USA-forskere: Papfædre er bedst

Sådan lyder en af overskrifterne på dr.dk/nyheder i dag.

En amerikansk undersøgelse, hvor forskere har talt med over 2000 mødre, er stedfædrene mere engagerende, mere samarbejdsvillige og mere deltagende i far-rollen end de fædre, der har leveret genmassen til barnet.

Sociologen forklarer fænomenet med, at mændenes adgangsbillet til barnets hjerte ikke er biologien, men deres adfærd og vejen til barnets hjerte er også vejen til moderens hjerte. Sociologen forklarer yderligere mere, at stedfædrene har den fordel, at stedfædrene naturligt ikke har forpligtelse over for barnet, så derfor er mødrenes forventninger ikke så store til stedfaderen, som til barnets rigtige far.

Jeg har nu læst artiklen og jeg er nok inhabil i min/vores situation, da min ægtemand ikke er biologisk far til de to ældste af vores børn. Men jeg ville måske have slugt artiklen råt, hvis det ikke lige var fordi, jeg læste, hvem forskernes kilde var. Mødrene.

Er det et godt barometer at lave en forskning ud fra? Kunne man forestille sig, at en mor kunne være ”partisk” og helst så hælene af den biologiske far og i stedet for tåen? Jamen jeg mener, det at udspørge mødrene, må give et meget subjektivt svar og slet ikke objektiv? Hvordan kan man bygge en undersøgelse / forskning på det materiale? Har man spurgt børnene og/eller de biologiske fædre? Har forskerne observeret forskellige familiers interaktioner med hinanden eller hvad? Der står desværre ikke andet i artiklen. Jeg synes, at der mangler noget, før jeg kan accepterer artiklen som noget brugbart.

Det er ellers et meget spændende emne, synes jeg. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er flere oplysninger om, hvad eller hvordan de har forsket i emnet. Hvad skal borgerne egentlig bruge den oplysning til? Skal man som kvinde ikke længere ønske sig en kernefamilie, hvor der er mor, far og børn, men i stedet ønske sig mor, bonusfar og børn? Hvad ønsker de amerikanske forskere at fastslå?

Bortset fra mine kritiske spørgsmål, så synes jeg, og det er min subjektive holdning, at der er noget om snakken. Hos os passer det hvert fald. Nu var de to stores biologiske far, kun ”far” ved titlen på grundet af det genetiske ophav. Han levede ikke op til titlen, som ordsproget siger: ”Alle kan blive far, men ikke alle lever op til være far” eller noget i den dur – jeg kan ikke længere huske den ordret mere. Det er rigtig nok. Det er (for de fleste mænd) nem nok at leverer en klat, men at leve op til ansvaret og far-rolle, er ikke slet ikke lige nemt for alle.