Jeg har fået mig en lyserød IPod Nano, hvor mit fulde navn er indgraveret på bagsiden
Det er jo helt vildt - en helt ny verden har åbenbaret sig for mig.. Jeg brugte en del tid i går på at sætte mig ind i Ipoden mysterier og Itunes vidunderlige verden og downloade mine første podcasts - Mads og Monopolet og Troldspejlet og får et "chok", da jeg opdager, at Troldspejlets podcast er "kopi" af selve udsendelsen og jeg derved kan se "fjernsyn" på min Ipod... Hvor er det vildt.
Og nu har jeg opdaget, at jeg har skridttæller og og og en masse andre features, jamen det er jo vildt. Hvordan har jeg kunne leve uden den før i tiden ???
Her er et billede af mine nye bedste julegave (dog kun forsiden ;-) ) - og så er den indgraveret, det er bare helt vildt!
Allerede. Børnene og jeg af-pyntede vores juletræ i går og smed det efterfølgende ud på vores terrasse, hvor det ligger indtil gemalen laver noget med det, nok først til sommer. Kravlenisserne har jeg dog ladt leve lidt endnu – jeg forventer, at jeg først tager ALT julen væk d. 6. januar.
Vi fik holdt jul på Sjælland hos svigerfar. Det var virkelig surrealistisk at opleve hvor forskellig vejret er fra region til region. Da vi havde passeret broen, var vejene, markerne, husene, ja lige meget hvor vi kiggede hen, så var der intet sne! Det er så uvirkelig, at vi kan have så store regionale forskel på vejret.
Det var rigtigt hyggeligt hjemme ved bedstefar. Mandens lillebror, hustru, datter og dennes nye kæreste var repræsenterede. Vi fik flæskesteg, andesteg og medisterpølse. Uhm, det var lækkert. Senere fik vi min hjemmelavet og hjemmebragte ris a l'mande. Yngstepigen var noget utålmodig og Ældstesønnen fik op til flere gange til snusket sig til at se PAGTEN og andet juletv. Endelig blev det gavetid. Vi dansede rundt om juletræet en gang, mens vi hørte en julekending på bedstefars cd-anlæg, da alle havde glemt at tage et sanghæfte med.
Børnene fik nogle dejlige gaver, som de virkelig sat god pris på:
Ældstesønnen fik en speciel mussemåtte, som er velegent til de spil, han spiller f.eks Warcraft, han fik den sidste bog til hans samling om "Skyggens Lærling", en sjov sparegris hvor, der er påtrykt ordene "Supersparer" og nogle blyanter, med hans fødenavn påtrykt på hver enkelte blyant, en masser boxershorts, en hætte/sweatshirts og en snyde bluse med skjorte, en hjemmelavet pude til hans sofa og et headsets, så han kan spille på sin bærbar uden vi andre bliver generet af støjen.
Ældstedatteren fik også en bog, som hun allerede har fået læst færdig – hun blev færdig med bogen i forgårs. Bogen er skrevet af Josefine Ottesen og hedder "Slægtens offer". Du kan, hvis du vil læse en lille smule fra bogen hér. Hun fik et sjov bogmærke. Undertøj, to nye bh'er, Sims 3, Sminke, en cd med Avril og en magnetisk opslagstavle.
Yngstedatteren fik en cd/radio-afspiller i lyserød (selvfølgelig), en smølefine dukkehus med to smølfiner, en Brats-lignede modelbog, som skal tegnes op og farves, to Minnie plys bamser, et SimsAnimal DS spil, DS kassette med plads til 16 DS spil, Peter Pedal dvd og en Mandalas malebog.
I går var i traditionstro i biografen, hvor vi så "Alvin og de frække jordegern 2" og i dag tabte YngstePigen sin første rokketand :-)
Sneflokke kommer vrimlende hen over Diger trimlende, det knyger ud af Himlene, det sluger Hegn og Gaard, det ryger ind ad Sprækkerne til Pølserne paa Rækkerne, og Faarene ved Hækkerne faar Blink i Pelsens Haar.
Den gode gamle kending kommer virkelig til sin ret her på Nordfyn. Det sner igen og det er godt nok meget eller slemt, for vejene var ikke blevet ryddet efter sidste snestorm/kaos fra sidste uge, så det nye sne lægger sig på det gamle og kompakte sne fra sidste uge og gør vejene endnu mere ufarbare.
Efter min kommune og de to nabokommuner slog sig sammen til en stor kommune, har man fra kommunalbestyrelsen vedtaget, at man ikke længere vil sætte gang i vejrydning, før der minimum er faldet 10 cm frem for 4 cm som var tidligere procedure. Det har medført, at sneen har nået lægge sig godt til rette inden man kunne gøre noget – at rydde sneen og salte var formålsløst – så vejene i vores kommune er ekstremt farlige og slet ikke sikre at køre på, for man har ingen ting kunne gøre – skaden var sket.
Sandsynligheden for en hvid Jul vil jeg gætte på at være helt op på 95% nu – hvert fald her på Nordfyn. Jeg tvivler stærkt på, at det i morgen kan nå at tø sådan et stort, kompakt og hvidt landskab op inden julen på torsdag indfinder sig i de små hjem. Og jeg må da også indrømme, at tanken om, at vi skal fejre Jul ovre på Sjælland giver kriller i maven, for kan vi egentlig komme derhen?
Fyn er et af de danske steder, hvor der er størst chance for at gader og stræder er snedækket juleaften.
Borgerne på Nordfyn kan godt finde kælken frem. Der ligger meget sne - og den bliver måske liggende til den 24. december.
- Sneen synker nok sammen, fordi det bliver mildere, men der er en mulighed for, at sneen kan ligge der til juleaften, siger Lars Henriksen, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.
Det har været den koldeste december i mange år, men temperaturen bliver mildere frem mod jul.
- Det bliver fra frysepunktet og op til to eller tre graders varme. Inde i landet, hvor der er kommet meget sne, kan det godt se ud som om, at sneen bliver liggende forklarer Lars Henriksen, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.
Det er ikke sikkert, om julen kommer til at indgå i statistikkerne som hvid jul. Det kræver, at 90 procent af landet har et snedække, den 24. december om eftermiddagen, for at vi har hvid jul. Det er ikke nok at der er frost eller rim, der skal ligge mindst en halv centimeter sne.
Ud over Nordfyn, bliver sneen sandsynligvis også liggende til juleaften i Sønderjylland og Midtjylland.
Børnenes repræsenterede skoler har meddelt over deres hjemmesider, at alt undervisning er aflyst – dog har de "nødundervisning" for de elever, der skulle kunne komme frem. Men for os andre, som ikke har skolen som nabo, må undvære, for skolebussen kører ikke. Min skole har også meldt på sms til mig, at al undervisning er aflyst. Tænk, at jeg skulle opleve at have "snefri" :-)
Børnene hygger sig gevaldigt. Jeg har indstillet eksamenslæsningen og her inden middagstid, skal vi i gang med at bage klejner. Så noget godt kommer der ud af at være sneet inde..
Ældstedatteren og jeg har taget nogle smukke billeder af Kong Vinters værk, som jeg vil dele med Jer.
Jeg var til eksamen i går i psykologi / psykiatri. Jeg havde selvfølgelig fået en case om en familie, hvor det ældste barn muligvis havde ADHD.
Jeg redegjorde / forklarede om:
Coping / mestring
Bronfenbrenner
Konfliktmønstre / reaktionsmønstre plus Levinsons livstrappe
ADHD
Pyha, jeg er ikke specielt glad for psykiatri! Men jeg klarede det bare så flot. Jeg er så glad og lettet, at jeg nu har overstået og afsluttet psykiatri / psykologi – faget. Censor og lærer brugte desværre mange lange minutter på at votere, de var tilsyneladende meget uenig i karakteren.
Jeg fik den karakter, der svarer til det gl. 9-tal på den gamle skala, som i dag omskrives til et 7-tal på den nye skala. Min lærer fortalte, at hun var meget skuffet (ikke over mig) og ked af, at hun ikke kunne give 10-tallet, for hun mente bestemt, at jeg var et 10-tal potentiale og havde formidlet min fremlæggelse fortrinligt. Men at karakteren var faldet ud på 7-tallet, da jeg ikke var helt sikker på "basis - viden" med ADHD i forhold til behandling m.m. Censor var specialist i børneneuropsykologi og arbejdede inde på VISO med hjerneskadede børn eller udviklingsforstyrrelser. Hun spurgte mig kontinuerligt om ADHD, det var hendes arbejdsfelt. Det var hårdt, syntes jeg, især fordi min viden om ADHD var yderst begrænset. Men jeg synes virkelig godt om mit 9-tal, eller det hedder det jo så ikke mere i dag, men et 7-tal.
Nu har jeg juleferie, og så alligevel ikke, jeg har undervisning med samfundsvidenskab - lærerne frem til d. 21.december og så fra den 5-8. januar, hvor vi så har læseferie / udarbejde en synopse, som skal forsvares i slutningen af januar (25.-29, januar). Jeg synes pludselig, at semestrene flyver af sted! Om et år er jeg færdiguddannet – det er så underligt.
Det er et af de hér store mysterier i verden, som jeg ikke slet ikke begriber. Jeg kan virkelig ikke begribe det, selv om jeg virkelig gør et forsøg Men jeg er kommet frem til det resultat, at det handler om kapital, simpelt hen cool cash – ellers overgår det min fatteevne.Jeg mener selvfølgelig, at de amerikanske traditioner (kultur) stille og roligt invaderer Dannevang og bliver med den nye generation af danskere, implementeret i danske værdier og traditioner.
Det begyndte vel med "Mors dag", når jeg nu tænker tilbage. Jeg kan hvert fald huske, at jeg voksede op med den "tradition" i mit hjem, selv om jeg ikke kunne se den store fidus med, hvorfor min mor af alle personer skulle værdsættes og belønnes, men på den anden side, hvis det ikke var for hende, så var jeg her heller ikke og min egen lille familie ville heller ikke eksistere og så turde jeg egentlig ikke glemme den dag, da jeg boede hjemme.
Som teenager lærte jeg "Valentins dag" at kende. Blomsterbutikkerne ville tjene flere penge på kærligheden, så den dag blev udråbt til store kærlighedsdag. Jeg synes bedre om at få en buket blomster af min mand, fordi han har lyst til at give mig blomster end han er blevet dikteret til at gøre det på en bestemt dato i februar.
For små 10 år siden sneg Halloween sig til Danmark. Forskellige legetøjsbutikker begyndt at markedsføre Halloween i deres blade. Jeg har altid syntes, at det var fjollet, at vi (familien) skulle holde Fastelavn to gange om året – set ud fra udklædningsaspektet. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at Halloween betyder Allehelgen og dermed har den en anden betydning, men at sende børn ud og tigge om slik to gange om året. Nope. Desværre har jeg i år måtte kapitulere, da min ældste datter og hendes klassekammerat arrangerede Halloweenfest med dertil uhyggeligheder – heldigvis blev festen ikke afholdt her.
I september i år fik Danmark så en ny flagdag, inspireret af USA – til ære og minde om danske soldater, som er i aktiv tjeneste og/eller er faldet i kamp.
Vores politik, synes jeg, bliver også mere amerikaniseret. Der er ikke mange forskelligheder tilbage og de politiske partier er skrumpet ind til et Blåt og Rødt hold (Republikaner og demokrater) og valgkampene er USA- inspireret - se bare på de 2 borgmesterkandidater i kommunevalget i Odense 2009, Anker Boye og Jan Boye, som havde lavet private og personlige videospots om dem selv, spindoktorer m.m.
I dag sidder jeg med Bilka kataloget og på de næst sidste sider, står der skrevet over tilbuddet med hele kalkuner:
Husk Thanksgiving Torsdag D. 26/11.
Aj come on. Så vidt jeg er orienteret, så er Thanksgiving en MEGET amerikansk tradition, som tager udgangspunkt i 1600-tallet, hvor amerikanerne takkede og priste Herren for en god høst - senere igen takkede man for at have vundet et slag eller en ny lovgivning var blevet vedtaget. Men nu skal vi (danskere) til at holde Thanksgiving, kan jeg forstå på Bilka-kataloget og det vil jeg altså ikke.
Hvorfor skal vi overtage andre folkeslags traditioner, vaner og kultur? Jeg kan ikke forstå det og jeg synes ikke om, at Danmark er blevet så amerikaniseret. Jeg har intet imod USA eller amerikanerne. Jeg vil gerne have at min kultur og danske værdier og normer fortsat bliver ved med at være danske. Men måske er det en gammeldags holdning at have? Måske vi bare skal trække på skuldrene og sige, at det berører ikke os? Men det berører os, måske ikke her og nu, men på længere sigt. Jeg kan tage mit eget eksempel med Halloween, hvor mine børn fulde ud har accepteret, græskarlygter, udklædning m.m fordi de har lært det af deres omgivelser (skolen). Der er måske bare ikke noget at gøre. Amerikanske traditioner bliver bare danske!?
Nej, jeg skal ikke fortælle om, at jeg nu tilser en psykolog og alligevel så vil jeg.
For vores underviser, som skal føre os op i psykologi her i begyndelsen af december, er kognitiv psykolog og hun har lagt sin undervisning af os på en noget alternativ måde end man lige umiddelbart vil mene af en undervisningstime skal foregå.
For det første må vi ikke længere snakke om eksamen til andre og alt det hun laver og gør skal blive inde i klasseværelset, så det er egentlig for dårligt, at jeg så fortæller Jer om det, men min blog er ikke for alle og dem der kender til den, er også dem fra holdet af og bloggen er ikke på google, så jo det bliver inden for den lille skare. Inden for kognitiv psykologi handler det om at ændre dystre og negative tanker til positive og min blog har altid fungeret for mig på den måde, at jeg kan få mine tanker ud, så jeg ikke længere tænker på disse tanker.
Nr. 2 vi er blevet indført i hvordan hjernen fungerer – det er selvfølgelig vores pensum, I know, men vi er så heldige at få det afprøvet på egen krop. Vi har fået en forståelse af, hvordan tanker sætter andre processer i gang i kroppen - de processer understøtter så de negative tanker - så er cirklen i gang. Tankerne skal afbrydes.
Så for det tredje, underviseren har pålagt os, at vi skal komme til hver time op til eksamen OG (det er det vigtigste af det hele), vi skal, når vi liiiige er ved at falde i søvn, du ved når du er dér på grænsen til at "falde" i søvn og igen når vi er næsten, er ved at vågne, køre en indre film for vores øjne. Filmen skal være den dag, hvor vi er til eksamen. Filmen skal vise, hvordan du klarer eksamen. Nogle bestemte sætninger skal indgå i filmen: "Du får en god eksamensdag", "Du klarer det" og "Du kan det (pensum, eksamen m.v)". I min film har jeg tilføjet flere sætninger: "Du taler roligt og kan svare på alt hvad du bliver spurgt om".
Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg konstruerede og viste mig filmen de første to gange. Men jeg kan ærligt talt mærke en forskel i mine tanker og adfærd. Jeg føler mig mere "lettet" og glad. Jeg tænker, at det er egentlig selvhypnose, det jeg udsætter mig for, da det sker på tidspunkter, hvor jeg er dybt nede i min bevidsthed. Men jeg synes det virker og det er jo det ved det hele – tankerne skal styres og kontrolleres – det er ikke tankerne, der skal kontrollere mig ;-)
Så er der det med pensummet, nr. 4, hun ved at vi ikke kan læse det hele, hun understreger, at vi er heldige, at vi ikke har fået nyt og ukendt litteratur op til eksamen, derfor S K A L vi kunne Sterns, Perris & Perris, Kohuts og Bronfenbrenners teorier uden ad, eller hvert fald have de fire "på plads", da vi kan bruge de fire og trække ned over hele pensummet.
Vi har lige overstået "Børn, familie perioden", som blev afsluttet med at hver gruppe fremlagde og underviste klassen. Og ja, alle fire teoretiker kunne bruges – selvfølgelig kunne vi også inddrage flere, Stokkebæk, Smith m.m, men fremlæggelsen gav mig en "ahha" følelse og min indre ro blev endnu mere dyb. På mandag begynder vi på arbejdspsykologi – det vil så handle om konfliktpsykologi, men jeg kan allerede se, Bowlbys Indre ArbejdsModeller (tilknytning), resiliens og kognitive skemata vil blive en del af vores fremlæggelse. Ja, jeg synes pludselige det hele giver mening?
Jeg skal til mundtlig eksamen tirsdag d. 8. December 2009 kl. 11.30 – 12.30. Jeg er den sidste før undervisers og censors frokost. Min censor er Hanne Ytting.
Hanne er cand. psych, specialist og supervisor i børnepsykologi og specialist i børneneuropsykologi. Hun arbejder i Neurocenter for Børn og Unge med tilbud til børn og unge med medfødt hjerneskade eller udviklingsforstyrrelser. Varetager VISO sager.
Jeg er blevet mere utryg, for hvor er det virkelig og tæt på mig nu :-/ Jeg håber ikke, at min case omhandler noget inden for det censor arbejder med til dagligt – jeg er ikke speciel glad for psykiatrien. :-/
Og vi som forældre har løjet for dig de sidste 6 år!
I dag har YngstePigen og jeg talt om Julen og hun huskede så langt tilbage som hun nu kunne, hvor Julemanden havde været på besøg hos os. Med glædestrålende fortalte hun:
"Mor, kan du huske sidste år, hvor Julemanden havde det så travlt, at han ikke kunne nå at besøge mig, men at han efterlod alligevel en gave til mig i en sæk (tak til Julerejsen med Bamse)?"
"Ja, det kan jeg godt", svarede jeg intetanede, at det ville medfører følgende kommentar og spørgsmål.
"Nogle af mine veninder i skolen siger, at Julemanden ikke findes".
"Åh", tænkte jeg.
Hvad nu? Nu har hun mødt folk, som har fortalt, at hendes ynglings figur i juletiden ikke længere findes, så skal jeg ikke fastholde hans eksistens, fordi vi her i familien E L S K E R at jule, lege og "drømme" om en naivistisk og barnlig jul. Det ville være ødelæggende for hende, hvis hun skulle blive til grin i klassen, fordi hun fastholder hans eksistens.
Hendes øjne kiggede længe på mig og så fik hun spurgt mig:
"Findes han ikke?"
Flere tanker løb igennem mig og jeg fik spurgt hende:
"hvad tror du?"
Hvor dum er jeg lige? Jeg kan da ikke svare på et spørgsmål ved at stille hende et andet. Det var bare så svært for mig, for jeg kunne se, at hendes øjne blev bedrøvet. Hun spurgte igen:
"Findes han ikke? Sig sandheden, mor".
Så fortalte jeg sandheden til hende. At det var far der i tidens løb har haft klædt sig ud, fordi vi elskede julen, højtiden og drillerierne. Men at det brev hun fik for snart 2 år siden fra Julemanden, ikke stammede fra os, men rent faktisk stammede fra Grønland, som sandt var (hun skrev til ham og fik svar inden de skulle spare).
Jeg kunne se skuffelsen og sorgen i hendes øjne og det gjorde ondt. Av. Julemanden havde virkelig en stor affektionsværdi for hende og nu havde hendes veninder og jeg taget den væk fra hende. Det gjorde ondt på os begge.
YngstePigen var den der brød tavsheden.
"Men nisserne findes! Og de er alle sammen slags julemænd. De findes!?!"
Jeg kunne se, at det betød meget for hende, så ja jeg gav hende delvis ret.
Jeg fortalte hende, at jeg havde hørt mennesker, der tror på nisser (det har jeg), at de troede på nisser i gamle dage i sær ud på de gamle gårde på landet (det ved jeg) og at i dag har rigtig mange haveejere havenisser m.m. (det ved jeg også) og de er landskendt på danske fjernsyn, hvor de optræder i reklamer, så nisser er "ok" hos andre mennesker og i Danmark.
Hun blev glad igen. Det er ikke nemt at redegøre for vores barnlige "løgne", men YngstePigen skal heller ikke drilles. Det er en lektie, jeg vil huske fremover. Og så må jeg hellere begynde så småt at vænne hende til den viden, at nisser faktisk heller ikke eksisterer. Jeg tror ikke, at jeg kunne fortælle sandheden om det hele på en gang. Det ville "slå" hende for hårdt.
Jeg skal afslutte psykologi/psykiatri her den 8.-10. December og jeg har i dag fået min pensumliste, som "kun" omhandler 1793 sider. Pensummet går tilbage til efteråret 2007 og frem til nu. På nær en undervisningsdag har jeg været repræsenteret ved hver psykologi undervisning. Jeg har undervisers powerpoints og mine tilskrevne kommentarer til næsten hver powerpoint.
Jeg har I N G E N læseferie, da vi fra d. 3/11 og frem skal have undervisning og gruppearbejde om cases m.m., som skal bruges til den mundtlige psykologi/psykiatri eksamen (jeg får udleveret en ukendt case, som jeg skal eksaminernes i).
Jeg har talt med en ældre studerende, som fortalt mig, at hun ikke kunne nå at læse op, men at hun skimte det hun var usikker på og ellers holdt fast i sine notater. Det virkede for hende. Hun fik et 10 tal til den mundtlige eksamen i foråret.
Men som person har jeg altid læst fra A-Z. Jeg har aldrig kunne nøjes med at skimme, nok fordi jeg aldrig har lært det . Men mit "problem" er, at der er ufattelige mange sider, hvis jeg igen vælger at læse fra A-Z og så har jeg lige undervisning samtidig og nå ja en familie, som jeg også ønsker at tage vare og hensyn til.
Min mand foreslår mig noget af det samme, som den ældre studerende. Gennemgå mine notater og hvis der er noget jeg ikke føler mig sikker i - så læs pensummet til de notater.
Min angst er, at jeg ikke kan nok til eksamen eller glemmer. Det er heller ikke sikkert, at jeg vil kunne huske det hele, selv om jeg læste alle siderne inden eksamen, men det giver en falsk tryghed, synes jeg og det er måske godt nok? Men jeg kan faktisk ikke overskue tanken om at læse det hele forfra igen...Men tanken om en dårlig præsentation ved eksamen, fordi jeg ikke har fået læst de mange sider, gør mig også utryg. Hvad skal jeg dog gøre???
Jeg har set talkshowet lige fra den spæde begyndelse og har derfor fulgt med i praktikanten Thomas Skov "udskejelser"..
Jeg har i dag eller faktisk i går erkendt, at jeg har misset pointen eller noget, for jeg har hele tiden set det sjove og morsomme i Thomas Skovs uheldige forsøg som journalist. Jeg har grinet mine bukser i laser. Jeg synes, at han har humor.
Men så ramlede det i forrige uge, hvor han ved Vild Med Dans havde vist et misforstået slogan op til en af de dansende par. Jeg har i mine syge humor og naivitet, troede fast på, at det var en "del af planen" – men efter showet i går, kan jeg så forstå, at min og Thomas Skovs humor er for specielt for danskerne eller er det? Jeg kan seriøst ikke begribe om det er "for reel" den reaktion, der har været over Thomas Skov i medierne eller om "vi" bliver holdt for nar. Jeg kan ikke helt gennemskue det nu.
I går ved talkshowet rejste Thomas Skov sig op og bedste anonyme-alkoholikere-stil sagde han ud mod publikum:
Hej, jeg hedder Thomas!
Publikum svarede bestemt:
Hej Thomas!
Hvorpå Thomas Skov fortsatte sin forfærdelig bekendelse:
Jeg er lummer, men jeg lumrer ikke længere.
Det er da værkstedshumor, der vil noget..
Nå, men jeg skal nok bare holde mig til Monty Python og lignede..
I går blev Danmark skamrost af Oprah. Jeg havde ellers min skepsis, at de (amerikanerne) overhovedet ville bruge dokumentaren til "noget" nu, hvor Chicago ikke var blevet OL-værtsby, men jeg tog gladelig fejl.
Oprah havde skamrost os danskerne. Hun kunne falde i svime over alt – hun var betaget af cyklerne i bybilledet (danskerne cykler mere end amerikanerne), barselsorlovens længde, gratis lægebesøg, gratis uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelsen. Oprah skulle have udbrudt, at danskerne aldrig ender på gaden som hjemløs. Hmm. Hun har vist kun set og fået fortalt de positive sider af Danmark.
Der er ydermere et lille filmklip fra et besøg fra et almindelig dansk hjem. Du kan se klippet her.
Jeg kan ikke genkende den stil og den kliniske hvide hjem og jeg mener ikke, at det er "almindeligt" for en danskers hjem? Og jeg må da indrømme, at det ærgrer mig, at det hjem fremstår som "almindeligt dansk hjem", hmm.
Men jeg synes, det er irriterende, at Oprah kun har fået nogle ting at vide uden at blive orienteret hende om omkostningerne. Ja staten betaler op til 90 % af understøttelsen, men du bliver jaget vildt af din a-kasse eller kommunen og skal aktiveres.
Det handler vel om at reklamere for Danmark og så er det vel underordnet, at det ikke er helt sådan praksis er, når alt kommer til alt?
Den har været dejlig, begivenhedsfuld og det vigtigste af det hele, synes jeg – jeg har haft fri for første gang i 100 år.
De sidste to år har der været undervisning i uge 42 på skolen. Trælst. Men i år har det været anderledes. Ugen ligger selvfølgelig i projekt-skrivningsugen, men som I nok husker fra tidligere indlæg, havde jeg det ønske, at mit projekt skulle være færdiggjort inden, da alle tre børn er hjemme og vi bare skulle hygge og have det rart. Det er godt at være målrettet og have en (tidligere) deadline, for det lykkedes mig at blive færdig, så jeg rigtig kunne nyde denne uge.
Ugen tyvstartede med Ældstedatterens skuespil torsdag aften, hvor vi som forældre var værter. Fredag var der TRIM-dag, hvor ÆldsteSønnen og YngsteDatteren udmærket sig ved at løbe 7 km på 56:50 min og 4 km på 46 minutter ca. ÆldsteDatteren cyklede 11 km – der var ikke tid på cyklingen.
Søndag tog YngsteDatteren og jeg i Løvens Hule. Hun holder meget af at tilbringe tid derinde. Jeg tror, det handler om vanen / rutinen, for hun skal partout altid have en 20 krone med, så hun kan "trække" en bamse i automaten. Automaten er meget børnevenlig, for barnet "spiller" indtil det har vundet en bamse. Men det er noget irriterende, at hun skal have en ny bamse hver gang. Jeg tænker, at hun har fået vækket et gen, som jeg kan genkende, men i mit tilfælde hedder det tasker og andre gadgets, så som en ny mobiltelefon eller bærbar, ja jeg må erkende, at den unge dame lærer det hurtigt fra sin mor.
Tirsdag var vi i biografen, alle på nær far. Vi var inde og se "Monsterjægerne", det er nok den morsomste børne/familiefilm jeg har set i længere tid. Jeg kan klart anbefale den. YngsteDatteren var solgt, og det var hendes store-søskende også, selvom storesøster ellers inden filmen begyndte, mente, at det bare var barnligt og kedeligt, at vi skulle se "Monsterjægerne". Efter filmen havde hun ændret holdning. Hun var ivrig og orienterede, at hvad der vil ske de næste film, der må komme, da hun har læst hele serien. Jeg må indrømme, at jeg ikke var klar over, at det var en bogserie og at hun rent faktisk havde læst den. Men på den anden side, hvad har hun snart ikke læst?
Onsdag tog vi i Legoland for sidste gang i år og nok også for en tid, for vi har besluttet ikke at forny vores sæsonpas. Jeg synes egentlig det er synd for YngsteDatteren, for hun glæder sig til, at hun næste år skulle prøve køreskolen, når hun nu er gammel nok (næste år), men det bliver ikke aktuelt foreløbigt. Men alle andre havde fået den samme gode idé som undertegnede. Suk. Der var alt for mange mennesker, så der var laaaang kø ved A L L E forlystelser og det gjorde det ikke bedre, at det var "tisse-koldt" så ventetiden var ulideligt. En del af forlystelserne var også lukket og andre steder saltede personalet for, at forlystelsen overhovedet måtte komme til at køre. Resultatet var, at jeg havde negative, triste og kolde børn, som bare ville hjem!
Torsdag d. 15, fyldte ÆldsteSønnen 14 år. Han blev begavet med dejlige gaver og kl. 10 samme dag kom Vaaben familien til brunch og hyggede med os. Rigtigt hyggeligt. Senere på dagen tog vi på "Den Grimme Ælling", som kun i uge 42 havde tilbuddet om gratis bespisning for børn under 13 år. Men også det var skuffende. Sovsene var kolde, vinen blev ikke skænket op til os, men bare placeret på bordet, iskanden måtte vi betale for, selv om vi drak vin og der var laaang kø til kokken for at et eller to stykker kød. Hmm. Æv.
Men når jeg ser bort fra de kedelige ting i ugens løb, synes jeg, at det har været en god uge. Jeg har nydt ugen og jeg har følt, at det var "sommerferie", for der var ingen undervisning, arbejde eller andet forpligtelse ud over min dejlige familie.
I morgen får vi gæster fra Sjælland, da vi holder børnenes triplo -fødselsdag. Så jeg skal lige have ordnet maden og bagt en kage, men så skal jeg nyde resten af weekenden inden hverdagen begynder igen.
Dette nyhedsindslag fandt mine øjne på den vante kanalrundfart på de diverse cyberspace sider og medier her til morges.
Droppet? Hvad har hun tænkt sig?? Nu fulgte jeg med i det store mediestunt med udnævnelse af den kommende OL-by i 2016. Hun ankom til Danmark og blev interviewede inde i Kongens Teater. Hun fortalt, at hun ville lave et indslag om, hvorfor eller hvordan det kunne være at danskerne som et folkefærd var så lykkelige. Hun oplyste, at hun havde været til frokost hos nogle smukke, flotte blonde danske kvinder og hun var faldet pladask for vores danske "ru-rugbrød", som hun fik fremstammet. Hun var meget betaget af de danske kvinder og skulle have udtalt:
De behøver ikke gå fra hus og hjem, selv om de mister deres job. De er garanteret sygeforsikring og har et helt års barselorlov.
I går skulle indslaget om Danmark have været brag til alle amerikanerne, men medieselskabets havde valgt at tage det af programmet og i stedet viste komikeren Chris Rock og den canadiske crooner Michael Buble.
Hmm, jeg mistænker amerikanerne for at være "dårlig tabere".. Jeg synes det lugter lidt og at bedømme efter denne udtalelse, hvor Oprah tilsyneladende havde været i stor chok, da hun blev oplyst om, at Chicago ikke var blevet tildelt OL-værtsskabet, mener jeg ikke, at der kan herske nogen tvivl:
Jeg er glad for, at jeg ikke var i København. Jeg ville være brudt fuldstændig sammen.
Sikke noget, sikke noget.. Kan det virkelig tænkes, at fordi OL-værtsskabet ikke gik til Chicago USA, så ville man alligevel ikke vise indslaget om København, Danmark?
Oprahs medieselskab udtaler, at det er helt meget normalt, at der sker ændringer i programfladen, men at det er meningen at indslaget fra København vil blev bragt senere på efteråret… Ja ja lad os nu se..
Agent 006, Jane Blond – med licens til at kilde – kaster sig ud i den ene farlige mission efter den anden. Ved hjælp af specialudstyr kan hun klare alle situationer. Derfor er det også hende, der bliver tilkendt af den øverste agentchef, Milde Moster, der giver Jane til opgave at redde GRINET, som er truet af total udryddelse. Tænk Jer en verden uden grin… Det er bestemt ikke noget at grine af… Til sidst kommer konfrontationen med den uhyggelige superskurk, Kolde Karla… Bliver grinet mon reddet?
Så var scenen sat.
Vi var i går til 6. klassens afslutnings-skuespil – altså var det vores store datter, Dana, som optrådte. De sidste to måneder har omhandlet dette stykke og alt andet har været sat på standby (så der er meget undervisning, der skal indhentes inden de afslutter 6. og bliver overført til den større skole i vores nærmiljø).
Børnene klarede det så fint, trods skuespillet besad en dobbeltbetydning, som kun de voksne forstod, klarede de det så flot. De skulle selv stå for lave sceneskift, som var "almindelige" tavler, der var blevet malet på. Men de havde helt styr på kulisserne og hinandens roller. Efterfølgende overhørte jeg, at dramapædagogen udtalte, at det var den første klasse, som hun har haft, der ikke har haft problemer med at lære rollerne af og styre kulisseskiftene selv. Hun var meget imponeret.
Ja, det var moderen til "Milde Moster" også. Der var mange skuespiller in spe blandt klassens elever..
Her er Milde Moster (Dana):
Kolde Karla (Regitze Brunse Vaaben) og Wang (tjeneren Lotte Kismer Sørensen)
Tiden flyver af sted synes jeg. Bladene på træerne er ved skifte fra farven grøn til rød, gul og brun. Det er smukt.
I dag skinner solen oven i købet og jeg har været ude og gå en tur på 40 minutter. Varm og våd var jeg, da jeg kom hjem, det kunne selvfølgelig skyldes, at jeg var iført mig min fleecejakke og halstørklæde, men jeg frøs egentlig da jeg begyndte at gå, men det gjorde jeg ikke, da jeg kom hjem.
Resten af dagen har været ren afslapning. Jeg har ingen stress, ingen opgaver, der hænger over mig, alt er klaret. Ahh roen, når børnene ikke er hjemme og jeg har huset for mig selv, næsten, for gemalen arbejder ud i sit arbejdsværelse og kommer kun ind når naturen kalder på en eller anden måde. Men hvor er det rart, roligt og stille. De sidste mange uger, hvor jeg har siddet foran pc'eren og skrevet på mit projekt, er forsvundet. I forgårs kunne jeg med god samvittighed placere det sidste punktum i opgaven og nu er den gemt væk til i næste uge, hvor jeg så vil se opgaven med friske og vågne øjnene og gennemgå den for systematisk for grammatiske fejl og måske uddybe min konklusion, for set i bagkundskabens glemmesel, så var jeg vist lidt hurtigt med den. Måske – jeg er egentlig ikke sikker for måske er den fin? Men jeg vil ikke kigge på den før slutningen i næste uge.
Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle bruge min vejleder til. Jeg havde / har ingen spørgsmål til opgaven. Jeg har dog holdt ham opdateret med min proces. Første gang var der visuelt vejledning, hvor min problemstilling blev godkendt uden problemer. Så gik jeg hjem og skrev problemformulering vævet ind i en indledning og sendte det til pr. mail. Jeg måtte godt nok rykke ham for svar, da han havde glemt mig, men han skrev fint tilbage:
Dit materiale ser meget fornuftigt ud! Og her er det ment på jysk ….
Den mail gjorde mig yderst fortrøstningsfuldt og jeg begyndte at redegøre for det sociale problem. Efter en uges skrivning blev jeg enig med mig selv, at jeg hellere måtte holde ham opdateret med endnu "her går det fint" – mail og så vedhæfte mine (dengang) 10 maskinskrevne side. Først fik jeg dette svar:
Hej Elizabeth,
Det ser helt umiddelbart fint og spændende ud. Jeg vender tilbage efter weekenden med yderligere kommentarer.
God weekend
Jeg havde drevet og gejsten, så jeg knoklede derud og blev så færdig med opgaven i mandags, men jeg var noget spændt på, hvad min vejleder ville sige til mig denne gang og hvor meget jeg måtte være nødt til at redigerer om, men jeg hørte ikke noget fra ham før i dag, hvor jeg fik en mail:
Kære Elizabeth,
Jeg har med stor fornøjelse igen læst dit materiale. Og man må jo bestemt sige at du har godt fat i et både meget spændende og meget aktuelt emne.
Gi mig et pift hvis du får brug for vejledning.
Mange hilsner fra [undervisers-navn]
Det gav mig et godt boost for mit selvtillid og jeg har været helt i den 7. himmel siden jeg læste mailen fra ham. Vildt, jeg kontakter ham, når jeg føler behovet for vejledning. Det må virkelig være godt det jeg skriver. Men det er selvfølgelig ikke kun emnet, men også den måde jeg skriver på, som jeg får ros for. Jeg får helt dårlig samvittighed over at skrive det, for man må jo ikke være glad for egen præsentation for så træder "Jante-loven" igennem fra andre. Det er virkelig øv for, hvornår må jeg så være glad på den selvfede måde?
Nå, men jeg er glad og rolig. Det må virkelig gør en forskel, for manden kan mærke en gladere Elizabeth herhjemme efter opgaven er færdig.
Ordene og chokket mødte mig, mens jeg lå der i "tandlægestolen". Kosmetologen havde lige fjernet en afrensende creme og havde dybderenset mit ansigt. "Mnjah, jeg har lidt travlt for tiden og det får først en ende til sommeren (2010)", fik jeg fremstammet. Min kosmetolog passer virkelig godt på mig – men jeg lægger også en del penge hos hende hvert 3. måned og i dag var det så tid igen.
Kosmetologen blev endnu mere bekymret, stoppede sit arbejde og kørte hen på siden af mig på sin kontorstol, mens hun lagde sin hånd på min skulder: "Det er vigtigt at du passer på dig selv, alt andet kan vente. Du har også din mand og børn at tænke på, hvorfor udsætter du dig også for så mange ting (læs belastninger)?" sagde hun efter jeg fik fortalt, at jeg var i gang med udfærdige et projekt om en social indsats, og jeg har en mundtlig psykologi eksamen til december, mundtlig samfundsvidenskabseksamen til januer, skriftlig jura eksamen til foråret og en mundtlig social arbejdseksamen til sommer, og nåhh ja, så starter min bachelor opgave til august 2010..
Kosmetologen vil mig virkelig det godt. Jeg lovede, at jeg vil prøve at gøre én bedre indsats og jeg aftalte med hende, at jeg så hellere måtte lægge penge til at jeg kunne få en ampul – behandling til min medtaget hud.
Ufattelige, hvad huden kan afsløre af hemmeligheder – heldigvis er det så ikke alle der kan tyde hudens sprog, pyhaaa.
Kl. 11.45 i Roskilde fødte jeg mit sidste barn. En smuk baby, der var "godt i stand", med mørkt langt krøllet hår og med lange negle. Hun kom dagen efter min terminsdag. Hun vejede 3880g og målte 53 cm.
I dag er hun 1.20 cm høj og vejer omkring 20 kg. Hun går i 0.A, hendes hårfarve er ændret til lysblond og har mandelgrønne øjne. Hun har et fantastisk smil og godt humør.
I dag er hun så blevet 6 år. 6 år.. Jeg føler mig ikke ældre, men det må jeg været blevet. Min lille (baby)pige er væk og er blevet forvandlet til en skolesøgende, lille kløgtig og køn dame. Min smukke efternøler…
Jeg er og nok afhængig af Microsofts tekstsoftware/programmer. Jeg mener ikke, at jeg selv er skyld i min afhængighed, men Microsoft.
I alle de år jeg har haft en computer, har det (selvfølgelig) altid været WORD jeg brugte og Internet Explorer på nettet. Jeg har dog engang prøvet mig med OpenOffice, som er et gratis variant af Microsoft Office Pakken. Men det er ligesom det, at jeg vidste, hvordan alt virkede i Office og det var pludselig blevet vanskeliggjort, at jeg skulle sætte mig ind i noget (NYT) praktisk for at bruge gratis programmet. Ja, for ikke at tale om onlinevejledninger til "forsider" og "sammenhængende sider, hvor sidetallet først skal starte på siden 2" osv. osv. kun ligger tilgængelig på Internettet for Microsofts programmer. Det er ikke nemt finde hjælp, hvis det ikke er et Microsoft program.
Det måtte jeg også erfare for en del år siden, da jeg forsigtigt kasserede Internet Explorer og downloadede FireFox i stedet, som i dag er min primær webbrowser. Dengang kunne jeg f.eks. ikke få assistance til min netbank, hvis jeg ikke brugte Explorer, eller da jeg påbegyndte studiet – så kunne jeg ikke komme på Intranettet, hvis jeg ikke brugte Internet Explorer (det var hvert fald meget besværligt med kontinuerligt at skrive sin adgangskode, for bare at navigere rundt på siderne).
Men jeg fastholdt min nye og efter min mening meget bedre webbrowser og nu kan jeg få hjælp (hvis jeg har brug for det) gennem min bank og jeg kan nu navigere rundt på UCLs intranet (dog er mailprogrammet ikke optimalt). Men tekstbehandlingsprogrammet kan jeg ikke klare med et gratis program, for alt hvad der skal afleveres af projekter på UCL, skal gøres i WORD (Microsoft). Suk og her på min nye computer var der, selvfølgelig, også forudinstalleret Microsoft Office Pakken, men jeg havde ikke lige "lyst" til at aktivere en "gratis" kode, som de mener virker 60 dage, så mit projekt havde jeg heldigvis på min USB nøgle, så jeg fortsatte med at skrive ubekymret og gemte på min nøgle, men skræk og vé, i går kunne jeg ikke længere gemme det jeg havde skrevet, oprette nye dokumenter m.m. Det eneste jeg kunne var at printe ud eller skrive (uden at gemme). Shit! Så måtte jeg alligevel kapitulere og henvende mig ved min Microsoft Pusher og ved skrivende stund virker hele min Microsoft Office Plus Professionel 2007 pakke – ahh.
Men hvor er det noget møg at være afhængig af Microsoft.
Jeg har i dag fået ny viden. Danmark har i dag fået en ny flagdag.
En ny flagdag, hmm godt nok har vi en flagstang og når snoren ikke lige er knækket, bruger vi flagstangen til at vise en ny fødselsdag i familien. Vi kender ikke flagdagene og vi har slet ikke tænkt os at praktisere flagdage. Jeg ved godt, at Google er min ven, men flagdage har bare ikke min eller mands interesse. Så opdagede jeg, at vi (læs danskerne) har fået endnu en flagdag. Denne dag, d. 5.september er tiltænkt de udsendte soldater og politifolk, som skal æres.
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan blive enig med mig selv om, hvad min mening er om det. Jeg synes det er "noget amerikansk" at hylde soldater, som har gjort sit arbejde og risikeret sit liv for andre. Jeg tænker, at der er da mange andre erhverv, som også skal hyldes, hvad med brandmanden / Falckredderen, fiskeren, lægen (og sygeplejersken) uden grænser og den frivillige i Røde Kors f.eks. Hvorfor lige sætte én gruppe op på en piedestal og ikke andre? Måske er det også en skjult reklame for soldaterne, måske det vil tiltrække flere til faget, hvis man kan få lov til at blive at hyldet som en helt.
En helt er en der har gjort noget fantastisk. Betegnelsen bruges om folk, der har sat livet på spil for at redde andre.
Det skal så forstås, at man er en helt, hvis man "af sig selv" redder andres liv og altså ikke fordi, man lever af det til daglig. Men så er de udsendte soldater og politifolk IKKE helte? De udfører blot deres erhverv?
Forsvarsministeren Søren Gade udtaler, at flagdagen ikke har noget at gøre med den politiske debat om man ønsker at udsende soldater eller ej, men om respekten for dem, der har udført farlige opgaver med baggrund i nogle politiske beslutninger, der er taget i Danmark.
Jeg mener så, at flagdagene så burdes gøres mere bredt, så det også gælder politiet som skal fjerne ulovlige bosatte flygtninge i kirker, læger der kæmper med at redde et menneske fra at dø på operationsbordet, præster der bryder loven, socialrådgiveren der hver dag møder udsatte borgere. Eller endnu bedre hvert erhverv skal have sin helt egen flagdag.
En ting er sikker – vi kommer stadig ikke til at praktisere flagdage her hjemme i huset.
Skrevet af Anne B. Ragde. Aldrig er jeg blevet så skuffet!
Jeg havde ved et uheld, eller forglemmelse ikke meldt "månedens bogpakke" fra hos Gyldendal. "Nå", tænkte jeg, sidste gang kostede det mig 47 kroner til Gyldendal, da bogklubben tilsyneladende har omkostninger ved at tage imod en returneret bog – så efter jeg besøgte hjemmesiden og kunne konstatere, at denne bog som jeg ved et uheld var kommet i min besiddelse, figureret på top 10 over købte / læste bøger i bogklubben (måske var der flere end mig, der havde glemt at melde bogen fra???), så bogen måtte være en "wauw" – overbeviste jeg mig selv om.
Jeg er en hurtig læser og kan på ingen ting kværner 439 sider igennem, hvis emnet har min interesse – men f*uk hvor er jeg irriteret og skuffet – skuffet over bogen over at jeg ikke bare sendte bogen retur og skuffet at jeg har brugt en weekend på at læse den bog. Og hvorfor har jeg det princip, at jeg fuldender hvad jeg begynder??? Det er noget møg til tider.
Nå, nu har jeg tilendebragt den bog – og forfatteren bliver ikke min favorit forfatter, næh så heller Stieg Larson, Dan Brown, Khaled Hosseini – det ved jeg, hvad jeg er!
Nu har jeg printet mit skema ud for det næste halvår og undervisningsmateriale for psykologi og efter have nærstuderet mit skema (hvorfor skulle dog egentlig gøre det?), fandt mine øjne på datoerne 8.-9. og 10. december og igen den 25.-29. januar 2010, som var oplyst med bogstaverne EKSAMEN. Fuck hvor jeg hader det, specielt de mundtlige. Jeg bryder mig ikke om at blive bedømt ud for en præsentation på 20 minutter men vil hellere bedømmes for, hvordan jeg er? Hvordan er jeg at arbejde sammen med? Er jeg fleksibel, initiativrig, hjælpsom, udfører jeg en opgave osv. osv. Jeg er selvfølgelig klar over "studiets hårde realiteter" og at "sådan er det bare", men jeg bryder mig ikke om det.
Mit problem består i, at jeg virkelig bliver syg til mundtlige eksaminer. Tvivlen på mig selv, håndsved, armsved, dårlig mave lige op til selve eksamenen og konstant tisseri på selve dagen indtil det er overstået. Men i dag har jeg min angst i kontrol og den styrer ikke længere mig, som den gjorde i gymnasiet, hvor jeg måtte have hjælp af anti-eksamens-medicin fra lægen af. Jeg er ovre det og modenhed har gjort at jeg kan styre det, ….sådan da ……for jeg har stadig symptomerne, men jeg ved nu, at det jo ikke er "Jordens undergang" og som min mand klogt spørger: "Har du nogen sinde dumpet en mundtlig eksamen?" "Nej, det har jeg ikke" – "hvorfor skulle du så begynde at gøre det nu?". Ja, det kan jeg så ikke svare ham på. Hvorfor skal jeg stresse mig selv på den måde? Det er virkelig frustrerende for mig og noget af et slid, at jeg kontinuerlig skal igennem "same procedure as last year" – suk.
Gad vide om eksamenspræsentationen kan komme ind under "kortvarigt OCD"? Det er for mig en tvangstanke om ikke at præstere tilfredsstillende. Og hvem skal jeg egentlig præstere tilfredsstillende for? Kommende arbejdsgiver? Næh, det kendskab jeg har til området, så er det ikke karakteren som er det væsentlige i en ansættelsessamtale, men om kemi og personlighed. I mit tidligere erhverv havde størrelsen på karakteren heller ikke nogen betydning – kun om du var uddannet og havde gode referencer.
Jeg må lige klappe hesten – først er der jo liiige et 5. semester projekt om "Social Indsats" før eksamen. Så den tid – den sorg, eller noget…
I dag har jeg huset helt for mig selv. Manden kørte til Sjælland i morges og kommer sent hjem, da han skal til 25 års jubilæum (hvem dog bliver 25 år på samme arbejdsplads i dag?), børnene blev sat på skolebussen - alle sammen. Selv om DMI har lovet kanon vejr i dag, så fik de ældste lov til at tage bussen i dag. ÆldsteSønnen skal ud med sine aviser, når han returnerer fra skolen plus der er lektielæsning og senere skal han til KENPO fra kl. 18.30 – 21.30. ÆldsteDatteren syntes det var for koldt i morges til at køre på cykel i bare arme og hun ville IKKE have sin termojakken med og ja, man skal vælge sine kampe med omhu og denne "gad" jeg ikke i morges – så hun fik lov til at tage med bussen. YngstePigen, ja hun er slet ikke gammel nok eller god nok på en tohjulet fætter, hvert fald ikke 6,8 km hver vej, så hun skulle med skolebussen.
Men nu har jeg altså været "hjemme alene" siden kl. 08.05 i morges. Jeg har fået tjekket diverse Internetsider og foras – mine favoritter er dr.dk/nyheder, aaserne, netbaby og facebook (hvor børnene har fået overtalt mig at lave en profil på PetSociety og Restaurant, ikke for min skyld, men deres egne – for når de besøger mig med deres virtual pet modtager de petpenge, så det er en fordel at have så mange venner, der er på "PET" (red: daglig tale hedder det bare "PET" herhjemme), hvis man ønsker lettjente "petpenge".
Jeg var også lige inde og vende på Højskolens Intranet, men som sædvanligt var det nytteløst. Ingen information om skema eller undervisningsplaner endnu – dog lå der en mail fra min studievejleder, som spurgte om jeg kunne oplyse hende om vi på årgangen i sin tid havde købt en bestemt grundbog. Jeg måtte lige tjekke i min samling, men jeg kunne ikke finde en bog med den bestemte titel. Så det bliver garanteret en bog vi skal have købt. Jeg håber så, at vi reelt skal bruge hele bogen, for på sidste semester indkøbte jeg en bog, som kostede "kassen" og så skulle jeg kun bruge et, ET kapitel, det blev jeg harm over (jeg er på SU). Egentlig er jeg overrasket over mailen, for jeg havde forventet at dette semester vil blive et "genopfrisknings-semester", da jeg skal afslutte to fag-eksamer til jul plus selvfølgelig projektopgaven om "Social Indsats", så hvor er tiden til at lære noget nyt, tænkte jeg?
Nå, men jeg fik den gode idé, at jeg kunne smutte ind i sengen igen og snyde mig til en ekstra time, men hjernen var bare ikke træt, for jeg lå og tænkte på køkkenet, som egentlig trængte til at blive ordnet. Træls, at når jeg endelig har min egen tid, så ved jeg ikke hvad jeg skal lave, eller så er der en hel masse, der skal laves. Modsætninger.
Jeg må hellere forlade min bærbar og gå ud og kigge på køkkenet, måske det kan ordnes pr. tankekraft?
Så har jeg fået købt 6 æggebægre. Min mand eller det nok mere mig, samler på Solene og nu hvor æggebægrene er i hus, så har jeg nået en erkendelse af, at nu er målet nået. Mit (vores) stel er komplet hvert fald har vi det vi skal bruge i dagligdagen med fem mennesker (der er selvfølgelig taget forbehold, når / hvis der er gæster).
Næste projekt må være glas – rødvins glas og hvidvins glas. Ja, det må være det, jeg vil "kaste mig over" fremadrettet. Men hvilket mærke er at foretrække? Hvad forslår du?
I dag var jeg på besøg ved Aktiv Sygemeldt, som jeg skal udfærdige en opgave om her på 5.semester som skydes i gang til september. Jeg har fået etableret en kontakt og havde for en lille måned siden udfærdiget nogle spørgeskemaer, som skulle tages i brug til deltagerne på sommerferieholdet. Jeg havde lavet to skemaer, til før og efter kurset, som deltagerne skulle udfylde. Jeg hentede så skemaerne i dag. Det var spændende at blade i besvarelserne og også en smule lamslående, da nogle af svarene var af en karakter, som jeg ikke havde kalkuleret mere. Efter jeg kom hjem, har jeg siddet og kategoriseret besvarelserne og overflytte det til procentregning. Jeg skal en af dagene lige have genopfrisket min viden om diagrammer i Excel, så jeg kan udfærdige nogle billeder til opgaven, som jeg kan vælge i mellem så det passer til det skrevne. Der blev også aftalt, at lederen etablerer en kontakt mellem tre deltagere og undertegnede, som jeg kan interviewe her i den næst kommende måned. Torsdag d. 24/9 skal jeg interviewe lederen. Det er rart at have det på plads, så kan jeg koncentrer mig om at skrive på opgaven i oktober, hvor opgaven skal afleveres slutningen i oktober.
Det yngste skud på stammen startede sin skolegang og har nu overstået første uge. Da jeg hentede hende ved skolebussen fredag eftermiddag, var det første hun sagde mig: "Jeg skal i skole igen på mandag". Det har hun ret i. Hun virker meget betaget af den første uge og hendes informationsniveau efter endt skolegang har heller ikke været minimalt. Tværtimod har munden ikke stået stille på den unge dame, som glædelig og ivrigt har orienteret om fast og småt fra i løbet af dagen.
Fredag eftermiddag stod på nogle få timers afslapning inden YngstePigen og jeg pakkede hendes lille trolley. Hun havde fået aftalt en "sove-hos-aftale" med Julie fra sin klasse og der var gigantiske sommerfugle i maven på den unge dame fra hun kom hjem med skolebussen og til vi skulle køre. Allerede fra klokken 15 begyndte hun med sætningerne: "Hvad er klokken?", "Hvornår skal vi køre?" og "Kan vi ikke snart køre?", så det endte med jeg kørte hende derud 10 minutter tidligere end beregnet. YngstePigen fandt sin Julie og så var moderen bare luft. Jeg kunne lige få tilsnusket mig et lille klem, men så forsvandt hun igen sammen med Julie.
Da familien tog hen for at hente YngstePigen i dag fik vi at vide, at der ingen problemer havde været. Faktisk havde Julies forældre ikke hørt, set, eller mærket til at YngstePigen og Julie havde været sammen. De havde været nogle små tjante-fnise piger og var kommet sent i seng efter kl. 22 og havde frivilligt vågnet og stået op kl. 05:15 om morgen, så vi skulle nok forvente, at den unge dame var træt. Træt var hun, for på vejen ind til Rosengårdscentret spurgte hun pænt om hun måtte lulle lidt. Hun nåede dog ikke at lulle meget, for så var vi fremme ved vores destination. Rosengårdscentret.
ÆldsteSønnen fik afleveret sin mobil til reparation hos Telenor. Hans telefon har i længere periode opført sig besynderligt. Den slukker af sig selv. Vi har alle oplevet, at ÆldsteSønnens mobil på bordet pludselig afgav sin "slukke-melodi" for så derefter at lukke og slukke. Meget mystisk. Han har snart haft mobilen i et år og der har næsten været problemer med den i lige så lang tid, men han har ikke ville aflevere den til reparation, da det så ville medføre, at han ville være uden mobil og hvilket ung menneske kan undvære sin mobiltelefon i længere tid? Eller hvem kan det? Men heldigvis fandt ægtemanden en af mine tidligere brugte modeller, som ÆldsteSønnen indvilligede i at benytte sig af mens hans egen mobil er til reparation.
Vi spiste frokost i Rosengårdscentret og så gik vi Tiger, hvor jeg fik indkøbt en masse små gaver til børnefødselsdagene, som YngstePigen skal deltage i det kommende skoleår. Jeg synes selv, at det er godt udtænkt af mig. Så har vi 14 små/store gaver liggende og så kan YngstePigen selv udvælge, hvilken gave fødselsdagsbarnet skal have. Den første fødselsdag er allerede på tirsdag. Hun skal til fødselsdag hos Asta fra klassen. Det bliver spændende for hende.
Mandag d. 10.08.09 var YngstePigens første skoledag. Hun var fra første færd frisk og frejdig. Nabokonen hilste og komplimenterede hende for den første skoledag. YngstePigen havde travlt med at gå ned til busstoppestedet og hun ville ikke vente på sin moder, som ikke var klar til at forlade huset på det tidspunkt, som YngstePigen havde valgt at gå på.
Moderen var travlt beskæftiget med at tage fotos af det sidste skud på stammen, at det lige før var for meget af det gode, syntes Yngstepigen .
Da bussen, YngstePigen og moderen ankom til skolen, vidste YngstePigen præcis, hvilken vej hun skulle gå – "Mor, Fritten har vist os, hvilken vej vi skal vælge og døren vil være låst op, når vi kommer om morgen med bussen". Jeg fik hurtigt en følelse af, at min lille pige slet ikke var så lille endda. Hun havde tjek på flere ting end jeg umiddelbare ville have, at hun skulle have kunnet i kraft af sin unge alder.
YngstePigen fandt sin plads. Tættest ved tavlen. Børnene var placeret i fire-mandsborde, så ved YngstePigens bord sad hun overfor Anton (dreng fra vejen), Viktor (hendes "eks-kæreste" fra børnehaven) og Laura.
Børnehaveklasse-lærerinden Gitte fortalte, hvad børnene skulle lave i 0.klasse og at de (og forældre) skulle ned til aulaen, hvor alle eleverne på skolen mødes til morgensang. De yngste klasser blev placeret tættest på skoleinspektøren og resten blev numerisk placeret efterfølgende, så 9. Klasserne stod bagerst. Hver klasse måtte rejse sig, som traditionen bød sig og man startede med de ældste klasser og endte med 0.A, som blev modtaget med en ordentlig klapsalve af forældrene til eleverne i 0.klasse og resten af skolen! Det er en stor ting at begynde i børnehaveklassen især i år, hvor 0.klasse er blevet obligatorisk. 26 elever er de i YngstePigens klasse. 15 piger og 11 drenge.
Resten af "første dag" blev brugt til opgaveløsning, hygge og spise madpakker samme med veninderne.
Dag 2, var dagen, hvor YngstePigen skulle have gymnastik og hun så skulle have ansvaret for gymnastikpose også OG sørge for at huske at få alt sit grej med hjem fra bussen. Moderens frygt var jo nok, at sådan en gymnastik pose ville blive glemt i skolebussen, men igen viste YngstePigen, at hun havde kontrol over sine ting. Hun kom hjem fra skolen og bussen med alt intakt, madkasse, drikkedunk, gymnastiktaske (og indholdet var pænt lagt sammen).
I dag fulgte jeg hende igen ned til bussen. På vejen derhen siger hun til mig: "Mor, jeg synes altså det er lidt pinligt, at du følger mig hen til bussen"… Chok og overraskelse fra moderens side. Jeg spørger ind til, hvad det er som gør det pinligt. Hun forklarer, at Antons forældre også står ved bussen og hun synes bare det er så piinligt, at forældrene bliver ved med at være der.
Hmm, min lille pige på 5,11 år er vist slet ikke så lille mere og jeg må hellere acceptere dette og give slip?
I dag tog vi til Odense for at spise brunch. Vi havde valgt Alibi. Jeg havde en gang været der tidligere, men det var et par år siden. Men i dag tog jeg manden og børnene med derind og ikke veninderne. Hmm, jeg elsker at spise ude – og brunchen var superb! Børnene delte dog ikke min entusiasme – de ville hellere være tilfreds med en menu fra McDonalds.
Jeg ser mig ikke som en ældre kvinde (jeg er jo kun 33 år), men jeg kan klart mærke mine begrænsninger i forhold til at komme sent i seng efter en fest og så dagen derpå. Jeg fik to glas rødvin på hele aften og drak Coca Cola Zero for resten, så jeg kan ikke henlede skylden til min træthed over på mit hensynsløse drikkeri.
Vi kom i seng ved midnatstid, døtrene 20 minutter før deres forældre (ÆldsteSønnen valgte frivilligt at gå til ro kl. 22.30). Jeg var egentlig blevet meget træt, da jeg lagde mig i min seng, men jeg blev vældig frisk, da jeg lagde mig – så jeg skulle bruge noget tid på at falde helt til ro, så jeg kunne falde i søvn.
Gæsterne kom kl. 14. Da det nu var en indvielsesfest af terrassen insisterede jeg på, at vi skulle sidde på den og nyde bollerne, lagkagen og kaffen/teen. Idyllen og mine forventninger røg desværre hurtigt sig en tur, da vi blev invaderet af Svirrefluer (Syrphidae) (eller som vi kalder dem "blomsterbier", selv om vi godt ved, at de ikke har slægtskab med de "rigtige" bier). De var i stort flertal og "crashede" vores fest, æv, så da vi skulle indtage mandens grillede kød fra grillen, overgav jeg min insisterende og dækkede op inden for, æv. Maden var succes, synes jeg. Jeg havde denne gang ikke været så heldig med de flødestuvede kartofler – alt for meget væde, suk (andre gange er der for lidt).. Men maden blev spist op. Ud af 40 stykker kød fra slagteren og en masse pølser var der kun seks stykker kød tilbage. Så hvis festen skal gøres op i hvor meget, der blev spist og drukket, så har det været en god fest!
Min svoger, dennes hustru og voksne datter, meldte afbud på selv samme dag. Det var rigtigt ærgerligt at modtage beskeden med så kort varsel.
Så oprandt den sidste dag i måneden og det betød, at jeg havde sidste arbejdsdag på arbejdet. Jeg troede jeg ville få en stille og rolig dag, men dagen bød på mange udfordringer, som jeg skulle løse for at besvare en borgers spørgsmål. Det var ikke et lige til spørgsmål og jeg måtte både tage kontakt til "staten" i Jobcentret, borgerens egen a-kasse og jobcentrets Ydelseskontoret, før jeg fandt løsningen og fik overdraget resultatet til borgeren med vejledning om at kontakte sin a-kasse, da "bolden" lå dér. Det var ikke første gang i min tid i jobcentret, at jeg måtte undersøge og ringe til forskellige myndigheder. Jeg er blevet en erfaring rigere for hver gang, der var en "opgave", som ikke lige umiddelbart lå "lige for højre benet". Som min vejleder skrev i sit kort til mig, da jeg stoppede i praktikken for lidt over 2 måneder siden: "Erfaring er ikke, hvad man kommer ud for. Det er hvad man får ud af det, man kommer ud for". Og jeg har fået meget ud af mit ophold og virke i jobcentret.
Nu venter en uge med aktiviteter sammen med børnene. Jeg har allerede bestilt TIVOLI billetter (KBH) og bestilt togbilletter til tirsdag – torsdag skal vi i Bonbonland og så skal børnene gøre sig klar til skolegang og for YngstePigens vedkommende er det endnu mere specielt, da hun skal påbegynde sin skolegang i 0.A. :-)
Min første gang på Folkemødet
-
I sidste weekend var jeg på Bornholm, på Folkemødet. Det var en super
berigende oplevelse, noget jeg ikke havde oplevet før. Jeg er helt vild med
den festl...
Næste kapitel
-
Det er fristende at bruge anledningen til dette blogindlæg på at fyre en
masse patos ud i Cyberspace, men jeg skal se, om jeg kan beherske mig. Jeg
er ikke...
.JPG)
TEXTAREA_ID
