En hård uge (udviklingspsykologi)..

Endelig kan jeg skrive igen. Det har været en hård, anstrengt og uoverkommelig uge, som jeg nu har afsluttet. Hver dag har krævet mindst 300 sider, hvis ikke mere, til næste dag. Jeg var næsten grædefærdig i søndags, da jeg bestandig kæmpede igennem ”Hjerneprocesser og funktioner” og stadig ikke var færdig med kapitlet, da jeg blev nødt til at gå i seng kl. 22. Det var chokerende meget læsning! Heldigvis var det for mig, meget en repetition, da jeg havde haft det meste på pædagogseminariet (dog ikke om hjernens funktioner m.m.).

Psykologi-underviserne fortalte om Freud, Kohut, Mahler, Erikson, Vygotsky, Bowlby, Ainsworth, Sommer og Stern. En meget intens og spændende uge, som efterfølgende krævede gruppearbejde med observation og iagttagelse af børn i en børnehave.

Undervisningstidsrummet hed enten fra kl. 08.15 eller 09.15 til 15.45 hver dag.
Det var en almindelig ”arbejdstid” for alle andre, det ved jeg – men det var bare ikke det ”samme”, når tiden foregik på ”skolebænken” til forelæsning. Der har dog været afbrydelser af forelæsning med små videoklip, så som ”John”. En film fra 1960’erne, hvor John på 17 mdr. pludselig en nat blev anbragt på et børnehjem, fordi hans mor skulle føde. Filmen var autentisk og vel dokumenteret. Moderen lå på sygehuset i hele 9 dage før hun og faderen hentede John. Man følger så John fra dag til dag, hvordan han blev mere og mere syg, indadvendt, utrøstelig og fortvivlende. Han havde gået hjemme ved sin mor, så børnehjemmet var en anden verden end den han kendte. Han havde meget svært ved at begå sig socialt med de andre børn (som havde boet der siden de var helt spæd) konkurrerede om pædagogernes opmærksom. Johns far kom på besøg gennemsnitlig én gang om dagen. Det var svært at vurdere, hvor længe besøget varede, men ud fra, hvordan filmen blev klippet, virkede besøgene korte og max 5- 10 minutter, hvor på faderen bare gik sin vej. Vi så hvordan John kæmpede for at komme med faderen, men blev efterladt tilbage. Det var virkelig en hjerteskærende film, og jeg nåede at tørre et par tårer væk fra mine øjne. Johns smerte gjorde for ondt på mig. Tænk sig, at det var ”normalt” for middelklassefamilien i 60’erne at sætte barnet / de ældste børn væk på børnehjem, når moderen skulle føde et nyt familiemedlem. Men vi skal huske på, at de dengang ikke var ”onde” og ”hjerteløse”, de handlede i bedste tro og gjorde som det nu foreskrev sig dengang, hvor de tre R’ere (Ro, Renlighed og Regelmæssighed) herskede. På niende dagen kom Johns mor og far for at hente John. John reagerede meget voldsomt og intenst. Han afviste sin mor og faldt til sidst ”ro” i sin fars arme, hvor han for første gang kiggede på sin mor, og hans øjnene udviste ”had” og ”skuffelse” til sin mor.

Filmen satte virkelig tanker i gang hos mig. Alle tanker, de fleste var sorg overfor alle de børn, der havde været i Johns situation. Dengang så man barnet, som autistisk, og som en der ville ”tage kontrol” fra forældrene, virkelig skræmmende tankegang. Stakkels stakkels børn.