onsdag den 27. august 2008

Tanker om fremtiden

Jeg har de sidste par dag været inde på Højskolen for at købe kompendier til semester start. Desværre har jeg ikke været så heldig, at skolen kunne have kompendierne færdige på sammen tid, så jeg kunne have nøjes med at køre der ind én gang.

På vejen ind til Højskolen tog jeg mig flere gange i at tænke ”På mandag så kører jeg hér fuldtid”. Det virkede helt underligt at køre de 20 km ind til Odense med det formål at komme til skolen, og jeg måtte også minde mig selv om, at jeg skulle køre lige ud i stedet for at dreje til højre ad Thomas B. Thrigesgade. Nu havde jeg de sidste to måneder slet ikke kørt lige ud, men til højre, så der skulle stor hjernekapacitet til at lægge mig over i den anden vejbane. Men jeg klarede det.
Der er godt nok sket noget siden jeg sidst har været derinde. Det er en ren byggeplads, men jeg formåede at få en p-parkeringsplads med nød og næppe for der var helt fyldt op med biler. Jeg kom til at tænke på, at ud over, at der selvfølgelig starter en ny årgang op på mandag, starter der også en helt ny uddannelse, som hedder: ”Professionsbachelorudd. i offentlig administration”, så der vil være endnu mere rift om de 73 p-parkeringspladser som Højskolen har råderet over.
73 pladser er ikke meget til 500 mennesker inkl. underviserne – men selvfølgelig er der ikke alle 500, der kører i bil til Højskolen, men måske lidt over halvdelen gør.
Det er som sagt meget der skal læses. Jeg har købt 5 kompendier til tre fag indtil videre – to af kompendierne er til de første to uger af semester, som omhandler ”Migration, kulturmøde og integration”. Jeg er næsten færdig med at læse nr. 2 – det er utroligt, hvad jeg kan nå at læse når der ikke er ”forstyrrelser” læs: børn til stede.

Jeg har læst om flygtninge, deres kultur, deres oplevelser, det psykologiske ved at forlade sit hjem og flygte, ”deres side af historien”, PTSD og jeg må faktisk indrømme, at jeg er blevet ”grebet” af emnet. Det fascinerer eller griber mig om hjertet. Jeg ved ikke, om det bliver sådan, men når jeg sider og læser om ”det” i kompendierne, de menneskers skæbner, får jeg en mild form for kuldegysninger og et svag sug i maven. Ikke at det skal misfortolkes, men jeg får det indtryk, at ”det her” (flygtninge) er min (måske) hylde, som jeg skal arbejde med, når jeg er færdiguddannet som socialrådgiver.

Jeg kan selvfølgelig nå at ændre mening, bevares, og måske griner jeg ad mig selv om 2½ år – men lige nu hvor jeg læser om det – føles det som, at det er et område, jeg skal prøve kræfter med, når den tid kommer. Jeg ønsker at gøre en forskel, og jeg er i den overbevisning om, at hér ville jeg kunne gøre en forskel, også selv om jeg vil sidde på et kommunekontor og udelukkende tage mig af ”udlændinge og flygtninge”.

Jeg må se, hvad fremtiden bringer, men det at læse om det, synes jeg virkelig er spændende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Forskellige blogs, som jeg følger med i: