Første uge af ”Migrationsugen” er overstået.

På studiet har vi lige overstået den første uge i ”migration, kulturmøde og integration”. Jeg synes det har været utroligt spændende, og jeg har fået ny viden om andre og mig selv.

Det er kommet bag på mig, at jeg efter har læst om flygtninge og indvandrere, har jeg fået ”øjnene” op for emnet. Flygtning og indvandrere er ellers et ”tabuområde” inden for socialrådgiver-verden. Jeg er ikke klar over, hvorfor det er sådan, men måske fordi det er skrøbelige og eventuelle traumatiserede mennesker det omhandler? Jeg har selv ”vrænget” på næsen over, at ”indvandrere og flygtninge” kunne være et jobvalg, men nu er jeg ikke så sikker længere.

Den første dag havde vi besøg af Malene Fenger-Grøndahl, hun var journalist og forfatter, og havde skrevet en del bøger om flygtninge. Hun tog udgangspunkt i bogen, som hun og hendes mand havde skrevet sammen. Den havde titlen: ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004”. Foredraget var noget ensformigt og monotont, men til tider kom der noget væsentligt. Det var faktisk spændende at høre om forskellen fra 1954 til nu, hvordan danskerne modtog / modtager flygtninge. Dengang i 1954 stod danskerne og hoppede af glædede over den første flygtning, som ankom i Kastrup med flyvemaskinen. Károly Kovács som den første flygtning fra Ungarn hed, blev modtaget som en helt i Danmark. I dag er der ingen, der tager glade imod flygtninge i dag.

Den anden dag, havde vi den ære at deltage i Basim Osmans foredrag.
Basim Osman er 42 år gammel, cand. psych, gift, far til 3 børn, og så er han muslim. Det var virkelig underholdende og spændende. Jeg fik en masse af vide om unge ”skræmmende” indvandrere, som går på gaden og er ”seje”. Viden bag om – hvorfor det er sådan – han lærte mig (og de andre studerende) at se ”ligheden” mellem ”os” og ”dem”, i stedet for at se ”forskellen”. Han var en rigtig spændende og oplysende foredragsholder. Jeg lærte, at det var ikke på grund af de unges ”kultur” og ”fremmedhed”, at de var lovløse og ”rå” og brugte gaden til deres ”fritid”, men fordi de fra barnsben har været ”risikobørn” – en udsat familie, hvor der ikke har været den omsorg og kontakt, som var nødvendigt.

Nu er den første uge overstået. Jeg håber, at næste uge (den sidste i migrationsugen) bliver lige så spændende og interessant.