Besøg ved gynækologen

Puha, ”endelig” oprandt dagen, som jeg egentlig havde gruet for og på samme tid ”glædede” mig til. Ja, glædede sig til, er måske lige lovlig positiv, for jeg glædede mig ikke til selve ”indgrebet”.

Morgen startede med et morgenbad. Jeg følte mig ret udhvilet, og jeg konkluderede, at det måtte skyldes, at ”yngstepigen” for en gangs skyld havde valgt at sove hele natten i sin egen seng i stedet for min mands og min dobbeltseng. Mine tanker kredsede derefter meget, mens jeg var i bad, om, hvordan jeg kunne forblive ”rent” og ”lugtfri”, når jeg nu tog bad nu, og først havde tid ved gynækologen et kvarter i 12? Men jeg beroligede mig selv med, at bare det jeg var ”ren”, var nok – resten var gynækologen nok vant til.

Jeg kørte den yngste i børnehaven, satte derefter med min bærebar mens jeg tog en rundtur på facebook, netbaby, aaserne, diverse blogs og nyhederne. Jeg var begyndt at få det dårligt – svimmel – normalt et tegn på, at jeg skal til eksamen eller noget andet, hvor jeg skal ”præstere”. Heldigvis havde min mand stillet sin arbejdstelefon videre, og valgte at tage med mig på ”den store dag” – og hvor var jeg glad for, at han havde gjort det – altså taget med mig. For jeg fik virkelig brug for hans støtte.

Vi kom ca. 25 minutter før tid, men da vi ikke var heldige med at finde en ledig p-plads, brugte vi noget af tiden til at køre rundt og spejlede efter en mulig bil, som skulle til at køre væk fra sin bås. Vi var heldige. Min mand fandt lige en plads ved hjørnet. Vi måtte gå et lille stykke, men det passede fint med mig for jeg var begyndt at blive nervøs og utryg og min vejrtrækning afspejlede dette. Vi fandt lægehuset som gynækologen holdt til, gik op ad trappen til 4. Sal – jo jo, jeg ville ikke tage elevatoren, for jeg var ikke død endnu. Godt forpustet gik jeg ind til receptionen og meldte min ankomst, og spurgte i samme åndedrag, hvor toilettet var. Hyppige toiletbesøg og tør i halsen, jo jo, jeg var nervøs og utryg. I venteværelset udfyldte jeg et a-4 seddel, hvor jeg skulle skrive mine menstruationsdatoer på de sidste tre måneder, når de begyndte og hvornår de stoppede; mine hospitalsindlæggelser og fødsler. Så kom gynækologen, spurgte/kaldte mit fornavn og efternavn (som han udtalte forkert) ud i rummet, der var kun min mand og mig til stede i rummet.

Gynækologen var en høj og kraftig herre som lignede én midten af 50’erne eller slutningen af 50’erne. Min mand og jeg tog plads i hans to stole som stod over for et skrivebord – der var ingen briks eller noget der mindede om ”læge-ting”, udelukkende et kontor. Han satte sig ligeledes ned, foran mig. Han spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor jeg var hér? ”Øh, ja?”, og så forklarede jeg, at jeg havde fået et celleskrab tilbage med ”forandringer”.. Gynækologen spurgte mig, hvad lægen havde forklaret mig. Jeg måtte så sige, at han ingen ting havde fået fortalt om celleskrabet som så’n, men bare skrevet, at jeg ville blive kontaktet indenfor 3 mdr. Gynækologen forklarede mig, at mit celleskrab havde vist ”atypiske” celler, som oftest er meget harmløst, men for en sikkerheds skyld, så skulle det tjekkes. Jeg kunne kun give ham ret.
Så viste han mig ind i rummet ved siden af. Et lille rum, hvor der var en briks med de berømte stigebøjler, oven over var der en fladskærm. Jeg gik bag et forhæng, tog bukser og trusser af, og så trissede jeg hen til briksen, som jeg nærmest klattede op på. Jeg er ikke så høj – 1.60 cm så det var noget af en udfordring at komme op på briksen, for der var ingen skammel, og gynækologen gjorde ingen tegn til at ville sænke briksen længere ned. Måske kunne den slet ikke komme længere ned?

Jeg lagde mig på briksen og lagde mine ben i stigebøjlerne – jeg begyndte at trække vejret gennem maven som jeg havde gode erfaringer med for at beroligede mine nerver. Inden jeg nåede at puste ud, sagde gynækologen: ”og så skanner jeg dig lige, du kan selv følge med på skærmen”. Jeg kiggede op på skærmen, mens han forsigtigt betjente sig af skannerdimsen. Jeg kunne intet se på den skærm, selv om gynækologen fortalt, at ”dér” var min livmoder, som så fin ud. For mig lignede det bare et skanningsbillede, hvor der intet foster var. ”Så putter jeg noget gel op”, kom det fra gynækologen. ”Det går sgu for hurtigt, det hér ”, nåede jeg at tænke. ”Så kommer der et stik, som godt kan gøre ondt”. Jeg tog fat i min mands hånd, og stikket kom, og det nev og sved i mit underliv.

Gynækologen tog et apparat frem, som jeg kun kunne genkende som en ”støvsuger” grundet den larm den lavede – han bankede med jævnligt mellemrum noget ud på en bakke – ”så åbner jeg din livmodermund, det gør ondt, for dér er du ikke bedøvet”, og det gjorde virkelig ondt! Jeg prøvede at slappe af mens jeg spændte – åndssvagt men min krop ville ikke gøre som jeg ville have den til. Jeg følte, at jeg nærmest røg et par centimeter op i luften, mens mit venstre ben sitrede pga. smerterne. ”Det varer 15 sekunder mere”, sagde gynækologen. Jeg knugede min mands hånd tæt ind til mig, mens jeg kunne mærke, at tårerne var begyndt at melde sin ankomst, men jeg holdt det tilbage. Så var det overstået.

Jeg tog mine underbukser med et bind og bukser på igen. Jeg følte mig øm i underlivet og dårligt. Vi gik ind i kontoret ved siden af. Gynækologen sad på sin plads. Han sagde, at han ville få svar på biopsien om 8-14 dage, og han så derefter ville skrive til mig med svaret. Jeg nikkede bare ”ja”, trykkede hans hånd og forlod hans kontor.

Ude ved trapperne, trykkede vi elevatoren ned, mens vi ventede, følte jeg, at jeg fik menstruation + menstruationssmerte (kraftige) og tårerne begyndte at pible frem. Jeg var meget kvæstet og øm. Jeg var glad for, at min mand havde taget med mig, og kørte bilen for mig. Gynækologen havde ellers skrevet i sin vejledning til mig, at jeg sagtens ville kunne køre bil og tage på arbejde efterfølgende. Men jeg havde for ondt, og jeg tvivlede oprigtig på, om jeg virkelig selv kunne have kørt bilen hjem.

Nu må jeg vente på resultatet. Jeg håber, selvfølgelig, at mine prøver viser sig at være godartet, og at jeg bare så skal nøjes med kontrol hos ham ved jævnlige mellemrum. Hvis resultatet kommer tilbage med et negativt svar, så skal jeg enten have ”frosset livmoderhalsen” eller have foretaget et ”keglesnit”. Det håber vi så ikke på.