EF dag (= endelig fredag)

Så blev det atter fredag. Faktisk den sidste af slagsen inden jeg starter på 3. semester på mandag. Så jeg skal huske at ”nyde” den rigtig, for næste gangs ”afslappelse” sker først til Jul eller næste sommerferie.

Det er egentlig utrolig, at man kan værdsætte noget, når det er ”sidste” gang. Først når det er ”sidste” gang indser jeg, ”gud, det er ikke mere”. Er det mon sådan med alle andre, som det er mig, at jeg glemmer at nyde ”nuet” når jeg har det? Min mand har ofte sagt til mig, og han siger det stadig jævnligt, at vi skal nyde dagen i dag, for vi ved ikke, hvad dagen i morgen bringer. Måske vil der indtræffe en forfærdelig ulykke og så er det for sent?

Livskvaliteten er i høj grad i højsædet hos ham, og det er endelig begyndt at smitte af på mig. F.eks. har mit voksne liv altid været præget af slankekure og livstilsændringer. Hvor er det træls at kigge tilbage og så se, at det har fyldt så meget i ens liv. Men vi lever i oplysningstiden, og den gør, at vi hele tiden får at vi vide, at vi skal forebygge sygdomme, dyrke motion og spise 600g grøntsager om dagen, spise fisk 2 gange om ugen, ikke ryge, ikke drikke spiritus/alkohol og drikke minimum 1½-2 l vand om dagen. Restriktioner eller forventninger om, hvordan vi som menneske bør leve.

Hvor er det sur røv, at det er sådan. Især for en kvinde som mig, som er svært overvægtig. Jeg lever simpelt hen i en forkert tidsalder, eller et forkert sted i verden. Livskvaliteten, hvor kommer den så ind i billedet, når man konstant skal vejes, spise mindre, dyrke motion og leve endnu længere end de gør i middelhavslandene? Mange vil så mene, at livskvaliteten kommer senere i livet, som en belønning for det hårde arbejde med ”restriktionerne”.

Så kan vi alle sidde og fortælle vores børnebørnene og rapporteren fra den lokale avis, at grunden til man er blevet 101 år gammel udelukkende skyldes motion, ingen rygning, ingen spiritus / alkohol, fisk 2 gang om ugen og masser af vand. Det er måske livskvalitet at blive så gammel? Andre, som min mand, vil mene, at det ikke er livskvalitet. Livskvalitet er ”her og nu”, fordi du ikke ved, hvad dagen byder i morgen. Begge retning er måske lige ”slemme”, og man skal så prøve at finde en mellemvej mellem de to ting.

Men hvor er det surt, at samfundet i dag er blevet så ”sundhedsorienteret”. Jeg synes det er både godt og skidt, at man kan få alt at vide. Jeg synes egentlig, at ordsproget: ”Hvad du ikke ved, har du ikke ondt af” er et godt ordsprog. I de gode gamle 80’ere var der ingen, der bekymrede sig for dagen i morgen – det var nu og her man levede, og derfor levede man her og nu.

Lad mig nævne et eksempel – noget som har eksisteret i mange mange år, graviditeter. Da jeg ventede mit første barn, han blev født i 1995, var det stadig ikke ”moderne” med scanninger og tjek. Jo, der var de almindelige tjek hos jordemoderen og lægen, men så ikke mere. Man kom til en skanning, hvis jordmoderen skønnede et eller andet kunne være galt, eller hun var i tvivl om noget.

I dag, eller hvert fald da jeg ventede barn nr. 3 (2003), blev kvinderne informeret om, hvor vigtigt det var at tage folinsyre INDEN man som kvinde ønskede en graviditet og selvfølgelig under graviditeten. Så skulle man tage jerntabletter omkring uge 20, man skulle selvfølgelig også huske at tage GRAvitamin under hele graviditeten. Så er der alle de skanninger man nu blev tilbudt for at forebygge eventuelle misdannelser eller sygdomme hos fostret. Sygdomme, ja, dér var det ord igen. Samfundet er i dag blevet så ”sygdomsforskrækket”, at alt skal forebygges. Men er det sundt? Er det et sundhedstegn, at f.eks. en graviditet bliver gjort sygliggjort? Jeg husker fra min sidste graviditet, at jeg var i konstant angst for, at der var noget galt med barnet, eller at jeg ville miste det. Jeg tror i høj grad, at det offentliges sygiggørelse af graviditeten, ”hjalp” mig til at være bekymret. Bekymringer, ja, det må en gravid endelig ikke være, altså bekymret. Det er til skade for fostret.

Den viden, den viden…. Nå nu er det så fredag. Jeg har været ved kosmetologen og nydt en dejlig ansigtsbehandling – det er en del af min ”livskvalitet” ;-)

USA-forskere: Papfædre er bedst

Sådan lyder en af overskrifterne på dr.dk/nyheder i dag.

En amerikansk undersøgelse, hvor forskere har talt med over 2000 mødre, er stedfædrene mere engagerende, mere samarbejdsvillige og mere deltagende i far-rollen end de fædre, der har leveret genmassen til barnet.

Sociologen forklarer fænomenet med, at mændenes adgangsbillet til barnets hjerte ikke er biologien, men deres adfærd og vejen til barnets hjerte er også vejen til moderens hjerte. Sociologen forklarer yderligere mere, at stedfædrene har den fordel, at stedfædrene naturligt ikke har forpligtelse over for barnet, så derfor er mødrenes forventninger ikke så store til stedfaderen, som til barnets rigtige far.

Jeg har nu læst artiklen og jeg er nok inhabil i min/vores situation, da min ægtemand ikke er biologisk far til de to ældste af vores børn. Men jeg ville måske have slugt artiklen råt, hvis det ikke lige var fordi, jeg læste, hvem forskernes kilde var. Mødrene.

Er det et godt barometer at lave en forskning ud fra? Kunne man forestille sig, at en mor kunne være ”partisk” og helst så hælene af den biologiske far og i stedet for tåen? Jamen jeg mener, det at udspørge mødrene, må give et meget subjektivt svar og slet ikke objektiv? Hvordan kan man bygge en undersøgelse / forskning på det materiale? Har man spurgt børnene og/eller de biologiske fædre? Har forskerne observeret forskellige familiers interaktioner med hinanden eller hvad? Der står desværre ikke andet i artiklen. Jeg synes, at der mangler noget, før jeg kan accepterer artiklen som noget brugbart.

Det er ellers et meget spændende emne, synes jeg. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er flere oplysninger om, hvad eller hvordan de har forsket i emnet. Hvad skal borgerne egentlig bruge den oplysning til? Skal man som kvinde ikke længere ønske sig en kernefamilie, hvor der er mor, far og børn, men i stedet ønske sig mor, bonusfar og børn? Hvad ønsker de amerikanske forskere at fastslå?

Bortset fra mine kritiske spørgsmål, så synes jeg, og det er min subjektive holdning, at der er noget om snakken. Hos os passer det hvert fald. Nu var de to stores biologiske far, kun ”far” ved titlen på grundet af det genetiske ophav. Han levede ikke op til titlen, som ordsproget siger: ”Alle kan blive far, men ikke alle lever op til være far” eller noget i den dur – jeg kan ikke længere huske den ordret mere. Det er rigtig nok. Det er (for de fleste mænd) nem nok at leverer en klat, men at leve op til ansvaret og far-rolle, er ikke slet ikke lige nemt for alle.

Tanker om fremtiden

Jeg har de sidste par dag været inde på Højskolen for at købe kompendier til semester start. Desværre har jeg ikke været så heldig, at skolen kunne have kompendierne færdige på sammen tid, så jeg kunne have nøjes med at køre der ind én gang.

På vejen ind til Højskolen tog jeg mig flere gange i at tænke ”På mandag så kører jeg hér fuldtid”. Det virkede helt underligt at køre de 20 km ind til Odense med det formål at komme til skolen, og jeg måtte også minde mig selv om, at jeg skulle køre lige ud i stedet for at dreje til højre ad Thomas B. Thrigesgade. Nu havde jeg de sidste to måneder slet ikke kørt lige ud, men til højre, så der skulle stor hjernekapacitet til at lægge mig over i den anden vejbane. Men jeg klarede det.
Der er godt nok sket noget siden jeg sidst har været derinde. Det er en ren byggeplads, men jeg formåede at få en p-parkeringsplads med nød og næppe for der var helt fyldt op med biler. Jeg kom til at tænke på, at ud over, at der selvfølgelig starter en ny årgang op på mandag, starter der også en helt ny uddannelse, som hedder: ”Professionsbachelorudd. i offentlig administration”, så der vil være endnu mere rift om de 73 p-parkeringspladser som Højskolen har råderet over.
73 pladser er ikke meget til 500 mennesker inkl. underviserne – men selvfølgelig er der ikke alle 500, der kører i bil til Højskolen, men måske lidt over halvdelen gør.
Det er som sagt meget der skal læses. Jeg har købt 5 kompendier til tre fag indtil videre – to af kompendierne er til de første to uger af semester, som omhandler ”Migration, kulturmøde og integration”. Jeg er næsten færdig med at læse nr. 2 – det er utroligt, hvad jeg kan nå at læse når der ikke er ”forstyrrelser” læs: børn til stede.

Jeg har læst om flygtninge, deres kultur, deres oplevelser, det psykologiske ved at forlade sit hjem og flygte, ”deres side af historien”, PTSD og jeg må faktisk indrømme, at jeg er blevet ”grebet” af emnet. Det fascinerer eller griber mig om hjertet. Jeg ved ikke, om det bliver sådan, men når jeg sider og læser om ”det” i kompendierne, de menneskers skæbner, får jeg en mild form for kuldegysninger og et svag sug i maven. Ikke at det skal misfortolkes, men jeg får det indtryk, at ”det her” (flygtninge) er min (måske) hylde, som jeg skal arbejde med, når jeg er færdiguddannet som socialrådgiver.

Jeg kan selvfølgelig nå at ændre mening, bevares, og måske griner jeg ad mig selv om 2½ år – men lige nu hvor jeg læser om det – føles det som, at det er et område, jeg skal prøve kræfter med, når den tid kommer. Jeg ønsker at gøre en forskel, og jeg er i den overbevisning om, at hér ville jeg kunne gøre en forskel, også selv om jeg vil sidde på et kommunekontor og udelukkende tage mig af ”udlændinge og flygtninge”.

Jeg må se, hvad fremtiden bringer, men det at læse om det, synes jeg virkelig er spændende!

Nedtælling

Så er nedtællingen startet. Om seks dage begynder ”skolen” igen. På den ene side er det mærkelig at tænke skoleregi, faglitteratur, gruppearbejde og diskussioner igen, men på den anden siden, har jeg savnet mine holdkammerater, atmosfæren, deres stemmer, larmen, interaktionen, samværet og meningsudvekslingerne. Jo, jeg har savnet skolen, jeg savner egentlig at komme ud igen blandt ligesindede som deler min engagement og ivrig i at tage denne uddannelse.

Engagementet og ivrigheden er i dag en anden end da jeg for over 10 år siden startede på min første uddannelse. Tænk, hvis jeg dengang vidste, at jeg om 9-10 år senere vil skifte uddannelse, dengang, drømmeuddannelsen/jobbet ud med et andet? Nej, det ville jeg ikke have troet, men meget vand er løbet under broen siden dengang.

Jeg kan mærke, at jeg i dag, har en helt anden ”drive” for at tage denne uddannelse. Måske skyldes det modenhed? Eller at jeg erfaret, efter have været ude på arbejdsmarkedet, at jeg simpelthen havde taget den forkerte uddannelse, eller rettere sagt, at jeg ikke havde fundet min ”hylde” endnu. Uddannelsen har jeg aldrig fortrudt, den har været og er fortsat en god base at bygge endnu uddannelse op på. Men jeg kan mærke, at når min veninde (jeg er i gang med samme uddannelse som hun har taget) fortæller om sin ny kommende jobfunktion, bliver jeg helt vild og varm, og jeg er utålmodig med at blive færdig med at studere. Åh hvor er der langt endnu.. Suk hele 2½ år endnu. Hmm, hvis jeg tager Bachelor fra, så er der kun 2 år, og hvis jeg så igen tager de 4 mdr. praktik og de næste to års sommerferie, så har jeg reelt kun 16 måneder tilbage af uddannelsen. Jubii, men sådan kan jeg desværre ikke gøre det op. Alt skal medregnes, så det bliver 2½ år.

Der er meget, der skal læses på det kommende semester. Ja, hvorfor er jeg egentlig overrasket over det? Jeg ved det ikke – jeg synes faktisk der har været MEGET der skal nås til hver enkelt dag, i sær på sidste semester. Måske synes jeg, det er overvældende fordi jeg har et familieliv med mand, børn, kat, hus og have som også skal passe? Måske fordi jeg er lille ”stræber”, som vil have styr på tingene? Hmm, måske skal jeg prioritere anderledes? Nej, nu har jeg klaret mig gennem 1. og 2. Semester på denne måde, så kan jeg også lige klare et til. Det er ikke fordi jeg synes det er ”hårdt” og ”uoverkommelig”, men der er bare meget at læse, og så må skønlitteraturen desværre vente til næste års sommerferie.

Nå, på mandag er det igen d. 1/9 og min hverdag starter igen, det bliver nu rart komme tilbage. Hvem er dér? Hvem er stoppet? Hvem, hvad, hvorfor? Åh det bliver godt.

Kedelig Lørdag

Vejret har virkelig været kedelig og trist. Det har regnet over 28 mm i dag, ret så meget. Nu er der jo ikke noget der hedder ”dårligt vejr”, husker jeg fra skolen af, men udelukkende ”dårlig beklædning” – altså det er ikke vejrets skyld, at du ikke er ordentlig påklædt. Næh, men vi skriver lørdag d. 23. august, lørdag = weekend, hjemme os – men det har mere lignet en søndag, en slutning på en uge, og en reminder om, at dagligdagen og hverdagen begynder allerede dagen efter igen. Men det har så ikke været en søndag men en lørdag. Æv. Jeg elsker normalt mine lørdage samme med familien. Men denne lørdag har været ”træls” for at beskrive det på godt gammeldags jysk.

Jeg har haft ondt i underlivet, yngstepigen har været rigtig ”omklamrende” og ”leg-med-mig” - irriterende måde. Ældstepigen har ikke gidet sin lillesøster og jo mere hun ”skubbede” søsteren væk, jo mere blev lillesøsteren påtrængende, suk. Så det kørte op i en spids, og jeg har ikke været specielt pædagogisk anlagt i dag på grunde min smertetærskel og jeg ville helst bare lades være alene på sofaen, mens jeg prøvede at få medlidenhed af vores huskat Freya Fræk – men hun gad ikke mit selskab. Så jeg har tyet til min bærbar, lidt slik / mundgodt og vores dejlige sofa på denne lørdag.

Men noget godt er der, da kommet ud af denne miserabel lørdag, har jeg kunne se på dr. dk/nyheder. Min lille højtelskede rapmundede Jens Rohde (V) vender tilbage til Politik, desværre stiller han kun op til EU parlamentet. Æv. Jeg har altid holdt af hans person, han har altid gjort som det passede ham, og det kan jeg virkelig god lide ham for. F.eks. stemte han for (mod regeringens ønske), at enlige og lesbiske kvinder skulle have lov til at blive insemineret for det offentliges regning. Det må være hans lille rebel / oprører jeg holder af, derfor led jeg også en stor sorg, da han for et par år siden trak sig fra politik, og ville lave tv2 Radio. Jeg sagde dengang, ”han vender tilbage”, han er unik af sin slags. Så det var dejligt, at jeg nu kan læse på nyheder og se i fjernsynet, at Jens Rohde vender tilbage til rampelyset.

Den internationale sportsdomstol CAS afviste klagen fra Spanien og Italien i 49'er-klassen, og dermed beholder Martin Kirketerp og Jonas Warrer guldet. Det har været en nervepirrende omgang. Først fik Danmark guldet, og så ikke, så fik de det og så ikke, og så nu er det endelige ”vores”. Dejligt for Martin og Jonas og lille Danmark

Så har nyhederne slået en opsigtsvækkende nyhed op, som på længere sigt får konsekvenser for Danmark, nemlig: ”Indvandrerfamilier får færre børn”. Det viser sig, at på bare syv år har børnetallet blandt indvandrer faldet. Nu får indvandrerkvinderne 1,98 stk. barn pr kvinde, hvor de ”etniske danske” kvinder ”kun” får 1,85 stk. barn. Buddene på ”hvorfor” er mange, der bliver f.eks. nævnt at integrationen er vellykket og en anden grund er, at indvandrerpigerne ønsker, at vise Danmark, at de er en resurse for Danmark. Derfor tager de sig en uddannelse og ønsker at gøre karriere. I den anledning hænger det ikke længere sammen med en stor børneflok. Jeg ved ikke, hvad der er den egentlig forklaring er, men jeg synes det er en positiv udvikling for kvinderne, at de ikke bliver ”stavnsbåndet” til huset og børnene. Men for Danmark kan vi så debattere, hvad vi så gør, når årgangene bliver færre og færre, og ”alderbyrden” bliver flere og flere? Men nu må vi glæde sig over den positiv udvikling som vores ”nydanskere” er i gang med.

Besøg ved gynækologen

Puha, ”endelig” oprandt dagen, som jeg egentlig havde gruet for og på samme tid ”glædede” mig til. Ja, glædede sig til, er måske lige lovlig positiv, for jeg glædede mig ikke til selve ”indgrebet”.

Morgen startede med et morgenbad. Jeg følte mig ret udhvilet, og jeg konkluderede, at det måtte skyldes, at ”yngstepigen” for en gangs skyld havde valgt at sove hele natten i sin egen seng i stedet for min mands og min dobbeltseng. Mine tanker kredsede derefter meget, mens jeg var i bad, om, hvordan jeg kunne forblive ”rent” og ”lugtfri”, når jeg nu tog bad nu, og først havde tid ved gynækologen et kvarter i 12? Men jeg beroligede mig selv med, at bare det jeg var ”ren”, var nok – resten var gynækologen nok vant til.

Jeg kørte den yngste i børnehaven, satte derefter med min bærebar mens jeg tog en rundtur på facebook, netbaby, aaserne, diverse blogs og nyhederne. Jeg var begyndt at få det dårligt – svimmel – normalt et tegn på, at jeg skal til eksamen eller noget andet, hvor jeg skal ”præstere”. Heldigvis havde min mand stillet sin arbejdstelefon videre, og valgte at tage med mig på ”den store dag” – og hvor var jeg glad for, at han havde gjort det – altså taget med mig. For jeg fik virkelig brug for hans støtte.

Vi kom ca. 25 minutter før tid, men da vi ikke var heldige med at finde en ledig p-plads, brugte vi noget af tiden til at køre rundt og spejlede efter en mulig bil, som skulle til at køre væk fra sin bås. Vi var heldige. Min mand fandt lige en plads ved hjørnet. Vi måtte gå et lille stykke, men det passede fint med mig for jeg var begyndt at blive nervøs og utryg og min vejrtrækning afspejlede dette. Vi fandt lægehuset som gynækologen holdt til, gik op ad trappen til 4. Sal – jo jo, jeg ville ikke tage elevatoren, for jeg var ikke død endnu. Godt forpustet gik jeg ind til receptionen og meldte min ankomst, og spurgte i samme åndedrag, hvor toilettet var. Hyppige toiletbesøg og tør i halsen, jo jo, jeg var nervøs og utryg. I venteværelset udfyldte jeg et a-4 seddel, hvor jeg skulle skrive mine menstruationsdatoer på de sidste tre måneder, når de begyndte og hvornår de stoppede; mine hospitalsindlæggelser og fødsler. Så kom gynækologen, spurgte/kaldte mit fornavn og efternavn (som han udtalte forkert) ud i rummet, der var kun min mand og mig til stede i rummet.

Gynækologen var en høj og kraftig herre som lignede én midten af 50’erne eller slutningen af 50’erne. Min mand og jeg tog plads i hans to stole som stod over for et skrivebord – der var ingen briks eller noget der mindede om ”læge-ting”, udelukkende et kontor. Han satte sig ligeledes ned, foran mig. Han spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor jeg var hér? ”Øh, ja?”, og så forklarede jeg, at jeg havde fået et celleskrab tilbage med ”forandringer”.. Gynækologen spurgte mig, hvad lægen havde forklaret mig. Jeg måtte så sige, at han ingen ting havde fået fortalt om celleskrabet som så’n, men bare skrevet, at jeg ville blive kontaktet indenfor 3 mdr. Gynækologen forklarede mig, at mit celleskrab havde vist ”atypiske” celler, som oftest er meget harmløst, men for en sikkerheds skyld, så skulle det tjekkes. Jeg kunne kun give ham ret.
Så viste han mig ind i rummet ved siden af. Et lille rum, hvor der var en briks med de berømte stigebøjler, oven over var der en fladskærm. Jeg gik bag et forhæng, tog bukser og trusser af, og så trissede jeg hen til briksen, som jeg nærmest klattede op på. Jeg er ikke så høj – 1.60 cm så det var noget af en udfordring at komme op på briksen, for der var ingen skammel, og gynækologen gjorde ingen tegn til at ville sænke briksen længere ned. Måske kunne den slet ikke komme længere ned?

Jeg lagde mig på briksen og lagde mine ben i stigebøjlerne – jeg begyndte at trække vejret gennem maven som jeg havde gode erfaringer med for at beroligede mine nerver. Inden jeg nåede at puste ud, sagde gynækologen: ”og så skanner jeg dig lige, du kan selv følge med på skærmen”. Jeg kiggede op på skærmen, mens han forsigtigt betjente sig af skannerdimsen. Jeg kunne intet se på den skærm, selv om gynækologen fortalt, at ”dér” var min livmoder, som så fin ud. For mig lignede det bare et skanningsbillede, hvor der intet foster var. ”Så putter jeg noget gel op”, kom det fra gynækologen. ”Det går sgu for hurtigt, det hér ”, nåede jeg at tænke. ”Så kommer der et stik, som godt kan gøre ondt”. Jeg tog fat i min mands hånd, og stikket kom, og det nev og sved i mit underliv.

Gynækologen tog et apparat frem, som jeg kun kunne genkende som en ”støvsuger” grundet den larm den lavede – han bankede med jævnligt mellemrum noget ud på en bakke – ”så åbner jeg din livmodermund, det gør ondt, for dér er du ikke bedøvet”, og det gjorde virkelig ondt! Jeg prøvede at slappe af mens jeg spændte – åndssvagt men min krop ville ikke gøre som jeg ville have den til. Jeg følte, at jeg nærmest røg et par centimeter op i luften, mens mit venstre ben sitrede pga. smerterne. ”Det varer 15 sekunder mere”, sagde gynækologen. Jeg knugede min mands hånd tæt ind til mig, mens jeg kunne mærke, at tårerne var begyndt at melde sin ankomst, men jeg holdt det tilbage. Så var det overstået.

Jeg tog mine underbukser med et bind og bukser på igen. Jeg følte mig øm i underlivet og dårligt. Vi gik ind i kontoret ved siden af. Gynækologen sad på sin plads. Han sagde, at han ville få svar på biopsien om 8-14 dage, og han så derefter ville skrive til mig med svaret. Jeg nikkede bare ”ja”, trykkede hans hånd og forlod hans kontor.

Ude ved trapperne, trykkede vi elevatoren ned, mens vi ventede, følte jeg, at jeg fik menstruation + menstruationssmerte (kraftige) og tårerne begyndte at pible frem. Jeg var meget kvæstet og øm. Jeg var glad for, at min mand havde taget med mig, og kørte bilen for mig. Gynækologen havde ellers skrevet i sin vejledning til mig, at jeg sagtens ville kunne køre bil og tage på arbejde efterfølgende. Men jeg havde for ondt, og jeg tvivlede oprigtig på, om jeg virkelig selv kunne have kørt bilen hjem.

Nu må jeg vente på resultatet. Jeg håber, selvfølgelig, at mine prøver viser sig at være godartet, og at jeg bare så skal nøjes med kontrol hos ham ved jævnlige mellemrum. Hvis resultatet kommer tilbage med et negativt svar, så skal jeg enten have ”frosset livmoderhalsen” eller have foretaget et ”keglesnit”. Det håber vi så ikke på.

Nordiske unge forstår ikke hinanden

Sådan fortæller en artikel på dette link. Det er blevet så svært at snakke sammen mellem broderlandenes unge. Det står virkelig slemt til for de unge, der mødes i Ungdommens Nordiske Fællesråd, at de nu taler engelsk med hinanden på møderne. Det er faldet Bertel Haarder (undervisningsministeren, (V)) for brystet, at han nu truer med at smække pengekassen i, hvis der fortsættes med at tale engelsk, da det strider mod ideen ved det nordiske samarbejde og sprogdeklarationen. Præsidenten i Ungdommens Nordiske Råd mener, at Bertel Haarder selv er skyld i sprogproblemerne, da ”nabosprogundervisningen” ikke er blevet styrket i skolerne.

Jeg synes egentlig, at artiklen er god og gengiver det som jeg selv kan genkende og så alligevel ikke. For jeg synes ikke, at jeg kan skære alle vores ”nordiske brødre” over med en kam. Hvis jeg skal fremhæve et nation frem for et andet, så ville jeg pege på nordmændene – jeg forstår bedre, hvad de siger, hvorimod jeg har problemer med svensk. Jeg synes ikke, at det giver mening. Jeg husker fra min barndom, hvor jeg var sammen med min grandkusine som boede i Sverige til daglig sammen med sin mor, at når hun var i Danmark for at besøge sin far, havde vi besvær med at tale sammen – så vi slog over i engelsk. Det var nemmere og vi vidste begge, hvad ordene betød og der herskede ingen tvivl om forståelsen, hvorimod når vi talte hver vores modersprog, gik det galt. Trist, men sandt.

Men måske ville vi ikke have haft brug for at slå over i engelske, hvis jeg f.eks. havde lært svensk i skolen? Jeg ved, at min mor havde obligatorisk svensk i skolen, da hun gik på Johannesskolen inde i KBH, men jeg har ikke været så ”heldig”. De fremmedsprog jeg blev introducerede for i grundskolen (kommuneskolen) var langt fra noget, der lugtede af ”nordisk” sammenhold. Jeg fik engelsk i 4. Klasse og fransk i 7. Klasse. Intet svensk. Jo der var selvfølge i 8. eller 9.klasse, hvor vi skulle gennemgå prosa, lyrik, digte m.m. at der var sneget et enkelt eller to digte inde i pensumlisten, som var på svensk.

Jeg har egentlig først haft brug for svensk eller norsk i forbindelse med en videregående uddannelse, da det har været krav, at vis antal procent af litteraturen skulle være på norsk eller svensk. Dér må jeg indrømme, at der også har været norske tekster, som har krævet, at jeg har, måtte holde tungen lige i munden. Især den nynorske tekst, hvor et ord slet ikke kan henføre over til et dansk tilsvarende ord.

Men hvad kan vi gøre? Vil vi gøre noget? Er det så vigtigt at vi i norden skal kunne kommunikere på vores modersmål, og så kunne forstå hinanden? Kan vi ikke bare tale engelsk med hinanden, det gør alle jo andre – engelsk er et erhvervssprog.

Ja, jeg synes det er trist og skam, at vi ikke styrker fællesskabet i Norden. Jeg mener ikke, at vi styrker Skandinavien, Norden, de gamle ”vikinger” ved at bringe et andet sprog ind i kommunikationen mellem os. Det er jo egentlig komplet åndssvagt, at vi i norden bliver nødt til at tale engelsk for at vi kan forstå, hvad de taler om, over på den anden side af Øresundsbroen. Hvad kan vi så gøre? Hvorfor blev den obligatorisk svensk undervisning egentlig afskaffet i DK? Hvad med at vi indførte den igen? Bare i et eller to års undervisning f.eks. fra 5. Klasse til 7. Klasse, hvor så tysk eller fransk overtager.

Jeg synes vi skal værne om vores nordiske rødder, og det kræver, at vi værner om vores sprog, og ikke bruger engelsk som hjælpemiddel til at kommunikere med vores brødre i Norge og Sverige. Jeg synes i dag, som voksen, at det er lidt pinligt at vi ikke kan ”tale” samme uden et fremmedsprog.

Kæreste-aften

I aften skal min mand og jeg have en ”kæreste-aften” sammen. Jeg glæder mig rigtigt meget. Det må være 9 – 10 mdr. siden vi sidst var ”alene” samme. Den gang var vi på kro havde en enkelt overnatning med morgenmad. Rigtigt hyggeligt. Vi elsker ideen om at tage ude på hoteller og kroer, og så bare at være os sammen.

Denne gang får vi børnene passet af naboen. Det er et pensionist-ægtepar. Hustruen gik på førtidspension i år, og manden har været pensionist i 2 år forinden. De er utrolige glade for børn, og begge er ”gamle (social)pædagoger”, så det er jo bare ”perfekt”. Yngste pigen er vældig glad for dem, og den er gensidigt. Hun kommer jævnligt derind og får småkager, og ”hjælper” dem, når deres ældste barnebarn på 2 år er dér.

Vi skal først i biografen, hvor vi skal se: ”X-files – I want to believe 2”. Min mand og jeg fulgte med ”The X-files”, da serien blev vist i fjernsynet, og vi har set den første X-file film. Jeg har altid været fascineret af ”det” – jeg har den overbevisning, at, selvfølgelig er der andre end os selv i dette univers. Hvorfor skulle vi være de eneste? Men det ukendt, ukulte, ånder, parapsykologiske m. m, alt det som ikke kan forklares af videnskaben, har min store passion. Det er egentlig sjovt vil nogen mene, da jeg bekender mig til kristendommen, som normalt er meget afvisende for det ”ukendte”. Men i min hjerne kan jeg uden problemer få ”Adam & Eva” og ”the big bang” til at hænge sammen. Det ene udelukker ikke det andet, efter min overbevisning, og det er det samme med det ukendte.

I 1.g i gymnasiet havde vi Latin, og vi lærte at læse i den latinsk bibel, i den stod der i 1. Mosebog kap 1: ”Guderne svævede over vandene”, altså flertal – men da den katolske kirke fik sit indtog, ændrede man i biblen, så der kom til at stå ”Guds ånd svævede over vandene” – det satte tanker i gang hos mig, hmm.. Nogle har gennem tiden påstået, at Gud var ufoer, der besøgte Jorden. Der skulle eftersigende også findes aftegninger af ufoer inde i forskellige pyramider, men det er det så jeg tænker ”Guderne svævede over vandene” – aha! Men det hele hænger sammen i mit verdensbillede, også min tro, for jeg er troende, dog ikke aktiv praktiserende som jeg var, da jeg var yngre.

Så i aften skal jeg ”nyde”, at andre følger min tankegang om det ukendte og min mand og jeg vil nyde filmen. Bagefter skal vi spise på en mexicansk restaurant! Det glæder jeg mig også til. Jeg elsker mad, desværre – men jeg holder meget af udenlandsk mad, så som kinesisk, thai, mongoliansk og spansk/mexicansk mad. Så i aften skal jeg virkelig nyde ”hot” mad – uhmm. Og så er den aften gået, og vi vil tage hjem til familien, som forhåbentlig ligger og sover, så de er frisk og veludhvilet til næste dags børnehave og skoledag!

Børn lader cyklen stå..

følgende artikel er sakset fra http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/08/11/065436.htm:

Børn lader cyklen stå i skuret og hopper i stedet ind på bagsædet af bilen.

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at andelen af børn, der bliver kørt til og fra skole i bil, er steget med 200 procent de seneste 30 år.Samtidig er antallet af børn, der cykler til og fra skole faldet med næsten 30 procent siden 1993.

Bevægelse skal være en vane.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge bevæger sig mindst 60 minutter om dagen, og i dette regnskab tæller selv den relativt korte cykeltur med skoletasken på ryggen med.- Bevægelse skal ind i dagligdagen for børnene, derfor er det lige for at tage transporten til og fra skolen med. Hvis det viser det sig, at trafikforholdene omkring skolen er et problem, skal skolebestyrelsen ind over og løse det, siger Just Bech Justesen fra Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse til Ritzaus Bureau.
Pressechefen i Dansk Cyklist Forbund, Lotte Ruby, angiver da også trafiksikkerhed som en af årsagerne til, at flere børn bliver kørt i skole.

Nervøse forældre.

Måske er vi som forældre også blevet mere opmærksomme på, at det kan være farligt at cykle, selvom det faktisk er blevet mere sikkert. Men vi er som forældre i dag meget optaget af, at der ikke skal overgå vore børn noget, og det tror jeg afholder en del forældre fra at lade deres børn cykle, siger Lotte Ruby til Ritzau.Hun er selvfølgelig godt klar over, at børn af og til kommer til skade på vej til og fra skole.- Men de, der cykler, klarer sig sundhedsmæssigt betydeligt bedre end dem, der ikke cykler. Og de positive effekter overstiger langt risikoen for at falde og slå sig alvorligt, siger Lotte Ruby fra Dansk Cyklist Forbund.

Lotte Ruby angiver to andre årsager til den kraftige stigning i antallet af børn, der bliver kørt i skole: Skolernes beliggenhed er blevet mere centraliseret, så mange børn har fået længere til skole, og familierne har fået flere biler. Jo flere biler, der er i en husstand, jo mindre bliver der cyklet.

Mindre motion, dårligere indlæring

Men børnene skal op på jernhesten igen, hvis man spørger Just Bech Justesen fra Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse. Den daglige cykeltur kan påvirke børnenes humør og indlæringsevne. Selv børn, der kun cykler en kort vej til skole, er generelt sundere og mere aktive.- På længere sigt forebygger det livsstils- og folkesygdomme som kræft, diabetes, muskel- og skeletsygdomme og fedme. Og på kort sigt får man et gladere barn, et mere socialt barn, et barn der har nemmere ved indlæring og et barn, der trives bedre, siger Just Bech Justesen til Ritzau.

Jeg synes, at der er noget om snakken. Da jeg var barn i 1980'erne cyklede jeg til alt. Vi havde selvfølgelig ikke bil, så det hjalp på det, men cyklen var en naturlig del af familien. Selv min fritidsaktiviter som lå helt nede ved havnen i Holbæk cyklede jeg til, når jeg skulle dertil. For at tage bussen var unødvendig, når man havde cyklen.

I dag kan jeg se, at "tiden" har ændret sig. Folk har fået flere penge og nok også et mere stresset liv, hvor de føler, at de ikke kan nå ting, hvis de bliver nødt til lige holde et lille hvil. Da jeg arbejdede som pædagog kunne jeg se, at det begyndte i vuggestuen og fortsatte helt op til børnehaven og nu skole. Børnene blev kørt. Selv fra p- pladsen i børnehaven, pakkede man klapvognen ud af bagagerummet, så man kunne køre junior de 200 m fra bilen op til institutionen.

Når jeg taler med andre forældre om deres børns cyklevaner - argumenterer de oftest med, at det i dag er farligere at cykle end da vi var børn. Artiklen forklarer tværtimod, at det er blevet mindre farligt end tidligere. Men så er det afstanden. Forældrene synes det er for langt vej til skolen, hvis børnene skal cykle. Vi som forældre gør vores børn en bjørnetjeneste, når vi sådan pakker dem ind i vat og bomuld. Det er en frygtelig skam og trist.

I vores familie cykler BEGGE de to ældste børn til skole og hjem igen. Den ældste har 6,7 km hver vej og den mellemste har lige omkring 4 km - men de gør det! Som artiklen skriver, så tæller cykleturen med i den daglige 60 minutters motion.

Harry Potter og Halvblodsprinsen

Harry Potter er en karakter, som har gjort stort indtryk i vores "lille" hjem. Både vores store pige på 10½ år og jeg har hver især læst sig gennem alle 7 bøger i serien her i sommerferien. Nu er det storebrors tur til læse sig i gennem. Han er nået til "Harry Potter og Flammernes pokal", så han mangler stadig noget endnu før han har læst dem alle.

Men vi har alle set Harry Potter bøgerne på film og vi har ligeledes alle dvd'erne. Vi ser frem til, at "Harry Potter og Halvsblodsprinsen" får premiere i biograferne herhjemme d. 21. november 2008. Jeg skal helt klart have skaffe billetter til filmen, når tiden er der, så vores de to ældste og mor kan følge med i Harrys liv. Mens vi venter har jeg fundet en hjemmeside, som ligger inde med de nyeste billeder fra filmen, som endnu ikke er udkommet. Fantastisk! Siden hedder: http://www.mugglenet.com/

Jeg er bare trist over, at der ikke kommer flere bøger med Harry. Men jeg glæder mig til den næste sidste film i serien.

Celleforandringer

Onsdag d. 6/8 fik jeg mail fra lægen om, at mit celleskrab var kommet tilbage med resultat. Der var ændringer i cellekernene. Men der er ikke tale om kræft, men forandringer som muligvis kan blive til noget ondartet i løbet af flere år, så jeg skal kontrolleres hos gynækolog for at se om jeg skal have livmoderhalsen frosset. Min læge har sendt henvisning til Speciallægen, han indkalder dig inden 3 mdr. Hilsen Læegn”

Det jo ikke så slem, men jeg havde ikke forventet, at der vil være forandringer, men ”bare” få at vide som altid, alt var fint og godt!

Jeg har så siden været inde på min kommende gynækologs hjemmeside, og læst mig frem til proceduren med de behandlinger eller ekstra syn jeg skal til. Jeg glæder mig bare ikke. Frosset livmoderhalsen bliver beskrevet som ”kraftige menstruationssmerter”. Åh, jeg er bare ikke afslappet, når jeg skal have foretaget en GU, jeg spænder og jeg synes det er ubehagelig! Så det her jeg skal til nu, frygter jeg bare bliver smertefuld, fordi min smertetærskel er lav.

Nå man taler om solen - jeg har netop lige fået brev fra specialisten om jeg skal ind til ham torsdag d. 21/8 - så det var dejligt hurtigt! Nu håber jeg bare, at alt er som det skal være - og at de forandringer, der er sket ikke er ondartet.

Yngste pigens 5 års undersøgelse + vaccination

Det hele var så fint så fint.

Hun måler nu 108 cm (f.53 cm) og vejer 19,1 kg (f.3880g). Rigtig gennemsnitlig.

Lægen siger, at hendes sluthøjde bliver 1.65 cm (mor: 1.60 far: 1.95).Hun havde problemer med at læse den sidste linie på synstavlen, det havde hun også sidste år til 4 års undersøgelsen, så er vi rådet til at ringe til øjenlægen som skal tjekke hende. Jeg har ringet til ham, men er på ferie og er først tilbage d. 18/8.

Farmand er meget nærsynet, så hun har det ikke for fremmede, men jeg er ked af det på hendes vegne, hvis hun skal have briller, fordi jeg frygter drilleri og mobning. Men måske er det ikke længere et "drille-emne" mere som da jeg var barn?