Jeg må da også indrømme, at jeg selv foretrækker f.eks. Rosengårdscentret, men det skyldes udelukkende, at det center er varmt og hyggeligt, hvorimod Fyn Basar er ”tamt” i sammenligningen, og det er er ”unfair”, for jeg tror på, at hvis man havde gjort mere ud af indretningen af FynBasar, at det f.eks. lignede mere ”Aladdins hule” eller noget andet mellemøstlig som vi husker fra børnebøgerne, så ville det trække flere kunder til. Men nu står hver butik bare dér – det virker så trist.

Om aften var vi til ”spissammen” i yngstepigens børnehaven. Hver familie skulle tage en ret med til det antal de var i familien. Maden blev så stillet på et STORT bord, og så var der så ”buffet” for alle. Børnene elskede det, lige som manden og mig. Jeg synes det er så hyggeligt at være sammen med de andres børns forældre. Jeg havde lavet en bradepande pizza – og dér var tilsyneladende en succes for der var kun et lille kvadrat tilbage, da vi skulle hjem. Jeg havde også taget kage med. Jeg havde lavet to kager, en drømmekage og gammeldags æblekage. Æblekagen var også en succes. Det var også den eneste kage af den ”slags” og næsten færdigspist, da vi skulle hjem.

Nu må jeg hellere komme i gang med læsningen til næste uge. Der begynder barnets kognitive udvikling. Det bliver en koncentreret uge, da det er opstart til ”børn, unge og familie” – modulet.

Anden uge af migrationsugen

Den sidste uge af migrationsugen er skudt i gang, og jeg har måttet konstatere, at det i dag faktisk er ”bøtten omdag”, da det nu vender og der kun er få dage til weekend.

Mandags havde vi psykologi, som omhandlede det psykologiske aspekt ved at være traumatiserede flygtninge. Vi så en times Dvd om tre forskellige mænd, som var kommet til Danmark, som fortalte sin beretning om hvordan de havde det. Tirsdag (i går) skulle vi have haft Jura, men mandag aften midt i Robinson modtog jeg en sms om, at undervisningen i Jura var blevet aflyst. Nok grundet af sygdom? Så jeg fik en uventet fridag i går. I dag har vi så haft socialt arbejde med flygtninge. Dér så vi også to klip dvd med to forskellige kommuner (Hillerød og Skagen), hvordan de tackler flygtning og intergrations-spørgsmålet.

Da undervisningen var færdig, havde min studiekammerat og jeg en ”fræk aftale” med holdet under os. Min studiekammerat og jeg er ”ældre studerende / mentorer” fra holdet, som er et ½ år efter os. Der var helt fyldt op, det var dejligt, at de alle var kommet for at høre på os. Vi fik fortalt dem 2. semester, om hvad de skulle være opmærksomme på, praktikken, den skriftlige opgave og den mundtlige eksamen. Det hele forløb godt og efter ca. 40 minutter afsluttede vi informationsmødet og forlod rummet. Jeg kørte fra skolen, hentede yngstepigen og tog hjem.

Her lige om lidt skal yngstepigen starte på gymnastik igen. Hun gik dér også sidste år, og har siden sommerferien efterspurgt det hér gymnastik – så nu skal vi af sted. Hun har allerede klædt sig om, og har siden kl. 16 spurgt ”hvornår kører vi nu?” – hun er vist noget utålmodig. Nu håber jeg så, at hun synes godt om det. Der skulle vist være kommet en ny lærer på, så det bliver lidt spændende om det bliver lige så godt.

Læsning frem for Legoland!?

Tænk, at valget i dag stod mellem Legoland eller læsning? Jeg har tre bøger jeg skal have læst færdig inden for 3 bestemte datoer i oktober til ”socialt arbejde”. Min social-arbejdes lærer har gjort det før. Læs en bestemt bog til næste undervisning! Det var næsten umuligt for mig, som havde andre prioriteringer i livet end studiet. Selvfølgelig prioriterer jeg også studiet i høj grad, men mine børn skal ikke lide under det.

Derfor er det er jo næsten ”sjov”, at jeg så skriver om det hér, når overskriften på mit indlæg i dag hedder: ”læsning frem for Legoland!?”. Men ja, vi har turpas til Legoland, og har haft det i 2 år nu, så vi har kommet dér jævnligt og børnene holder også af Legolandsparken.

Vi havde aftalt, at vi skulle i Legoland i dag, godt nok sammen med naboen inden ved siden af, men tidligere på ugen meldte de fra på grund af sygdom. Æv, det tog lidt af min gnist. Men det blev endnu værre, da jeg fik, i en rolig stund, nærlæst mine undervisningsplaner i socialt arbejde. Shit! Hvor min lærer er sjov (og det er ironisk, for jeg husker ikke hendes undervisning som værende humoristisk). Til den første undervisning, vist nok d. 3/10, står der ”læs hele bogen” – og så igen en ny bog to uger senere og så igen.

Normalt ville det ikke have været et ”problem” for mig, da jeg elsker at læse, og kan læse utallige bøger på kort tid. Men faglitteratur har jeg det lidt svære ved at nyde og læse på akkord tid. Jeg kan ikke holde koncentrationen på samme måde, som med skønlitteratur, når børnene flyver omkring mig med råb og skrigene.

Det er måske lidt unfair over for de to store på 11 og 13 år, for de er rimelig rolige og ”passer sig selv”. Men lillesøster på 5 år er ikke så rolig (altså jo det er hun som person ;-) ), og det er svært og kedeligt for hende, at storebror og storesøster hellere vil læse, spille computer, se fjernsyn end de vil lege med hende. Det giver nogle frustrationer hos dem alle.

Men med skønlitteratur bliver jeg ”opslugt” af den verden jeg læser om og lukker alt andet ude, men med faglitteraturen, ja, jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme dér. Men det kan jeg så ikke, måske er det alderen? Eller så er det måske bare ikke ”interessant” nok for mig? Men det korte af det lange er, at jeg også meldte fra til Legoland i dag. Det var svært, og jeg måtte virkelig bruge min pædagogiske list at sælge min ”framelding” som en god idé for den yngste. Nu kan hun prøve at være i Legoland med far og storebror uden storesøster (som også meldte fra) og mor.

De kørte for 1½ time siden, og jeg burde så sidde begravet i min faglitterært læsning. Men det gør jeg ikke. Næh et bad uden forstyrrelser, håropsætning og så blogging er det blevet til indtil videre.

Men nu må jeg hellere komme videre med Jespers Juuls bog: ”Familierådgivning, perspektiv og proces”, som egentlig er ”ok” læsning. Jesper Juul er nem og tilgængelig, og jeg kender ham fra min pædagog-uddannelse for mange år siden. Så denne læsning er ikke så slem, som de to andre bøger, der venter forud.

Første uge af ”Migrationsugen” er overstået.

På studiet har vi lige overstået den første uge i ”migration, kulturmøde og integration”. Jeg synes det har været utroligt spændende, og jeg har fået ny viden om andre og mig selv.

Det er kommet bag på mig, at jeg efter har læst om flygtninge og indvandrere, har jeg fået ”øjnene” op for emnet. Flygtning og indvandrere er ellers et ”tabuområde” inden for socialrådgiver-verden. Jeg er ikke klar over, hvorfor det er sådan, men måske fordi det er skrøbelige og eventuelle traumatiserede mennesker det omhandler? Jeg har selv ”vrænget” på næsen over, at ”indvandrere og flygtninge” kunne være et jobvalg, men nu er jeg ikke så sikker længere.

Den første dag havde vi besøg af Malene Fenger-Grøndahl, hun var journalist og forfatter, og havde skrevet en del bøger om flygtninge. Hun tog udgangspunkt i bogen, som hun og hendes mand havde skrevet sammen. Den havde titlen: ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004”. Foredraget var noget ensformigt og monotont, men til tider kom der noget væsentligt. Det var faktisk spændende at høre om forskellen fra 1954 til nu, hvordan danskerne modtog / modtager flygtninge. Dengang i 1954 stod danskerne og hoppede af glædede over den første flygtning, som ankom i Kastrup med flyvemaskinen. Károly Kovács som den første flygtning fra Ungarn hed, blev modtaget som en helt i Danmark. I dag er der ingen, der tager glade imod flygtninge i dag.

Den anden dag, havde vi den ære at deltage i Basim Osmans foredrag.
Basim Osman er 42 år gammel, cand. psych, gift, far til 3 børn, og så er han muslim. Det var virkelig underholdende og spændende. Jeg fik en masse af vide om unge ”skræmmende” indvandrere, som går på gaden og er ”seje”. Viden bag om – hvorfor det er sådan – han lærte mig (og de andre studerende) at se ”ligheden” mellem ”os” og ”dem”, i stedet for at se ”forskellen”. Han var en rigtig spændende og oplysende foredragsholder. Jeg lærte, at det var ikke på grund af de unges ”kultur” og ”fremmedhed”, at de var lovløse og ”rå” og brugte gaden til deres ”fritid”, men fordi de fra barnsben har været ”risikobørn” – en udsat familie, hvor der ikke har været den omsorg og kontakt, som var nødvendigt.

Nu er den første uge overstået. Jeg håber, at næste uge (den sidste i migrationsugen) bliver lige så spændende og interessant.

1 skoledag

Så er ”første” skoledag overstået. Jeg er helt ør i hovedet og har hovedpine. Det har været en ”langtrukne” dag med migration. Emnet er spændende, men præsentationen af emnet og undervisningen har virkelig været ”ikke-underholdende” for mig. Så har jeg også fået hoste, og jeg hader bare, at jeg begynder at hoste på det tidspunkt, hvor ”der helst ikke skal hostes på”. Jeg hader at have hoste. Så jeg håber, at hosten snart og hurtigt vil forsvinde! Æv.

Jeg har fået brev fra gynækologen, han skriver følgende til mig: ”Prøverne fra livmoderhalsen og livmoderen var helt normale og skal gentages om 6 måneder som et celleskrab. Du bedes selv ringe til klinikken og bestille tid samt bede din læge fremsende ny henvisning til den. Med venlig hilsen”. Det er dejligt, at biopsien, ifølge gynækologen er normale, men hvorfor skal jeg så kontrol allerede om 6 mdr. igen og ikke først om 12 mdr.? Jeg kan jo ikke lade være med at tro, at prøverne så ikke har været helt normale, når jeg allerede skal kontrolleres igen om 6 mdr?

Men jeg må skyde det ud af hovedet, og glæder mig over, at jeg nu er ”frisk som en havørn”, og så blive undersøgt igen om 6 mdr. Måske er forandringerne til den tid helt forsvundet? Det kan jeg da håbe på :-)