Og vi som forældre har løjet for dig de sidste 6 år!
I dag har YngstePigen og jeg talt om Julen og hun huskede så langt tilbage som hun nu kunne, hvor Julemanden havde været på besøg hos os. Med glædestrålende fortalte hun:
"Mor, kan du huske sidste år, hvor Julemanden havde det så travlt, at han ikke kunne nå at besøge mig, men at han efterlod alligevel en gave til mig i en sæk (tak til Julerejsen med Bamse)?"
"Ja, det kan jeg godt", svarede jeg intetanede, at det ville medfører følgende kommentar og spørgsmål.
"Nogle af mine veninder i skolen siger, at Julemanden ikke findes".
"Åh", tænkte jeg.
Hvad nu? Nu har hun mødt folk, som har fortalt, at hendes ynglings figur i juletiden ikke længere findes, så skal jeg ikke fastholde hans eksistens, fordi vi her i familien E L S K E R at jule, lege og "drømme" om en naivistisk og barnlig jul. Det ville være ødelæggende for hende, hvis hun skulle blive til grin i klassen, fordi hun fastholder hans eksistens.
Hendes øjne kiggede længe på mig og så fik hun spurgt mig:
"Findes han ikke?"
Flere tanker løb igennem mig og jeg fik spurgt hende:
"hvad tror du?"
Hvor dum er jeg lige? Jeg kan da ikke svare på et spørgsmål ved at stille hende et andet. Det var bare så svært for mig, for jeg kunne se, at hendes øjne blev bedrøvet. Hun spurgte igen:
"Findes han ikke? Sig sandheden, mor".
Så fortalte jeg sandheden til hende. At det var far der i tidens løb har haft klædt sig ud, fordi vi elskede julen, højtiden og drillerierne. Men at det brev hun fik for snart 2 år siden fra Julemanden, ikke stammede fra os, men rent faktisk stammede fra Grønland, som sandt var (hun skrev til ham og fik svar inden de skulle spare).
Jeg kunne se skuffelsen og sorgen i hendes øjne og det gjorde ondt. Av. Julemanden havde virkelig en stor affektionsværdi for hende og nu havde hendes veninder og jeg taget den væk fra hende. Det gjorde ondt på os begge.
YngstePigen var den der brød tavsheden.
"Men nisserne findes! Og de er alle sammen slags julemænd. De findes!?!"
Jeg kunne se, at det betød meget for hende, så ja jeg gav hende delvis ret.
Jeg fortalte hende, at jeg havde hørt mennesker, der tror på nisser (det har jeg), at de troede på nisser i gamle dage i sær ud på de gamle gårde på landet (det ved jeg) og at i dag har rigtig mange haveejere havenisser m.m. (det ved jeg også) og de er landskendt på danske fjernsyn, hvor de optræder i reklamer, så nisser er "ok" hos andre mennesker og i Danmark.
Hun blev glad igen. Det er ikke nemt at redegøre for vores barnlige "løgne", men YngstePigen skal heller ikke drilles. Det er en lektie, jeg vil huske fremover. Og så må jeg hellere begynde så småt at vænne hende til den viden, at nisser faktisk heller ikke eksisterer. Jeg tror ikke, at jeg kunne fortælle sandheden om det hele på en gang. Det ville "slå" hende for hårdt.
