Mønsterbrydning, mælkebøttebørn eller resiliens.

I min tid som pædagog lærte jeg og læste jeg meget om ”den sociale arv”, ”den negative sociale arv”, mønsterbrydere og mælkebøttebørn. Jeg besad en viden, som jeg var sikker på, at ”sådan hang det sammen”.

På dette semester har jeg haft om børn, unge og familie. Psykologien har handlet om forskellige tilknytninger, som jeg skrev tidligere om i oktober, Bowlby, Piaget, Stern m.fl. Hvor stor betydning det egentlig har for et barn, at den har en som tager sig af det. Ikke kun det basale, men en som ser det og anerkender det. Det vidste jeg i forvejen i kraft af min pædagogiske uddannelse, men jeg har nu lært noget nyt.

Jeg har lært, at social arv er afskaffet, at man ikke bruger ordet mere, for nu taler man om resiliens og chanceulighed. Det er faktisk spændende. Nu har jeg læst så mange artikler, kompendier og set tabeller, og jeg er egentlig ”rystet” (hvis jeg kan bruge det ordvalg hér) over, at så mange egentlig klarer sig igennem livet, GODT – selv om deres barndom og opvækst har været kummerligt. Det burde ikke være ”muligt” – så mælkebøttebørn/mønsterbrydere er noget opreklamerede noget. Provokeret sagt, selvfølgelig.

Men en tabel som jeg har arbejdet med i dag på uddannelsen er f.eks denne:

Børn i alt 84765:
Børn, hvis mor var stofmisbruger, og som selv fik problemer: 13.33% (22 børn)
Børn, hvis mor var stofmisbruger, og som IKKE selv fik problemer: 86,67 % (143 børn)
Børn, hvis mor ikke var stofmisbruger, og som selv fik problemer: 3,88 % (3281 børn)
Børn, hvis mor ikke var stofmisbruger, og som IKKE fik problemer: 96,12 % (81319 børn)

De problemer, som barnet var: 1) barnet havde begået selvmord 2) barnet var registreret med en psykisk lidelse 3) barnet havde fået en voldsdom 4) barnet var registret med stofmisbrug 5) barnet var registreret med selvmordforsøg 6) barnet havde fået en sædelighedsdom 7) Barnet var neurotisk eller 8) barnet havde personlighedsforstyrrelse. (Tabellen er taget fra Nygaard Christoffersens undersøgelse ”Risikofaktorer i barndommen” SFI 1999).

Som du kan se ud fra tallene, så er den relative risiko for at, er barn, hvis mor er stofmisbruger næsten 4 gange så stor (13,33% mod 3.88%) der mindst får ét af de problemer, som jeg har nævnt ovenover end børn, der ikke har en mor, som var stofmisbruger. Det giver ikke grund til at lave en målrettet indsats overfor de 165 børn i risikogruppen, hvor moderen er stofmisbruger. Hvis det skulle ende med en succes, ville man kun redde 22 ud af de 3303 børn, der vil blive ramt af én af de ovennævnte sygdomme. Risikogruppen er ekstremt lille i forhold til ikke-risikogruppen. Det bedste, der kan gøres, at der rettes en god og virksom indsats mod den samlede gruppe af børn.

Formålet med tabellen var at illustrere, at ”mønsterbrydning” / mælkebøttebørn ikke kan komme på tale, når der trods alt er 86,67 % af børnene, der klarer sig ;-) Det er en ret stor procentdel. Nu er dette eksempel lige håndplukket, men de samme procenter går igen i forhånd til, hvis forældrene f.eks. var alkoholikere eller i andet misbrugsproblem.

Jeg er hvert fald blevet endnu klogere, i dag. Undervisningen i dag har virkelig sat nogle ting på plads.