Børnene kom af sted til skolen. YngstePigen holdt fri fra børnehaven i dag, da hun havde en tid ved øjenlægen kl. 13.30. Det var lidt dumt tidspunkt, men øjenlægen havde ikke ”tid” før, så vi måtte bukke, skrabe og takke for den tid vi fik. Tiden blev bestilt i august måned og først nu her slutningen af oktober kunne YngstePigen komme til. Jeg synes, at det er uheldigt, at der altid er laaang ventetid ved en speciallæge – men sådan er systemet vel bare? YngstePigen er meget frustreret over, at hun skal til øjenlægen – for ”jeg vil IKKE have briller”, har hun sagt flere gange i denne weekend og denne morgen har heller ikke været en undtagelse. Det gør ondt at være vidne til hendes modvilje mod briller. Jeg har prøvet at forklare hende, at det ikke er endegyldig – det kunne faktisk være, at hendes syn er helt fin, og at hun ikke skal have briller – og at grunden til at egen læge har sendt videre, er fordi han ikke er ”specialist” inden for området, så for at være helt sikker, så…. Store ord og forklaringer for en 5 årige, som bare har sat sig i hovedet, at hun IKKE vil have briller. Suk. Hun tager sorgerne på forskud, men det må hun have arvet efter sin mor.
Mens vi ventede på, at vi skulle køre til Odense, syntes jeg at det ville være en god idé at få YngstePigen til at tænke på noget andet. Så derfor bagte vi muffins…
Uhmmm, ud fra billederne kan man se, at en fem årige har hygget sig, for der ligger en del ”dej” ved siden af formene. Men det var også svært at styre med sådan noget dej. Jeg skal hilse og sige, at de smagte godt!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar