8 af 12 pædagoger havde høretab

En artikel på dr.dk/nyhederne fangede min opmærksomhed her til middag, da jeg lige havde tiden til en ”surftur” på diverse debatsider, blogs og nyhedsinformationer.

Netop den artikel kunne jeg uden problemer sætte mig inde i – høretab og pædagoger. Det er egentlig forfærdelig, at det er sådan, og at der er intet ”man” kan eller vil gøre noget.

Flere og flere børn bliver stuvet sammen på færre og færre kvadratmeter. Det giver virkelig støj. Nogle ville sige, at det må pædagoger tage med, når de nu har valgt det job, de nu har! Men det er hårdt!

Jeg oplevede i to af de børnehaver jeg var ansat i, at det store elektroniske øre, som var blevet udlånt til os, lyste rødt. Det var tegn på at lyden, decibelen var for høj. Den sidste arbejdsplads var i en SFO, og dér var larmen og støjen endnu højere – det var forfærdeligt! Det er slemt nok med de voksne som hører under arbejdstilsynets regler, men børnene, som også færdes i støjen og larmen, er der ingen ”regler” for. Virkeligt grotesk.

Min egen situation er sådan, at jeg allerede under praktikken på pædagogseminariet mærkede forskel med min hørelse. Den blev ikke bedre. Tværtimod oplevede jeg (og det har jeg stadig i dag), en ”lille” støj eller ustøj i mit venstre øre, som larmer – det lyder som, at man har glemt at slukke fjernsynet. Jeg husker tilbage, at den første lange tid var uholdbart og forfærdeligt, men som tiden gik, fik jeg lært mig, at jeg nærmest ”lukkede” af for hyle-lyden. Nu hvor jeg skriver, kan jeg godt høre den, men hvis jeg tvinger mig selv til ikke at tænke over det, så kan jeg lukke af for tinutussen, som regel.

Jeg har så efterfølgende været til to forskellige ørelæger. Den sidste for nogle år siden, som lavede en høreprøve på mig. Den viste, at jeg ikke kunne høre 2 ud af 6 oktaver, det var ikke noget man ville eller kunne gøre noget med, så det har nok ikke været så grel, åbenbart.

Men i min hverdag og dagligdag, er det faktisk et irritationsmoment, ikke at kunne høre ”ordentlig”. Omgivelserne kan hurtigt blive irriteret over, at jeg må bede dem om at gentage ting, især fordi jeg synes ”folk mumler”. Det er virkelig frustrerende, og på hjemmeplanen, kan min mand godt ”drille” mig lidt med mit handikap. Det sårer mig til gengæld ikke, for jeg ved, at det kun er harmløst drilleri, og at han elsker mig højt.

Men det er simpelt hen blevet et handikap for mig. En arbejdsskade er det jo egentlig, som generer mig i min hverdag, men som ingen vil eller kan gøre noget ved; og den hyletone, arghh!

Men det er jo mig som fagperson (eller tidligere), hvad så med børnene? Vi forældre sender vores dyrebareste i dagliginstitution, dermed mener jeg børnehave, skole og evt. SFO. Af egen personlige erfaring, så er støjen og larmen altså ikke mindre i en SFO end den er i en børnehave! Tværtimod.