Celleforandringer - update.

Måske kan I huske det, men sidste år fik jeg besked om, at jeg havde fået celleforandringer. Mit liv blev slået i stykker. Jeg var ulykkelig og tænkte mange sorte og triste tanker f.eks. var én af mine tanker "hvad skal der blive af børnene?" – jeg tror, at jeg nåede at vende hele situationen.

Jeg havde intet kendskab til, at nogle kvinder i min slægt havde fået denne sygdom og jeg havde ikke mulighed for at spørge nogen af dem, da de alle var afgået ved døden.

Men en mine fysiske venner, som havde været det samme igennem og oven i købet har måtte igennem et keglesnit og en stor del af mine cyberspace venner beroligede og forklarede mig, at celleforandringer ikke var ensbetydende med kræft.

Jeg forstod, at ALLE kvinder (dem der er eller har været seksuelt aktive) bliver smittet med HPV-virus, som for de fleste kvinder er et harmløst virus, men for en lille del kvinder udvikler celleforandringen sig til livmoderhalskræft. Jeg forstod også, at de fleste kvinder har celleforandringer omkring de 30 år og at celleforandringer var en "normal" sag, men at ingen talte om det. Mit netværk fik mig beroliget og jeg havde lidt mere ro i sindet, da jeg efterfølgende konsulterede gynækologen. Det var et smertefuld besøg, men det var nødvendigt. Det forstod jeg.

Jeg blev af gynækologen bedt om at konsultere ham igen – seks måneder senere til yderligere kontrol. Det at der kun skulle gå seks måneder gjorde mig nervøs og jeg frygtede, at det rent faktisk skyldtes at kolposkopi undersøgelsen og biopsien ikke havde været helt i orden, selv om gynækologen havde skrevet til mig, at "det så fint" ud.

Desværre lå de seks måneder i praktikken i Jobcentret / sygedagpengeafdelingen og jeg blev sat i et dilemma, da jeg (desværre) var meget pligtopfyldende og perfektionistisk i mit studie. Men jeg besluttede at jeg blev nødt til at få flyttet aftalen yderligere fire måneder frem. Da de fire måneder oprandt, fik jeg menstruation på lige den dag, hvor jeg skulle have haft konsulteret gynækologen, så igen måtte jeg ringe for at flytte aftalen.

Den 23.6 kom jeg endelig til gynækologen. Selv om jeg beroligede mig selv med, at det denne gang "kun" var et celleskrab, besad jeg en uro og angst for, at det igen skulle være smertefuldt. Jeg orienterede gynækologen om dette og han beroligede mig. Jeg fik foretaget celleskrabet, som ikke gjorde ondt på mig. Gynækologen berettede, at han først kunne give mig svar på prøven om 4-6 uger, da han nu skulle have ferie. Hvis jeg ønskede at få svar tidligere, måtte jeg henvende mig ved egen læge.

Men i fredags d. 17/7 modtog jeg brev fra gynækologen (i hans ferie). Brevet bestod af fire sætninger: "

Prøverne fra livmoderhalsen var helt normale og der skal tages ny celleprøve om 3 år. Håber du fortsat har det godt. Men venlig hilsen John Dræby"

.
En stor sten faldt fra mit hjerte og jeg følte at vejrtrækningen igen blev gjort nemmere, pyha.

Det er ovre og nu er jeg tilbage i det almindelige system – altså skal næste celleskrab være ved egen læge om tre år!

Jeg er glad og lettet!