At tale med børn #2

I dag var der så undervisning i ”at tale med børn”.

Vi så tre klip, hvor socialrådgiveren Karen-Asta Bo talte med børn.

Første var det Lotte på 10 år. Hun var lige blevet hjemgivet til sin mor. Hun blev som 5 årige anbragt uden for hjemmet pga. sin mors alkoholmisbrug. Først på en daginstitution, dernæst i familiepleje og til sidst på et socialpædagogisk opholdssted / boform.

Den anden samtale vi så, var med Ala. Ala var 12 år, var barn i en stor og vidt forgrenet mellemøstlig familie, der boede i et af Københavns brokvarterer. Ala var født og opvokset i Danmark. Han boede sammen med sine to små søstre og sin mor, der var alene med børnene og præget af en række fysiske sygdomme. Der var knyttet en hjemme-hos-socialrådgiver til familien. Ala havde store problemer med skolen. Der var tale om at han måtte flyttes til en anden skole. Moderen var bekymret for, hvad Ala foretog sig i sin fritid, hvor han drev rundt i kvarteret sammen med andre drenge – nogle af dem var ældre end han selv.

Den sidste samtale var med søskende parret Rasmus 12 år og Mie 11 år. De boede sammen med deres mor. Forældrene var skilt (10 år siden), og børnene besøgte deres far hver anden weekend. I forbindelsen med skilsmissen fik mor et psykisk sammenbrud, og børnene var i en kort overgang anbragt i en plejefamilie. Denne familie har siden været aflastningsfamilie for børnene. Begge børn havde haft problemer i skolen, og Mie gik til samtaler hos en psykolog. Rasmus’ klasselærer bekymrede sig for ham, og oplevede at Rasmus isolerede sig og trak sig tilbage fra de andre børn.

Da vi havde set hver enkelt samtale, skulle vi så bagefter 2 og 2 snakker om samtalen. Vi skulle finde frem til nogle socialfaglige overvejelser, noget generelt så som hvilken type samtale, der var tale om, samtalemetodik, retlige aspekter og andet, som kunne være kropssprog og mimik. Pyha, min partner og jeg havde mest ”held” med Lotte. Hun var nemmest at analysere.
Da det var overstået, kom vi på en ”fantasirejse”. Vi skulle lukke øjnene og så høre, hvad underviseren læste op.

Hun fortalte, at mig/vi skulle se vores hjem for os, gå ind i rummet og lægge mærke til møbler og bøger. Derefter bakkede det på døren. Det var hende, hun var autoriteten og magten, og jeg skulle nu med hende. Jeg havde 30 min til at pakke det mest nødvendige i en bærepose, ikke mere – og så kørte hun med mig. Hun guidede os mig frem til ankomststedet, hvor der var en anden familie, som nu skulle være min nye familie. Den nye familie var glade for at se mig og rakte armene i mod mig. Jeg fik at vide, at jeg nu skulle bo hos denne familie, og jeg kun vil se min egen familie, når hun (autoriteten) havde fået tid til at finde en dag. Fantasirejsen var forbi, og vi måtte åbne vores øjne igen. Vi skulle så fortælle om de følelser, tanker og oplevelser vi havde oplevet ved fantasirejsen. Puha det var slemt. Den nye families imødekommenhed var slem at være vidne til, og jeg havde fået en følelse af afmagt og ”overrumplet” da jeg så dem. Oplevelsen gav mig noget at tænke over – hvert fald blev jeg klogere på min kommende praktik periode. Jeg vil ikke være i "børn og unge-afdelingen"..