Tværfagligt samarbejde

I tirsdags og onsdags havde vi tværfagligt samarbejde med pædagogseminarierne i Odense. Vi var forinden blev delt op i tre sektioner. Jeg var så heldig, synes jeg, at jeg skulle ”blive” på Højskolen den første dag. Dér blev vi inddelt i endnu en gruppe – 8 mands grupper. Fire pædagogstuderende og fire socialrådgiverstuderende i hver gruppe. Til start var jeg lidt øv over, at jeg slet ikke kom i gruppe med nogen fra mit eget hold. Men det viste sig senere, at det var meget rart. Jeg lærte tre andre medstuderende fra min årgang fra de to andre hold at kende.

Først skulle vi sidde og finde ud af, hvad vi vidste om den andens arbejde / virke / profession. Begge gruppe var meget rigtige i deres beskrivelser af hinanden. Men pædagogstuderende gav utryk for en frustration af, at når de afsendte en underretning til socialforvaltningen, at de så ”ingen ting” fik at vide efterfølgende. Det frustrerede dem og det lå sådan mellem linjerne, at det var for dårligt af socialrådgiverne, at de ikke holdt pædagogerne orienteret om sagen. Vi (socialrådgiverstuderende) fortalte dem, at de (pædagogerne) faktisk ikke har krav eller ret til at få noget at vide om sagen. Det vil være et brud på tavshedspligten. De kan blive orienteret om sagen, hvis det udelukkende er noget, som pædagogen skal bruge for f.eks. at hjælpe til med § 50 i SSL (SEL). Men ellers ikke. Vi skal efter at have modtaget en underretning afsende en kvittering for modtagelsen inden for 6 dage – det står der i lovgivningen. Men så ikke mere. Pædagogerne havde slet ikke den indsigt og var faktisk overrasket, at det forholdt sig sådan.

Vi fik en case som vi skulle arbejde med – vi skulle lave en underretning og sende den til en af de to seminarier. Vi modtog ligeså 2 underretninger, som vi skulle handle ud for. Da vi havde læst de to underretninger, var der klart forskel i udgangspunkterne. Pædagogerne var meget bombastiske, og så vold og vandrøgt i alt, og ville have ”barnet” i underretningen tvangsfjernet med det samme. Men vi socialrådgiveren ”så” ikke det samme, altså jo, at der var mistrivsel / omsorgssvigt af ”barnet”, men vi ville ikke ”tjubang” tvangsfjerne det. Vi skulle først indkalde forældrene til en samtale og så vurderer om vi ville påbegynde en § 50 undersøgelse. Pædagogerne var noget uforstående. Det kan godt ud fra deres synsvinkel virke, som vi ”ikke gør noget” – men vi er hængt op en lovgivning som vi skal følge.

Men efter de to tage føler jeg, at jeg fik formidlet den viden videre til pædagogerne. Det er trist, at pædagog-seminarierne ikke gør mere ud af at lære de studerende mere om underretning. Hvordan er praksis, hvad gør socialrådgiveren når de modtager underretninger? Så var pædagogerne mere rustet og der ville ikke opstå misforståelser og ”grøfter” mellem hver faggruppe.

Men så skal der laves noget om på uddannelserne og det tror jeg ikke, at der bliver rørt ved.