Nordiske unge forstår ikke hinanden

Sådan fortæller en artikel på dette link. Det er blevet så svært at snakke sammen mellem broderlandenes unge. Det står virkelig slemt til for de unge, der mødes i Ungdommens Nordiske Fællesråd, at de nu taler engelsk med hinanden på møderne. Det er faldet Bertel Haarder (undervisningsministeren, (V)) for brystet, at han nu truer med at smække pengekassen i, hvis der fortsættes med at tale engelsk, da det strider mod ideen ved det nordiske samarbejde og sprogdeklarationen. Præsidenten i Ungdommens Nordiske Råd mener, at Bertel Haarder selv er skyld i sprogproblemerne, da ”nabosprogundervisningen” ikke er blevet styrket i skolerne.

Jeg synes egentlig, at artiklen er god og gengiver det som jeg selv kan genkende og så alligevel ikke. For jeg synes ikke, at jeg kan skære alle vores ”nordiske brødre” over med en kam. Hvis jeg skal fremhæve et nation frem for et andet, så ville jeg pege på nordmændene – jeg forstår bedre, hvad de siger, hvorimod jeg har problemer med svensk. Jeg synes ikke, at det giver mening. Jeg husker fra min barndom, hvor jeg var sammen med min grandkusine som boede i Sverige til daglig sammen med sin mor, at når hun var i Danmark for at besøge sin far, havde vi besvær med at tale sammen – så vi slog over i engelsk. Det var nemmere og vi vidste begge, hvad ordene betød og der herskede ingen tvivl om forståelsen, hvorimod når vi talte hver vores modersprog, gik det galt. Trist, men sandt.

Men måske ville vi ikke have haft brug for at slå over i engelske, hvis jeg f.eks. havde lært svensk i skolen? Jeg ved, at min mor havde obligatorisk svensk i skolen, da hun gik på Johannesskolen inde i KBH, men jeg har ikke været så ”heldig”. De fremmedsprog jeg blev introducerede for i grundskolen (kommuneskolen) var langt fra noget, der lugtede af ”nordisk” sammenhold. Jeg fik engelsk i 4. Klasse og fransk i 7. Klasse. Intet svensk. Jo der var selvfølge i 8. eller 9.klasse, hvor vi skulle gennemgå prosa, lyrik, digte m.m. at der var sneget et enkelt eller to digte inde i pensumlisten, som var på svensk.

Jeg har egentlig først haft brug for svensk eller norsk i forbindelse med en videregående uddannelse, da det har været krav, at vis antal procent af litteraturen skulle være på norsk eller svensk. Dér må jeg indrømme, at der også har været norske tekster, som har krævet, at jeg har, måtte holde tungen lige i munden. Især den nynorske tekst, hvor et ord slet ikke kan henføre over til et dansk tilsvarende ord.

Men hvad kan vi gøre? Vil vi gøre noget? Er det så vigtigt at vi i norden skal kunne kommunikere på vores modersmål, og så kunne forstå hinanden? Kan vi ikke bare tale engelsk med hinanden, det gør alle jo andre – engelsk er et erhvervssprog.

Ja, jeg synes det er trist og skam, at vi ikke styrker fællesskabet i Norden. Jeg mener ikke, at vi styrker Skandinavien, Norden, de gamle ”vikinger” ved at bringe et andet sprog ind i kommunikationen mellem os. Det er jo egentlig komplet åndssvagt, at vi i norden bliver nødt til at tale engelsk for at vi kan forstå, hvad de taler om, over på den anden side af Øresundsbroen. Hvad kan vi så gøre? Hvorfor blev den obligatorisk svensk undervisning egentlig afskaffet i DK? Hvad med at vi indførte den igen? Bare i et eller to års undervisning f.eks. fra 5. Klasse til 7. Klasse, hvor så tysk eller fransk overtager.

Jeg synes vi skal værne om vores nordiske rødder, og det kræver, at vi værner om vores sprog, og ikke bruger engelsk som hjælpemiddel til at kommunikere med vores brødre i Norge og Sverige. Jeg synes i dag, som voksen, at det er lidt pinligt at vi ikke kan ”tale” samme uden et fremmedsprog.