Hr. Peter Ålebæk

Vi fulgte med i Talent 2008, da det blev vist på fjernsynet om fredagen. Peter Ålebæk var vores "populære" dommer, selv om han var rimelig og nogle gang for hård ved børnene.

Børnene tog hævn - og lavede en sang til og om Peter Ålebæk:

At tale med børn

Ja, det brude jo være en nem sag, når jeg tænker på min baggrund. Men alligevel er det anderledes nu. Hvis jeg som kommende socialrådgiver, ønsker at arbejde med ”børn og unge” (jeg tvivler), så skal jeg kunne samtale med børn. Det er et lovkrav. Det står simpelthen i § 48 i Lov om Social Service, at børn skal høres i sager, der vedrører dem, uanset alder!

Det kræver sin kvinde vil jeg mene. For den samtale er anderledes end den jeg har med et barn i en børnehave eller SFO, så derfor skal jeg på mandag undervises i ”at tale med børn” i socialt arbejde. Som forberedelse skal vi have læst kap 7 og 8 i bogen: ”At tale med børn – samtalen som redskab i børnesager”, af Haldor Øvreeide. Jeg tror, det bliver en spændende mandag, og jeg har store forventninger.

Gullaschsuppe

Uhmm, jeg var ved at kokkere Gullaschsuppe, da jeg skrev dette indlæg. Jeg glædede mig til at spise den. Jeg syntes vejret virkelig bød op til, at jeg skulle lave hjemmelavet Gullaschsuppe. Jeg havde det nemlig ikke godt i dag. Jeg havde haft kvalme og en smule ondt i maven i dag - så min hjerne og krop skreg efter noget varmt og rart suppe (hvis suppen altså kan være rar?).

Familien og jeg holder virkelig meget af suppen, og jeg vil gerne dele den med Jer. Du skal bruge følgende ingredienser:

400g hakket oksekød (10-12%)
2 grønne peber frugter
4 mellemstore kartofler
2 gulerødder
1 stort løg
3 spk olie
½-1½ spsk. paprika
1 dåse flåde/hakket tomat
1 1/4 - 1½ l. okseboillon
salt og peber

Tilbehør: flutes.

Rens peberfrugterne og skær dem i terninger. Skræl kartoflerne og gulerødderne og skær også dem i terninger. Steg peberfrugterne og løg i olie i ca. 5 min., uden at de tager farve. Tilsæt kød og paprika steg det hele i yderligere 5. min.
Hæld tomater og bouillon på og bring suppen i kog.
Dæmp varmen og lad den småkoge i 20 min. Tilsæt kartofler og gulerødder og lad det hele småkoge i yderligere 10-15 min. Smag til med salt og peber.

Velbekommen!

Dagen i går

I går var YngstePigen ved ørelægen, igen. Hun fik sat dræn i begge sine ører maj 2006. Hun har det ene tilbage, og det vil ikke rigtig falde ud. Vi har de sidste 3 gang været til jævnlig kontrol, hvor ørelæge prøvede at vrikke drænet løs. Det har været svært, da der var en masse skorper rundt om drænet. Sidste gang fik vi en recept på nogle øredråber, som ville blødgøre skorperne, så det ville være nemt eller nemmere for ørelægen, at fjerne det lille dræn. Men i går fandt vi så ud af, at drænet fortsat sidder fast og er ikke til at rokke.

YngstePigen fik oven i købet ”støvsuget” sit øre, men det fik ikke drænet ud. Vi eller ørelægen besluttede at prøve lokalbedøve øret ved at sprøjte noget væske inde i øreret. Det gjorde meget ondt på YngstePigen, så hun begyndte at græde. Ørelægen var meget forskrækket og beklagede virkelig dybt med ordene: ”det plejer ikke at gøre ondt”. Men det gjorde det så på hende. Vi sad og ventede i 20 minutter i venteværelse – derefter kom vi ind igen. YngstePigen fik igen støvsuget øret, men så prøvede ørelægen at fjerne drænet med en lille ”tang-saks” uden held – for YngstePigen begyndte at græde og bønfaldte lægen om at stoppe, da det gjorde ondt :-( . Det skulle heller ikke kunne lade sig gøre, sagde lægen. Men YngstePigen blev trøstet og fik sig en is af ørelægen, og så fik vi endnu en tid ved ørelægen – denne gang d. 25/2-09!

Da jeg sad i går og samlede puslespil med YngstePigen fik jeg lige set hendes finger. Som I måske husker, så kom hun til skade under vores byggeri. Prøv at se fingeren nu.. Den er sort/blå på neglen – men neglen er intakt.

En lang dag

Øj en lang dag på skolebænken har jeg måtte gennemleve i dag. Først 3 timer med Jura, hvor vi blev færdig med Lov om Social Service, den var drøj at komme igennem. Vi havde brugte lidt over 12 undervisningstimer eller lignede på loven. Men den er også meget omfattende og vigtig i forhånd til dette semesters emne, som er ”Børn, Unge og Familie” (udsatte børn og unge). Da jura var færdig, fik jeg lige købt en skinke/ost sandwich i kantinen inden næste fag startede.

Næste fag var socialt arbejde, som i dag omhandlede: ”Familieslagsråd” og ”netværksmøder” – vi lærte forskellen, og prøvede bagefter på ”egen krop”, hvad det ville sige at deltage i et netværksmøde. Jeg var ”Line” på 8 år.

Det gav en god og rar måde at løse et problem i netværket, og med netværkets hjælp – det koster ingen penge, så egentlig kan kommunerne spare penge ved at holde netværksmøder i stedet for at sætte dyre foranstaltninger i gang :-)

Jeg er blevet tagget...

Jeg er blevet tagget af:

Fru Nielsens Hverdag.
Reglerne for legen:

- link til din tagger
- fortæl om reglerne
- fortæl om seks af dine særlige vaner - eller særheder
- tag 6 andre bloggere
- læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

6 særlige vaner, skal jeg nu beskrive – hmm det bliver svært synes jeg.
Jeg har spurgt de ældste om hjælp – de fortæller:

1) Når jeg er trist til mode, så kommer jeg i godt humør, når jeg spiller højt 80’er og 90’er musik!

2) Jeg er god til computere – jeg kan ikke det samme som en programmør, men jeg kan mere end en almindelig ”husmor”, vil jeg mene.

3) Jeg er videbegærlig og elsker at se nyheder.

4) Jeg kan få mine døtre til at grine, selvom de prøver at holde ”masken”.

5) Jeg elsker at bruge penge. Jeg er en shoppe-alkoholic. Det er selvfølgelig ikke en ”særlig vane”, men det er noget jeg er god til.

6) Jeg elsker at spise lakridser, uhmm – Tanken om en pose Poletter får mit mundvand til at løbe. Vanen består i, at jeg ikke kan undvære lakridser.

Nu skal jeg tagge 6 andre bloggere - det bliver underligt, at lige komme forbi og læg en besked på deres blog. Hvad sker der, hvis de bliver sure på mig?

Hmm, jeg må prøve..

Jeg tagger Ålerusen, Catarinas, Kaoseriet, Vaaben og Grønlandsposten. Jeg kan ikke finde på den 6. blogger, dem jeg havde i tankerne, var allerede blevet tagget. Hmm..

Fødselsdage

Så blev alle børnenes fødselsdag holdt i går. Vores tre børn er allerede født i efteråret og har én måned mellem sig, cirka. YngstePigen har fødselsdag i september, ÆldsteDrengen har fødselsdag i oktober og ÆldstePigen har fødselsdag i november. Trip, trap, træsko. Vi har altid syntes det var sjovt, at alle tre børn blev født på den tid af året. Det må have en betydning, for min 3.graviditet (den før YngstePigen) havde jeg termin d. 2. april, men jeg mistede fostret. Da jeg var 12+0 viste en skanning, at fosteret var dødt :-( . Men så blev jeg gravid med YngstePigen, og hun kom så til i september. Så det må være et eller andet med mig eller noget, siden alle tre børn er blevet født på det tidspunkt af året :-)

Men efter at vi flyttede til Fyn for 5 år siden, har vi måtte tænke anderledes i forhånd til afholdes af fødselsdag for familie og venner. Det ville hurtigt blive for en dyr afskrivning, hvis familien kort efter hinanden skulle over broen – så vi valgte at samle vores fødselsdage. Ægtefællen har i april og jeg i juli – så dér samler vi vores fødselsdag til én dag i juli måned. Børnene har som sagt i efteråret, og normalt holder vi fødselsdagen i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, men i år har det ikke været muligt, da vi havde det berømte byggeri, der lige skulle laves først.

Men i går var så dagen. Bedstefar (min sviger), Tonny, Lone og deres store søn, Martinus, som fylder 20 år her om 14 dage, vores gode venner, Anita, Jesper, Cecilie og deres lille nye datter Clara kom på besøg. Det var rigtigt hyggeligt. Børnene blev begavet med gaver, som kunne bruges. Jeg havde disket op med to lagkager, en almindelig og en chokoladelagekage uden flødeskum. Chokolade kage, og MASSER af snolder på bordet. Vi fik varm kakao med flødeskum med hjemmebagte bamseboller. Til bollerne kunne man tage ost eller nutella på, eller bare neutralt med Kærgården på. Senere serverede jeg hjemmelavede pizza, en med oksefars og tomat og ost, og én med skinke, champignoner og ost plus salat. Der var ikke meget tilbage – kun en smule af pizzaen med skinke/champignoner og ost.

Børnene havde en god dag / aften – og vi voksne nød at se familien og vores gode venner igen!

Ny Gadget

Jamen nu blev det danskernes tur til "faste læsere". Jeg har sat gadgetet på, men måske er det for optimistisk? Måske er der slet ikke nogen der læser min blog, og som vil sætte sig selv frivilligt til offentlig skue??? Men sjovt ser det ud.. :-)

Tværfagligt samarbejde

I tirsdags og onsdags havde vi tværfagligt samarbejde med pædagogseminarierne i Odense. Vi var forinden blev delt op i tre sektioner. Jeg var så heldig, synes jeg, at jeg skulle ”blive” på Højskolen den første dag. Dér blev vi inddelt i endnu en gruppe – 8 mands grupper. Fire pædagogstuderende og fire socialrådgiverstuderende i hver gruppe. Til start var jeg lidt øv over, at jeg slet ikke kom i gruppe med nogen fra mit eget hold. Men det viste sig senere, at det var meget rart. Jeg lærte tre andre medstuderende fra min årgang fra de to andre hold at kende.

Først skulle vi sidde og finde ud af, hvad vi vidste om den andens arbejde / virke / profession. Begge gruppe var meget rigtige i deres beskrivelser af hinanden. Men pædagogstuderende gav utryk for en frustration af, at når de afsendte en underretning til socialforvaltningen, at de så ”ingen ting” fik at vide efterfølgende. Det frustrerede dem og det lå sådan mellem linjerne, at det var for dårligt af socialrådgiverne, at de ikke holdt pædagogerne orienteret om sagen. Vi (socialrådgiverstuderende) fortalte dem, at de (pædagogerne) faktisk ikke har krav eller ret til at få noget at vide om sagen. Det vil være et brud på tavshedspligten. De kan blive orienteret om sagen, hvis det udelukkende er noget, som pædagogen skal bruge for f.eks. at hjælpe til med § 50 i SSL (SEL). Men ellers ikke. Vi skal efter at have modtaget en underretning afsende en kvittering for modtagelsen inden for 6 dage – det står der i lovgivningen. Men så ikke mere. Pædagogerne havde slet ikke den indsigt og var faktisk overrasket, at det forholdt sig sådan.

Vi fik en case som vi skulle arbejde med – vi skulle lave en underretning og sende den til en af de to seminarier. Vi modtog ligeså 2 underretninger, som vi skulle handle ud for. Da vi havde læst de to underretninger, var der klart forskel i udgangspunkterne. Pædagogerne var meget bombastiske, og så vold og vandrøgt i alt, og ville have ”barnet” i underretningen tvangsfjernet med det samme. Men vi socialrådgiveren ”så” ikke det samme, altså jo, at der var mistrivsel / omsorgssvigt af ”barnet”, men vi ville ikke ”tjubang” tvangsfjerne det. Vi skulle først indkalde forældrene til en samtale og så vurderer om vi ville påbegynde en § 50 undersøgelse. Pædagogerne var noget uforstående. Det kan godt ud fra deres synsvinkel virke, som vi ”ikke gør noget” – men vi er hængt op en lovgivning som vi skal følge.

Men efter de to tage føler jeg, at jeg fik formidlet den viden videre til pædagogerne. Det er trist, at pædagog-seminarierne ikke gør mere ud af at lære de studerende mere om underretning. Hvordan er praksis, hvad gør socialrådgiveren når de modtager underretninger? Så var pædagogerne mere rustet og der ville ikke opstå misforståelser og ”grøfter” mellem hver faggruppe.

Men så skal der laves noget om på uddannelserne og det tror jeg ikke, at der bliver rørt ved.

Resultatet ved øjenlægen

Så har vi været ved øjenlægen. YngstePigen og jeg kom lige 5 minutter før det blev vores tur, det var ikke så nemt at finde stedet. Men da vi kom frem til øjenlægen og meldte vores eller YngstePigens ankomst, mødte der os en frygtelig varme og en overbooket venteværelset fyldt med gamle mennesker (65+), der alle lignede rumvæsener fra den ydre planet! Deres pupiller var alle kæmpe store og de så faktisk ret frygtindjagende ud! Men set ud fra venteværelsets mange mennesker måtte jeg konkludere, at øjenlægen var forsinket og han var langt bagud.

Efter en ½ times venten, blev YngstePigen kaldt ind. Hun fik lavet den samme test som ved lægen. Den viste, at hun så fint. Derefter satte han et apparat på hendes pande, som lyste ind i hendes øjne – han tjekkede hvert øje ad gange og hver gang spurgte han hende, om hun kunne se manden derinde? Hun svarede ja hver gang. Og så var hun færdig. Han gik han til skrivebord, skrev en recept, tog en lille Haribo slikpose til Yngstepigen, som han gav hende og roste hende for sin nemme deltagelse – vendte sig derefter til mig, og fortalte mig, at YngstePigen havde en lille bygningsfejl på begge sine øjne, men det var svært at måle om hun skulle have briller, når hun ikke var ældre. Men at vi skal komme igen (han gav mig recepten), inden da skal hun have dryppet sine øjne så pupillerne ville blive store, derved vil det være nemmere at måle hendes ”bygningsfejl”.

Æv, YngstePigen tog meldingen hårdt. Hun ville som sagt ikke have briller (se Mandag første dag i ugen). Jeg fortalte hende, at hun hvert fald ikke skal have briller mens hun er 5 år, men nok først når hun bliver meget ældre, men at nu måtte vi se, hvad øjenlægen vil sige til hendes næste gang, han ser hende.

Ja, næste gang bliver [trommelhvivl] d. 3. december 2008 kl. 11.20! Hvem snakker om lang ventetid???

Mandag, første dag i ugen..

Vækkeuret, eller ægtefællens mobils vækkeur bimlede kl. 06.00. Gab, jeg syntes at vi lige var gået i seng. Han besluttede sig for at ”udskyde” vækningen – og det blev til i alt 4 gange, tror jeg – men hey hvem tæller om morgen? Men varmen under dynen var bare mere indbydende, end et koldt trægulv og kulden fra de andre rum. Kulden det lyder så voldsomt, for der var måske bare 18 grader, men det føltes koldere.

Børnene kom af sted til skolen. YngstePigen holdt fri fra børnehaven i dag, da hun havde en tid ved øjenlægen kl. 13.30. Det var lidt dumt tidspunkt, men øjenlægen havde ikke ”tid” før, så vi måtte bukke, skrabe og takke for den tid vi fik. Tiden blev bestilt i august måned og først nu her slutningen af oktober kunne YngstePigen komme til. Jeg synes, at det er uheldigt, at der altid er laaang ventetid ved en speciallæge – men sådan er systemet vel bare? YngstePigen er meget frustreret over, at hun skal til øjenlægen – for ”jeg vil IKKE have briller”, har hun sagt flere gange i denne weekend og denne morgen har heller ikke været en undtagelse. Det gør ondt at være vidne til hendes modvilje mod briller. Jeg har prøvet at forklare hende, at det ikke er endegyldig – det kunne faktisk være, at hendes syn er helt fin, og at hun ikke skal have briller – og at grunden til at egen læge har sendt videre, er fordi han ikke er ”specialist” inden for området, så for at være helt sikker, så…. Store ord og forklaringer for en 5 årige, som bare har sat sig i hovedet, at hun IKKE vil have briller. Suk. Hun tager sorgerne på forskud, men det må hun have arvet efter sin mor.

Mens vi ventede på, at vi skulle køre til Odense, syntes jeg at det ville være en god idé at få YngstePigen til at tænke på noget andet. Så derfor bagte vi muffins…
Uhmmm, ud fra billederne kan man se, at en fem årige har hygget sig, for der ligger en del ”dej” ved siden af formene. Men det var også svært at styre med sådan noget dej. Jeg skal hilse og sige, at de smagte godt!

Sidste dag i efterårsferien

Så er børnenes efterårsferie næsten overstået.

Vi har prøvet at lave nogle spændende og interessante ting. ÆldsteDrengen har holdt fødselsdag for sin klasse, det var i begyndelsen af ferien. De har haft overnattende gæster (deres bedste venner), de har hjulpet os med at lægge fliser dog mod betaling. Men er vel et ungt menneske, og man gør vel ikke noget gratis medmindre, det kan gavne én selv direkte? Forhandlingsbørn.. Jo så de unge mennesker har tjent 250 kr. hver de sidste to weekender.

Om onsdagen var det ÆldsteDrengenes ”rigtige” fødselsdag – jeg valgte at blive hjemme fra studiet for at være sammen med ungerne. Min motivation for at komme i ”skole” lå på et lille sted, da resten af familien var hjemme og holdt fri. Torsdag tog vi til Propellen, hvor vi overnattede en enkelt gang. Der var svømmepool i hotellet og trådløst Internet over det hele, også på værelset, så det var klart børnenes ”Eldorado” den dag. Fredag var i Legoland for sidste gang. Vejret var med os, og det var en perfekt slutning på Legoland.

I dag afslutter børnene og jeg efterårsferien med at tage til Bogense for at tage i svømmehal. Vi har ikke været i svømmehal i laaaang tid, jo altså vi tager i Lalandia hvert år, men det er jo noget helt andet. Svømmehal virker så ”tamt” i forhold til Lalandia, men i dag tager vi derhen. Jeg har besluttet mig for, at jeg giver dem noget fra Kantinen, selv om det er ”skodmad” :-)

Vores Førstefødte har fødselsdag i dag

I dag er det 13 år siden, at jeg fødte vores førstefødte og eneste søn.
Jeg var ung, kun 19 år og vidste måske egentlig ikke rigtig, hvad jeg var gået ind til? Graviditeten havde indtil 32. uge været ukompliceret og nem – dog var jeg fra midten af graviditeten blevet sygemeldt med smertefuld bækkenløsning. Men ellers havde der ikke været nogen problemer. Men da jeg var kommet i uge 32, fik jeg pludselig veer. Jeg blev indlagt på Hillerød Sygehus. Lægerne / sygeplejerskerne fik stoppet mine veer, og jeg fik en indsprøjtning, som modnede fosterets lunger i tilfælde af, at fødslen ikke kunne stoppes. Men den blev stoppet.

Det viste sig, at jeg havde en blærebetændelse og den havde fremprovokeret veerne. Jeg lå til observation i en uge og blev udskrevet på ”eget ansvar” efter en uge. Jeg kunne ikke holde ”ensomheden” ud på hospitalet. Jeg kedede mig ærlig talt, så jeg kom hjem, hvor jeg lå på sofaen det meste af tiden.

Søndag d. 15. oktober vågnede jeg op midt om natten med følelsen af, at jeg havde tisset i sengen. Jeg stod op og gik på toilettet, hvor jeg kunne konstatere, at der sivede klar væske fra mig. Jeg var dér uge 36+1 henne, og havde første termin d. 11. november. Jeg var grædefærdig, og følte mig ”forkert”, fordi jeg ikke kunne gå tiden ud. Jeg blev transporteret liggende til Hillerød i en ambulance. Jeg husker, at jeg græd hele vejen. Måske blev min gråd opfattet som en ”barnlig” opførsel af falckmændene eller jordemoderen, men jeg frygtede det værste, og frygtede at mit lille barn ikke ville klare det.

Da jeg kom ind på fødestuen kom jordemoderen trillende med en kuvøse, og satte den ind til mig på stuen. Det slog mig bare helt ud – men mine tårer stoppede snart hurtigt igen, for veerne begyndte at tage til.

Kl. 15.34 kom Daniel til verden. Han målte 48 cm lang og vejede 2840g, og det bedste af det hele……… han trak vejret selv og havde ikke brug for den kuvøse, som jordemoderen tidligere havde skubbet ind til mig. Fra fostervandet gik til han kom ud, var der gået 7 timer og 54 minutter.

I dag er han så 13 år. Nu ikke længere lille og skrøbelig, men frisk gut, som har grøn junior bælte i Kenpo (kampsport), klarer sig godt i skolen og trives med sine fritidsinteresser. I næste uge starter han på sit første job – avisbud. :-) Tiden er bare gået så hurtigt!



Han fik nogle gode gaver. Han blev hvert fald meget glad. Han fik sin første lommeregner Texas Instruments 30XS, et gavekort til Rosengårdscentret, et headset til mp3 afspilleren / bærebaren, og en cd med ynglingsgruppen ”Linkin Park”.

Empati

Leveret af Filmtrailer.com

I dag tog børnene og jeg i biografen. Vi så ”Far til fire – på hjemmebane”. Vi syntes alle, at filmen var god. De fik grinede og morede sig. Men filmen bevægede YngstePigen.

Skurken Dennis falder ned fra et højt træ, og kommer til skade med sin fod. Det rørte virkelig ved hendes hjerte, og da vi drøftede filmsekvensen på vej hjem fra biffen, brød hun ud i tåre, fordi det var synd for Dennis.

Det rørte mig dybt, og jeg blev ”lettere” stolt og glad over, at min mand og jeg havde haft succes med udviklingen af YngstePigens empati, medfølelse og personlighed.

Men vi fik en god snak, og YngstePigen faldt hurtigt til ro, efter at vi havde snakket om uheld, store træer og film tricks :-)

Anit-mobbesangen fra "Far til Fire - på hjemmebane":

Forslaget blev vedtaget :-(

Jeg skrev sidst i september måned: ”Chok” i bloggen, om at vores kommune skulle spare 61 mio. og at de havde besluttet, at det skulle være børneområdet, der skulle stå for.

De havde for lukket døre haft forslaget oppe som forslag og efterfølgende haft det 1. behandlet, men de manglede at 2. behandle det på kommunalbestyrelses mødet d. 9. Oktober som var i torsdags.

Op til 2. behandlingen af spareforslaget, havde der været meget debat og læsebreve i dagspressen (lokalavisen og Fyens Stiftstidende), børnefamilierne var forståelig nok rasende. Der blev samlet 953 underskrifter fra borgere i kommunen, som var imod forslaget. Det viste sig op til 2. behandlingen, at det var udelukkende Venstre og Socialdemokraterne, der havde lavet forslaget sammen, uden om de andre partier. Det virkede på folk så ”lukket” og ”hemmelighedsfuldt”.

Der blev arrangeret en demonstration foran rådhuset, hvor bestyrelsesmødet skulle afholdes. Der mødte 150 mennesker op, men det hjalp desværre ingen ting. Forslaget blev vedtaget, dog uden de Konservative stemte for.

For os, som familie, betyder det som sagt, at YngstePigen pludselig nu skal starte i SFO til marts 09. For vores vedkommende bliver ordningen ”frivillig tvang”, da vi oprindelig ikke havde tænkt os, at hun skulle gå i SFO overhovedet.

Ligeså bliver heldagsskolen afskaffet, så skoledagen bliver kortere end den er nu – så vi får pludselig et pasnings problem for YngstePigen, når hun starter i 0. Klasse til august 09, hvis hun altså ikke skal fortsætte i SFO, som forresten kommer til at stige i beløb om måneden. Den kommer til at koste ligeså meget som en børnehaveplads!

Men jeg har talt med andre om vores situation. YngstePigen har store søskende, så egentlig burde de kunne tage hende med hjem (hvis deres skema selvfølgelig passer med hendes skema), eller så kan hun tage hjem selv med skolebussen, for 1 eller 2 timer senere, vil der én af eller begge hendes store søskende komme hjem. Måske vi også kan tale med naboen, som begge er pensionister og tidligere pædagoger, at YngstePigen måske bare ”hilser på” hos dem, når hun komme hjem, så der er indirekte opsyn med hende indtil hendes søskende kommer hjem?

Som tidligere pædagog synes jeg, at tankegangen om det nye budget er ”underligt” – men måske skal man bare vænne sig til den? For vi ved jeg alle sammen, at der altid vil være modstand mod nye forandringer.

For fremtiden ( i vores storkommune) går børnene ikke 3 år i børnehaven mere, men kun 2 år (2½ år for nogle af børnene). Man kommer til at starte i børnehaven, som 2½ årige (giver flere blebørn), når de er mellem 4 – 4½ år bliver de flyttet op på den skole, de skal gå i, hvor de så bliver ”mini-sfo’er”. Normeringen bliver ringere, da de så kommer til at høre under SFO regi.

Jeg er egentlig overbevist om, at YngstePigen nok skal klare omvæltningen, fordi hun kontinuerlig efterspørger, hvor mange dage endnu der er til, at hun skal starte i skole. Men, jeg synes det er vemodigt, at hun allerede skal sige ”farvel” til sin børnehave, og så ”om lidt” går hen og bliver ”skolebarn”. :-(

Forskellige artikler om vedtagelsen af forslaget:

Hårdere tider venter forud

Demostranter med børn på dagsordenen

Her er et klip fra WEBTV'et.

Arbejdsulykke..

Børnene hjalp farmand, bedstefar og brolægger Per med at lægge sten. Det gik som en leg, måske for hurtigt, for Yngstepigen deltog også i hjælperiet – hun tog en sten adgangen og var faktisk rigtig dygtigt.

Desværre, hvor det gik mest godt, kom Ædstedrengens ven, A, til at tabe en flise / sten over Yngstepigens venstre tommefinger!!! Stakkels lille pige, hun skreg og skreg – og det blødte fra hendes finger – der hvor neglen kom ud fra.



Lige inden hun blev puttet, var fingeren småblå ligeså hendes negl. Jeg håber ikke, at neglen ryger af :-( Det gjorde stadig ondt på hende, da hun blev puttet.

Byggeriet – blev mændene desværre ikke færdig med, så det ser ud til, at vi skal bruge næste weekend på den sidste halvdel.

Byggeri i haven...

Orv kl. 07 i morges begyndte det at larme ude i vores have. Min ægtemand, svigerfar og dennes ven, som er brolægger var begyndt at fjerne jord. Nu her næsten 3 timer siden, har jeg lige været ude og tage billeder af arbejdet – de har nået langt. Det vare ikke længe før de begynder at lægge fliserne, som vi skal have. Så det bliver nemmere for Yngstepigen at cykle rundt og at vi kan have vores store badebassin stående om sommeren. Det bliver bare så godt.

Janteloven !?

Aksel Sandemose opfandt i sin tid ”Janteloven” vist nok i 1933 i en bog, og vi danskerne har taget den til os, om vi vil stå ved den eller ej. Vi lærer vores børn den ”positive” udgave af janteloven, men vi er dobbelt moralske som det batter, for vi skal nok fortælle andre, eller endnu bedre, sladre om andre, hvordan vi synes en person har hævdet sig eller har overskredet ”en grænse”.

Hvorfor nu dette sorte indlæg på bloggen?? Ja, jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg var den voksne hér, og at det bare var ”hønsegårds-sladder”, og jeg går jo på DSH som har en stor vægt af kvindelige studerende, så jeg burde ”trække på skuldrene”.

Men det kan jeg ikke :-( . Det fylder i mig, og det er typisk nok, fordi jeg er en kvinde. Hvor er det træls, at jeg ikke er indrettet, som en mand i min hjerne – for så kunne jeg uden problemer, trækker på skuldrene og sige ”nå”. Det mest irriterende er, at når jeg senere indvier min ægtemand om situationen, så vil han gøre det udtalte til noget lille og ingen betydning – en dejlig mande-egenskab, jeg misunder!

Som person er jeg et ”system-person” – alt skal være i orden, og lektier laver man den dag man får dem for i stedet for at vente til dagen før, man skal have faget. Jeg kan godt lide at have det på den måde – det gør at jeg føler, at jeg har ”fod på det” og følger med i undervisningen uden de store vanskeligheder – og derved kan jeg ”slappe” lidt af. Jeg vil sige, at det kun gælder fagligt og arbejdsmæssig, for vores hus kan sagtens flyde uden, at jeg dér sætter det i orden.

Men det er noget andet når det er arbejde, eller i denne situation, studierelateret. Men, og der er et men – fordi jeg har styr på tingene, er det desværre ikke ensbetydet med, at jeg scorer høje karakter til de mundtlige eksaminer. Jeg er ikke specielt glad for mundtlige eksaminer – det er helt klart blevet bedre med årene, men min ordensans og ”jeg-har-læst-lektier-i-god-tid” gør det desværre ikke, at jeg får høje karakter. Jeg er simpelthen ”gennemsnitlige”.

Det at jeg er ”gennemsnitlig”, er blevet et sladderemne for C. fra mit hold. Det er faldet for C.’s bryst, at jeg hele tiden er ”med” og får læst, for hvad har det hjulpet, når en anden fra holdet, som ikke har læst til eksamen, fik den samme karakter som mig?? Altså der ligger i undertonen, som det blev sagt, at jeg er lidt til grin, og det at jeg giver udtryk for, at jeg kan stoffet, når jeg ”så ikke engang kan få de høje karakterer til eksamen”. Bare det var sådan, og bare man havde fået ”årskarakterer” på uddannelse, så skulle det nok have betalt sig med min flid.

Det sårer mig virkelig. For jeg har styr på tingene og kan det jeg skal – og jeg havde også det svært i en hel uge efter min eksamen i sommers, fordi jeg ”kun” fik 7 og havde været så tæt på et 10 tal. Jeg overvejede og tænkte meget om fremtiden. Var jeg ikke god nok til uddannelsen? Ville jeg ikke blive en god socialrådgiver, når jeg blev færdiguddannet? Skulle jeg stoppe og vende tilbage til pædagogjobbet?

Holdet kom op i forskellige fag. Jeg var oppe i Jura og ”kæmpede” med Loven om Kommunernes Styrelse inde ved forberedelsen /eksamen, den lov jeg helst så nødig ville have været oppe i. Den person som fik samme karakter som mig, kom op i Socialt Arbejde – så jeg synes ikke, at det er fair at sammenligne karakter på den måde. Det svarer til, at man sammenligner kartofler med æbler. To forskellige områder.

Æv hvor den dumme sladder har ødelagt mit humør! :-(

Tycho Brahe Dag!!!

I nat ved omkring kl. 02 kom Yngstepigen ind til os – hun faldt mig om halsen og var utrøstelig. Jeg åbnede dynen og lod hende falde ned til mig. Hun lå bare så uroligt og havde svært ved at falde til ro, så det lykkedes mig ikke at falde ”rigtig” i søvn igen.

Kl. 04.50 bimlede min mands vækkeur i mobilen – han stod op og gjorde sig klar. Vores ur i soveværelset har en projektor, der lyser op i loftet, som viser tiden. Så jeg lå bare dér og kiggede op i loftet: ”suk én time til”, så var det min/børnenes tur til stå op. Tiden kom, og jeg måtte op. Jeg følte mig bare mere træt og kvæstet.

Spejlet på badeværelset, som viste mit spejlbillede, gjorde ikke situationen bedre, åh mand, ville jeg give min højre arm for at komme tilbage i min seng. Men jeg måtte op, for dér stod på kalenderen, at jeg i dag skulle møde kl. 08.15 inde på DSH – så børnene (især tænkes der udelukkende på Yngstepigen, da de store var selvhjulpne) skulle ’med det vons’ i tøjet, ”affordres” og så transporteres i børnehaven.

Jeg vaskede mig, redte mit hår, sukkede med mig selv, at det vist ikke kunne blive bedre end det. Yngstepigen kom ud til mig på badeværelset, fortalte mig, at hun havde en overraskelse til mig. ”Åh nej”, tænkte jeg, hvad kan hun have fundet på denne gang, og mine tanker nåede omkring klipning af papir over hele gulvet. Men jeg skulle gå med hende. Hun førte mig ind i soveværelset (jeg måtte ikke kigge). Og sikke en overraskelse – en god en af slagsen. Min lille pige havde uden hjælp redt sin mors og fars seng OG lagt sengetæppet virkelig flot på! Nu er hun selvfølgelig også 5 år, men at lægge det sengetæppe på, wauw…

Nå men vi kunne jo ikke stå dér hele tiden. Jeg gik ud i køkkenet, tilberedte Yngstepigens morgenmad og min egen. Yngstepigen har en forkærlighed for Nutella-madder om morgen, ja det er jo så usund som ”amen i kirken”, men altså morgenerne hjemme ved os, er sådan indrettet, at jeg ikke ”gider” at tage nogle kampe dér – og en klog mand (eller måske var det en kvinde?) sagde, at ”man skal vælge sine kampe med omhu”. Til mig selv lavede jeg Øllebrød eller som Yngstepigen vælger at kalde det: ”Rugbrødssuppe”. Jeg spiser det – men ikke med iver og glæde, det er et led i min ”spis sund og tab dig” - periode jeg kører pt. Suk.

Påklædningen måtte jeg være opfindsom med, for jeg vidste, hvordan hun kunne snøvle og ”tage sin tid” med, så jeg valgte at gøre noget som jeg er imod, og som jeg ellers har opdraget de store til aldrig at gøre. Jeg væddede med hende om, at jeg kunne tage tøj på hurtigere end hende, og at hvis jeg havde ret, så skulle hun betale mig 10 kr., men hvis jeg tabte, skulle jeg betale hende 10 kr. Wauw, det er altså noget der rykkede! Hun blev en lille hvirvelvind og havde på ingen tid, fundet tøj frem fra sin kommode (fornuftigt tøj til årstiden) og taget det på. Så hun fik sig en 10 krone, og jeg havde ingen brok fra hendes side og så kørte vi i børnehave. Der var ingen problemer med sige ”farvel” – bedste veninde blev også afleveret sammen tid – så hun vinkede til mig sammen med veninden.

Så kørte jeg mod DSH. Der var godt nok meget myldertrafik på vej ind til Odense, men jeg nåede frem og fandt en parkeringsplads helt op ved DSH - bygningen uden problemer. Jeg undrede mig over, at der næsten ingen biler var. Men tænkte, at folk nok ”lige var på trapperne”. Så jeg gik ned i ”Skibet” som var én af DSH’s computerrum. Så jeg brugte lidt tid på at surfe, og at opdage, at mine timer først skulle starte kl. 09.15 og ikke kl. 08.15!!! Det følte som et slag i ansigtet, og jeg kunne bare mærke, at jeg nu kunne mærke trætheden for alvor, og tanken om at være på skolen fra kl. 08.00 til kl. 14.30 var bare uholdbart! Suk, hvordan kunne jeg tage fejl af tidspunktet?

H. fra klassen kom også til, og hun måtte høre på min morgen, og om at jeg havde taget fejl. Der blev grinet af min bommert, men pludselig ringede min mobil og det var T fra klassen. Hun havde lige fået at vide, at hele dagens undervisning i psykologi var blevet aflyst!!!
Jeg tabte bare mælet dét. Hér havde jeg skyndt mig af sted for at nå det til kl. 08.15, havde så opdaget, at jeg var en time for tidligt, og fik nu at vide at al undervisningen i dag var blevet aflyst! Jeg var lettere utilfreds med situationen. Skod dag! Arghhhh.

Min mand ringede kort efter, jeg fortalte ham om oplysningen, og han grinede bare af det.. Sikke en dag, og så var dagen ikke gået nu, men var stadig formiddag. Nå, men jeg tog hjem – det er vel også rart at få en uventet fridag? Selv om det havde været mere rart, at jeg havde fået oplysningen at vide dagen før, eller inden jeg kørte hjemmefra.

- 0 -

Når jeg nu sidder hér og blogger, og skiver om min dag. Så må jeg lige indvie dig i min dag i går. Den var dog ikke en dum eller skod dag, men en dejlig fridag fra skolen. Om eftermiddagen hentede jeg Yngstepigen, sammen med Ældstepigen, fra børnehaven. Vi tog i Rosengårdscenteret. En stor indkøbscentral – eller Ældstepigens Eldorado..

Jeg fik købt nogle lækre vinterstøvler til hende , som hun selv havde udvalgt! Men hold da op! De kostede 849 kr.! Det et altså det dyreste par støvler jeg har købt til hende.

De kostede lige så meget, som de støvler og sko jeg normalt køber til mig selv. Nu får jeg det at lyde, som jeg bruger en masse penge på sko og støvler på mig selv, men det er ikke tilfældet. Sidst jeg fik nyt fodtøj, var for et år siden.

Ældstepigens nye vinterstøvler var i størrelse 36, så hun har bare ikke at vokse så meget i fødderne eller så må hun virkelig passe godt på dem, så hun kan videregive dem til sin søster, når Yngstepigen bruger den størrelse om et par år.

Clara H. S. (billeder)

Et lille billedealbum af Clara :-). Som I har læst tidligere ("en lille ny verdensborger"), så har min veninde født lille Clara d. 2/10 - 08. Jeg har fået lov til at vise den unge dame frem her på bloggen <3 . I skal bare trykke på "billede-albummet" for at det skifter billeder :-)

8 af 12 pædagoger havde høretab

En artikel på dr.dk/nyhederne fangede min opmærksomhed her til middag, da jeg lige havde tiden til en ”surftur” på diverse debatsider, blogs og nyhedsinformationer.

Netop den artikel kunne jeg uden problemer sætte mig inde i – høretab og pædagoger. Det er egentlig forfærdelig, at det er sådan, og at der er intet ”man” kan eller vil gøre noget.

Flere og flere børn bliver stuvet sammen på færre og færre kvadratmeter. Det giver virkelig støj. Nogle ville sige, at det må pædagoger tage med, når de nu har valgt det job, de nu har! Men det er hårdt!

Jeg oplevede i to af de børnehaver jeg var ansat i, at det store elektroniske øre, som var blevet udlånt til os, lyste rødt. Det var tegn på at lyden, decibelen var for høj. Den sidste arbejdsplads var i en SFO, og dér var larmen og støjen endnu højere – det var forfærdeligt! Det er slemt nok med de voksne som hører under arbejdstilsynets regler, men børnene, som også færdes i støjen og larmen, er der ingen ”regler” for. Virkeligt grotesk.

Min egen situation er sådan, at jeg allerede under praktikken på pædagogseminariet mærkede forskel med min hørelse. Den blev ikke bedre. Tværtimod oplevede jeg (og det har jeg stadig i dag), en ”lille” støj eller ustøj i mit venstre øre, som larmer – det lyder som, at man har glemt at slukke fjernsynet. Jeg husker tilbage, at den første lange tid var uholdbart og forfærdeligt, men som tiden gik, fik jeg lært mig, at jeg nærmest ”lukkede” af for hyle-lyden. Nu hvor jeg skriver, kan jeg godt høre den, men hvis jeg tvinger mig selv til ikke at tænke over det, så kan jeg lukke af for tinutussen, som regel.

Jeg har så efterfølgende været til to forskellige ørelæger. Den sidste for nogle år siden, som lavede en høreprøve på mig. Den viste, at jeg ikke kunne høre 2 ud af 6 oktaver, det var ikke noget man ville eller kunne gøre noget med, så det har nok ikke været så grel, åbenbart.

Men i min hverdag og dagligdag, er det faktisk et irritationsmoment, ikke at kunne høre ”ordentlig”. Omgivelserne kan hurtigt blive irriteret over, at jeg må bede dem om at gentage ting, især fordi jeg synes ”folk mumler”. Det er virkelig frustrerende, og på hjemmeplanen, kan min mand godt ”drille” mig lidt med mit handikap. Det sårer mig til gengæld ikke, for jeg ved, at det kun er harmløst drilleri, og at han elsker mig højt.

Men det er simpelt hen blevet et handikap for mig. En arbejdsskade er det jo egentlig, som generer mig i min hverdag, men som ingen vil eller kan gøre noget ved; og den hyletone, arghh!

Men det er jo mig som fagperson (eller tidligere), hvad så med børnene? Vi forældre sender vores dyrebareste i dagliginstitution, dermed mener jeg børnehave, skole og evt. SFO. Af egen personlige erfaring, så er støjen og larmen altså ikke mindre i en SFO end den er i en børnehave! Tværtimod.

Omsorg, omsorgssvigt og psykodynamiske modeller..

Det var hvad timerne på Højskolen bød i dag fra kl. 09.15 - 12. Mine holdkammerater var vildt begejstrede, men jeg synes det var noget overfladisk. Omsorgssvigtene i forskellige grader blev beskrevet ud fra nogle papirer vi fik udleveret ved timens start. Ellers anbefalede underviseren kontinuerligt, at vi studerende skulle få læst Kari Killéns ”Omsorgssvigt er alles ansvar”, en kæmpe moppedreng, inden vi begynder på temakurset her i november.

Underviserne har sat bogen på den ”supplerende litteratur – liste”. Det skuffer mig noget, at de ikke har vægtet bogen til at være på den primære pensumsliste. Hmm. Men hvis jeg skal tænke overordnet, så skal undervisningen nok lægges op ad den intensive udviklingspsykologi vi lige har gennemgået tidligere på semesteret – for set med den viden, så kan jeg godt ”se” når et barn udvikler sig uhensigtsmæssigt end andre.

Underviseren insisterede meget hårdnakket, at vi ved at se et barn i f.eks. i køen i Netto, kan skelne når et barn er omsorgssvigtet eller ej. Jeg forstår godt, hvad underviseren mente med sine ord – men jeg synes nu stadig at man skal være varsom med at råbe ”omsorgssvigt”, når lejligheden byder sig. Når vi ser et andet menneske, ser vi kun en ”øjeblik - situation”. Når vi ser et barn i køen som opfører sig ”uopdragent”, hyperaktiv eller uden kontrol – så kunne det tænkes, at baggrunden var en anden end, at barnet var omsorgssvigtet og forældrene besad af dårlig forældreevne eller kompetence. Det kunne f.eks. være at barnet havde et usynligt handikap f.eks. ADHD.

Tre timers undervisning, og så var emnet overstået, hmm.. Men jeg får det selvfølgelig det igen, næsten, hvor vi i november og december skal have temakursus, om at lave en § 50 undersøgelse, altså børneundersøgelse. Men decideret undervisning om emnet, får vi vist ikke mere?

I morgen har vi igen socialt arbejde, dog om ”Den nødvendige smerte – om tab, sorg og adskillelse”, og om hvordan vi laver krise ”behandling”.

Ragnar fra Færøerne kom videre til finalen

Vi stemte alle på Ragnar - og han landede sørme i fanalen, sådan!

Sne på Færøerne!

I dag er det Elsbas fødselsdag. Hun fylder 5 år. Jeg har aldrig mødt Elsbas familie face to face, men venskabet mellem os er blevet større. Elsbas mor og jeg ”fandt” hinanden via netbaby for over 5 år siden. Vi fulgte hinanden i tykt og tyndt, og da netbaby ikke længere var det samme mere, fortsatte vi med at maile eller smse til hinanden.
Hvert år har vi udvekslet børnenes (vores to yngste) fødselsdagsgaver og julegaver, og i år var heller ikke en undtagelse. Yngstepigen havde sendt en fødselsdagsgave som indeholdte en Disney pyjamas. Yngstepigen havde ligeså i torsdags lavet en tegning og kuvert med et læbestiftskys på kuverten, sendt den til Færøerne, så den kunne komme frem til Elsbas fødselsdag. Det hele nåede frem :-).
Elsbas mor kvitterede med en mail og disse stemningsbilleder. Sne på Færøerne! ”Wauw”, var Yngstepigens udbrud, da billederne blev vist frem. SNE…..

Kvinder dropper kræftundersøgelser

Kvinder
dropper kræftundersøgelser
04.
okt. 2008 07.51 Indland Opdat.:
04. okt. 2008 08.04
Hver fjerde kvinde møder ikke op, når de bliver indkaldt til test for livmoderhalskræft. Og mindst femten procent af de
indbudte til mammografi-screening tager heller ikke imod tilbuddet. Det skriver Dagbladenes Bureau.

- Det er fuldstændigt vanvittigt, at så mange kvinder skal blive syge og dø, når det kan undgås. Mere end halvdelen af dem, der dør af livmoderhalskræft, er aldrig blevet undersøgt, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.

Test hvert tredje år
Alle kvinder over 23 år bliver hvert tredje år indkaldt til undersøgelser for forstadier til livmoderhalskræft, og kvinder mellem 50 og 69 bliver tilbudt en mammografi-screening hvert andet år.

Men kvinderne er ofte uvidende om undersøgelsens relevans, eller også får de ikke taget sig sammen til at bestille tid hos
lægen, fortæller Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge professor Elsebeth Lynge fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet kunne dødeligheden blive
betydeligt nedbragt, hvis flere tog imod tilbuddene.

Bør være nemmere at blive testet
- Hvis man bliver screenet for forstadier til livmoderhalskræft hvert tredje år, har man en meget stor garanti for ikke at få sygdommen, fastslår Elsebeth Lynge.

Hun efterlyser sammen med Kræftens Bekæmpelse, at det bliver endnu nemmere at blive undersøgt for livmoderhalskræft.

- Man kunne godt forsøge at gøre det mindre omstændeligt, så folk ikke skulle bestille tid hos lægen, men kunne "droppe" ind og blive undersøgt, for eksempel et centralt sted, siger Elsebeth Lynge.

I sidste ende folks eget valg
Hos Danske Regioner, der står for screeningsprogrammer, oplyser formanden for Sundhedsudvalget, Ulla Astman, at man er opmærksom på problemet og ud over at informere grundigt også sender "huskebreve" ud.

- Men i sidste ende er det folks eget valg, om de vil møde op, siger hun.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/10/04/074632.htm?wbc_purpose=15642

Jeg er virkelig forundret over dette :-(

En Lille Ny Verdensborger Er Kommet Til Verden!

I dag kl. 05.01 fødte min veninde, Anita sit andet barn. En stor pige på 3712 g og 54 cm. Hun blev forløst ved akut kejsersnit. Hun skal hedde Clara som betyder ”berømt” på Latinsk. Hun kommer til at dele sit smukke navn med 4331 andre kvinder/ piger, og det er da ikke så ringe endda.


Jeg håber, at jeg kan se ”lille” Clara og Anita på lørdag :-)