Britiske forskere har udspurgt 571 mennesker mellem 17 og 25 om deres liv. Resultatet viser, at personer, der har søstre, er mere glade og velafbalancerede end personer, der kun har brødre. Det skriver BBC.
Forskerne, der kommer fra Ulster University, mener at det skyldes, at der bliver talt mere om følelser i familier med døtre.
Piger en fordel i forbindelse med skilsmisse
I forbindelse med stressende begivenheder i familien - for eksempel skilsmisse - viste det sig, at det var en klar fordel, hvis der var piger i familien.
Undersøgelsens leder, professor Tony Cassidy, siger at søstre virker fremmende for mere åben kommunikation og også for sammenhængen i familien. Mens brødre ser ud til at have den modsatte effekt.
- At kunne udtrykke sine følelser er fundamentalt for god mental sundhed, og det at have søstre fremmer dette i familierne, siger Tony Cassidy.
Cassidy siger at mange af deltagerne er vokset op i skilsmissefamilier og her viser undersøgelsen, at søstres tilstedeværelse er endnu mere vigtig.
- Jeg tror, at disse resultater vil kunne bruges af folk, der arbejder med familier og børn, som har det svært, fortsætter Tony Cassidy.
- Vi bliver derfor nødt til at tænke meget omhyggeligt over den måde, som vi arbejder med familier, der har mange drenge, siger han.
Drengefamilier har større behov for støtte
Geri Burnikell, som er medkoordinator på en velgørende støttelinie, der tilbyder rådgivning til unge og familier siger:
- Dette er meget interessant og bekræfter fuldstændig vores erfaringer.
- Drenge har en tendens til at forstærke problemer og i familier, hvor der er mange drenge, kan jeg se, at det volder problemer, siger Geri Burnikell.
Undersøgelsens resultater bliver offentliggjort i det britiske psykologiske samfund i Brighton på torsdag.
Stjålet fra dr.dk/nyheder